»Der er ikke længere plads til medier på print, der er noget lort«

"Følg dit hjerte, lyt til din mavefornemmelse." Den slags sludder er ikke til gavn for iværksættere, mener Kontrabande-stifter Sune Aagaard, der stopper efter 10 år: »Kig koldt og kynisk på det marked, der er derude.«

"Følg dit hjerte, lyt til din mavefornemmelse." Den slags sludder er ikke til gavn for iværksættere, mener Kontrabande-stifter Sune Aagaard, der stopper efter 10 år: »Kig koldt og kynisk på det marked, der er derude.«

For snart 10 år siden var Sune Aagaard med til at stifte Kontrabande. I torsdags trådte han ud af virksomheden. Partner Søren Schultz Jørgensen bliver dermed eneejer.

Sune Aagaard har fået nyt job hos virksomheden Designit, en international strategisk designvirksomhed med danske rødder. Men hvordan er det at være en af de succesfulde iværksættere i den danske mediebranche? Og hvad er hans største fejl?

Journalisten.dk har stillet fem spørgsmål til Sune Aagaard.

Hvorfor skifter du nu?

»Det er snart 10 år siden, vi startede Kontrabande. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg gerne ville blive ved med at lave det samme, men måske splitte op og lave min egen biks. Så kunne jeg lave radio og udgive bøger ved siden af. Lige da jeg havde tænkt de tanker, blev jeg ringet op af David (direktøren, red.) i Designit.«

Fortsætter som radiovært 

Designit har været fast kunde hos Kontrabande i to et halvt år, og Sune Aagaard har haft ansvaret for samarbejdet med virksomheden.

»Jeg har siddet rigtig meget sammen med stifterne. Tre gutter fra Århus, der startede det hele i 1991 – og fik succes med at skabe den internationale virksomhed, alle danske kreative virksomheder drømmer om. Nu er de vokset så meget, at de vil bruge kræfter på kommunikationen. De er ret underkommunikerede, især i Danmark. Det spurgte David, om jeg ville stå i spidsen for.«

Sune Aagaard fortsætter som vært på Radio24syv-programmet Millionærklubben.

»På den måde bevarer jeg en kontakt til den publicistiske verden. Og så har jeg brugt som argument over for mig selv, at jeg overhovedet ikke havde set det komme. Det var helt uventet for mig. Det er et argument i sig selv for at prøve noget nyt og lave tingene om, at jeg slet ikke havde set det komme.«

Godt råd strider mod gængs latin 

Nu var du selv med til at starte Kontrabande i sin tid. Har du et godt råd til kolleger, der sidder og overvejer selv at starte noget nyt?

»Det har jeg helt klart – men det strider i virkeligheden mod alt det, der er gængs latin: Jeg synes, der bliver sagt utrolig meget sludder om at starte sit eget. Følg dit hjerte, lyt til din mavefornemmelse. Jeg synes, det er det, den amerikanske astronom Carl Sagan kaldte "organernes parlament" – det er noget pjat. Du skal gøre dig klart, hvad det er for et marked, du skal agere på, og om de varer, du har på hylderne, kan blive solgt. Er det realistisk?«

»Sådan var det i høj grad på Kontrabande, selv om det slet ikke var så strategisk udført, som jeg skitserer det her. Vi havde en fornemmelse af, at der var et hul i markedet. I dag kan du godt købe redaktionelle koncepter rundt omkring, men det kunne man ikke dengang. Derfor mit råd: Kig koldt og kynisk på det marked, der er derude.«

Godt at dårlige medier lukker

Hvordan har vilkårene ændret sig fra dengang til nu for medie-iværksættere?

»Den største overordnede forskydning er i retning af det digitale. Det fylder helt utroligt meget mere, end det gjorde dengang. Og det er langt hen ad vejen rigtig godt! Men det ramte Kontrabande hårdt. Vi nåede at bygge en ret stor virksomhed med 25 medarbejdere. Men digitaliseringen ramte samtidig med konjunkturproblemer – verden kom i krise – og derfor måtte vi hurtigt blive markant mindre, end vi var.«

»Men det gode ved digitaliseringen er, at high-end publishing står foran en renæssance. Det betyder, at alt det, som logisk set bør være digitalt, bliver det. Men det, der står tilbage på print, skal vejes på en guldvægt. Hvis du kigger på, hvor meget det koster at producere medier på papir, så er det indlysende, at det skal være kvalitet. Der er ingen ledig plads på markedet for det, der er på papir og noget lort. Det er godt,« siger Sune Aagaard og tilføjer:

»Den udvikling betyder selvfølgelig, at rigtig mange dårlige magasiner og medier lukker. Det sparer din postkasse for en masse. Vi er der ikke endnu, men vi bevæger os i den retning.« 

Kontrabande missede digitalt marked 

Kan du pege på den største fejl, I har begået i din tid som selvstændig – som vi andre måske kan lære noget af?

»Vi var blinde for, hvor konjunkturfølsom vores virksomhed var, når det drejede sig om journalistisk produktion. Det opdagede vi først på den hårde måde. Det var en fejl. Man kan også sige, at vi jo ikke formåede at gribe det digitale potentiale, da det var der. Der er et interessant marked for client-publishing, som er digitalt. Det missede vi.«

Regner du med, at det her er dit endelige farvel til livet som selvstændig, eller kan du finde på at vende tilbage og starte noget nyt igen?

»Det kan jeg ikke udelukke. Det er bestemt ikke sådan, at jeg ikke igen vil arbejde på den måde, for det er en dejlig måde at arbejde på. Men jeg må også sige, at lige nu er det på ingen måde noget, der ligger i kortene.«

0 Kommentarer