search

Der er i den grad noget at komme efter

Medierne lyder som et ekko af statsministeren, når vi bliver mødt med kritik. Det holder ikke.

Medierne lyder som et ekko af statsministeren, når vi bliver mødt med kritik. Det holder ikke.

Det skrev jeg i en mediekritik i Politiken i søndags. Her er mit indlæg:

Ikke mindst for medierne er det møgirriterende, at statsministeren lukker sager uden dialog.  »Der er ikke noget at komme efter,« lyder det.

Det ironiske er, at journalister og redaktører selv deler Anders Foghs motto, når de bliver mødt med kritik.

Senest konstaterede lektor Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole, at medierne har et medansvar for finanskrisen. Stigende boligpriser og aktiepriser bliver dækket som sejre i sport uden hensyn til, om priserne dækker over en reel værditilvækst i samfundet, eller om der var tale om en samfundsskadelig prisboble.

"Der bliver tale om en hype-journalistik, som minder om den ukritiske jublende sportsjournalistik før, under og især efter en god fodboldlandskamp," skrev han i en kronik.

Selv om kritikken faktisk ikke var rettet direkte mod Danmarks største avishus, Berlingske Media, så var koncernchef og chefredaktør Lisbeth Knudsen hurtigt ude med en afvisning.

"Skudt forbi," skrev hun. Der var som sædvanlig ikke noget at komme efter.

Og dog.

I 2005 konstaterede det økonomisk-liberale magasin The Economist, at priserne på boliger i 20 vestlige lande var steget med 240.000.000.000.000.000.000 kroner på fem år.

Magasinet betegnede prisstigningerne på fast ejendom som historiens største prisboble. Meget vildere end dotcomboblen i slutningen af 1990erne og værre end prisstigningerne før børssammenbruddet, der gik forud for depressionen i 1930erne. Advarslen om en kommende finanskrise var utvetydig. Berlingskes reporter undersøgte sagen og konkluderede: "Det danske boligmarked står for tiden yderst robust mod prisfald. Derfor afviser stort set alle førende eksperter, at der herhjemme er tale om en bolig- og prisboble, som snart vil briste."

De såkaldt førende eksperter var dog mestendels fra de banker og realkreditinstitutter, der dengang selv tjente tykt på festen.

Eksperterne mente ikke, at vi ville få drastiske prisfald i Danmark og slet ikke på op til en fjerdedel, som vi har set i hovedstaden. BRFkredit sagde ligefrem, at det danske boligmarked "struttede af sundhedstegn". Lisbeth Knudsens blanke afvisning af lektorens præcise kritik er et af talrige eksempler på, at medierne endnu ikke er modne til at modtage den offentlige kritik, som de selv rutinemæssigt udsætter andre brancher for.

Det skyldes, at der indtil for få år siden var en stiltiende aftale mellem de store bladhuse om ikke at klæde hinanden af offentligt.

I de seneste år er der gået hul på bylden med mediekritik , men cheferne har stadig meget svært ved at gå i dialog om problemer. Et andet eksempel:

I foråret kiggede DR Søndag kritisk på de store betalingsaviser som Politikens og Berlingske Tidendes behandling af østeuropæiske avisbude.

Den ansvarlige chef for selskabet Dansk Avis Omdeling svarede ordret: "Der er ikke noget at komme efter."

Han blev fulgt op af Lisbeth Knudsen som med patos tilføjede: "DR har slået følgeskab med 3F i denne for den kritiske, kulegravende journalistik uklædelige kampagne."

Aviserne klagede til Pressenævnet over DR og tabte med et brag, fordi der i høj grad var noget at komme efter.

Medierne har svært ved at se sig selv som magthavere, der skal granskes på lige vilkår med andre.

Vi er jo de gode, der arbejder i offentlighedens tjeneste.

Ofte fører kritik til direkte raserianfald og beskyldninger om manglende kollegialitet. For journalister og redaktørers egen skyld må vi håbe, at den ukollegiale adfærd snart slår fuldt igennem, så vi får en reel kritisk granskning og efterfølgende åben diskussion.

Der er i den grad noget at komme efter.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen