“Der er en alvorlig tillidskrise mellem medierne og deres publikum”

”Man genskaber ikke tilliden til medierne alene med konstruktive nyheder – men jeg er overbevist om, at det er ét af værktøjerne,” mener Per Westergård, formand for fonden bag Constructive Institute, hvor Ulrik Haagerup skal være direktør. "Alle pegede på Ulrik Haagerup," siger han

Fra 1. september skal DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, være direktør for et nystiftet institut på Aarhus Universitet ved navn Constructive Institute.

Det meddelte han medarbejderne på et møde i DR Byen i dag.

Bag det nye institut står den uafhængige fond Constructive Foundation, hvor Per Westergård, tidligere chefredaktør i Jysk Fynske Medier, er formand.

Men hvad vil det nye institut? Journalisten har spurgt Per Westergård, som forklarer, at instituttet skal medvirke til at genskabe tilliden til nyhedsjournalistikken. Det skal ske ved at udbrede kendskabet til konstruktiv journalistik i både Danmark og udlandet.

”Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid, hvor der er en alvorlig tillidskrise mellem medierne og deres publikum. Man genskaber ikke tilliden til medierne alene med konstruktive nyheder – men jeg er overbevist om, at det er ét af værktøjerne. Det nye institut skal skubbe på den udvikling,” siger han.

”Alle pegede på Ulrik Haagerup”

Per Westergård fortæller, at det nye institut grundlæggende kommer til at stå på tre ben:

Det skal huse forskningsaktiviteter inden for den konstruktive, løsningsorienterede journalistik, det skal tilbyde workshops og vidensdeling om emnet til mediehusene, og så skal det sidst, men ikke mindst efteruddanne danske og internationale journalister og redaktører.

”Ideelt set vil vi allerede fra 2018 tilbyde 12 fellowships til journalister og redaktører fra hele kloden. Men på første hold vil der nok kun være fem overvejende danske journalister. Vi betaler deres løn og alle omkostninger i 10 måneder, hvor de kan suge af alle universitetets fag for at dygtiggøre sig på deres område. Samtidig vil de blive undervist i at dygtiggøre sig i konstruktiv journalistik,” siger Per Westergaard.

Han fortæller, at der var bred enighed blandt fondens seks bestyrelsesmedlemmer om, at Ulrik Haagerup var det oplagte bud på en direktør for fonden. Sideløbende med jobbet som nyhedsdirektør i DR har han skrevet flere bøger om konstruktiv journalistik.  

”Alle pegede på Ulrik Haagerup. Han er vores klareste og bedste eksponent for den konstruktive journalistik, så for mig var der ikke nogen tvivl om, at han var det helt indlysende rigtige valg,” siger han.

Det er ikke en totalløsning

Ifølge Per Westergård oplever de i Constructive Foundation en stigende efterspørgsel på at vide mere om konstruktiv journalistik.

”Der er mange gode ting i gang omkring i verden, der viser, at mediebrugerne faktisk efterspørger de her konstruktive tilgange til journalistikken. Hvor journalisten ikke bare beskriver problemet og lader andre tage over derefter, men også ser det som sin opgave at være med til at højne debatniveauet om løsningerne."

Men samtidig understreger han, at den løsningsorienterede journalistik ikke skal stå alene.

”Det er vigtigt at sige, at konstruktiv journalistik ikke er en totalløsning, der overflødiggør alle andre typer journalistik. Jeg er varm fortaler for, at vi skal leve op til rollen som vagthund og lave dybdegående journalistik. Selvfølgelig skal vi det – men det er ikke nok. Vi er nødt til at spørge os selv, om vi ikke kan gøre det en smule bedre?” siger Per Westergård.

Det handler om at tænke anderledes

Men medierne er jo i krise og skærer ned på bemandingen. Hvad skal man lave mindre af, hvis man skal lave mere konstruktiv journalistik?

”For mig handler det meget om, at man skal tænke på en anden måde. Vi skal vænne os til at tænke journalistikken lidt anderledes. På Fyens Stiftstidende har vi praktiseret konstruktiv journalistik i efterhånden fem år, og hen ad vejen har folk opdaget, at det ikke nødvendigvis kræver noget ekstra,” siger han og tilføjer:

”Og vi er jo ikke de eneste. Konstruktiv journalistik har været praktiseret rundt omkring i 10-15 år, men i meget spredte pluk. Nu vil vi bare give den en ordentlig skalle og få det her op at flyve også globalt set.”

Hvis konstruktiv journalistik kan være med til at øge tilliden til medierne, hvorfor er det så gået den forkerte vej med den tillid de seneste 10-15 år?

”Hvis vi skal lægge hånden på hjertet, så har vi jo heller ikke arbejdet SÅ meget med det. Det er en lille dråbe i havet. Jeg tror bare i virkeligheden, vi har brug for at få det endnu mere udbredt nu, fordi tillidskrisen er endnu større nu,” siger Per Westergård. 

11 Kommentarer

Søren Bang Hansen
4. MARTS 2017
Vil man have et kig ned et
Vil man have et kig ned et svælget mellem journalister og "de forkerte" læsere, kan man læse med her (især kommentarerne):

http://www.uriasposten.net/archives/81380

Disse selvfede forestillinger om "konstruktiv journalistik" er ingen løsning - men tværtimod en eskalering af problemet.

Det kan kun ende med en tilbagevenden til forne tiders holdningsmedier (partipressen). Newspeek, Den Korte osv. lader i det mindste ikke som om, de er objektive. Og så må licensen naturligvis afskaffes.
Søren Bang Hansen
3. MARTS 2017
Det her er da for naivt til
Det her er da for naivt til at være sandt? Tror disse ellers fornuftige kolleger i ramme alvor, at myten om "konstruktiv journalistik" kan mindske gabet mellem journalister og borgere (som "stemmer forkert")?

Journalister og flertals-borgere (gælder ikke kun i Danmark) har fundamentalt divergerende opfattelser af, hvad der overhovedet er "konstruktivt"!

Reference-rammen mangler. Eller kan vi mon snart i DR se historien om, hvordan man bedst og billigst opfører en mur, der holder migranter ude? Et dokumenteret (og stærkt under-rapporteret) flertal af europæere ønsker at lukke totalt for muslimsk indvandring. Så hvad kunne være mere "konstruktivt" end at anvise løsninger i den retning?

I call your bluff!

Det er barokt, at journalister fortsat bilder sig ind, at de er sådan nogle gudsbenådede folkeopdragere, der evner at "vise vejen frem" - når de bevisligt er så håbløst ude af trit med læserne, seerne og lytterne om, hvilken vej der overhovedet er frem. 8 ud af 10 danske journalister er værdipolitisk venstredrejede, viser flere undersøgelser. Nu er Journalisthøjskolens venstreradikale gadekamps-hverve-video netop trukket tilbage - den var ellers et af de mere muntre symptomer på tingenes sørgelige tilstand - og stilstand.
Ole Rasmussen
3. MARTS 2017
Når jeg hører om begrebet
Når jeg hører om begrebet konstruktive nyheder og om det ny Institut, så får det mig til at tænke på en subjektiv konservativorienteret og stram journalistik. Lidt som den stærkt højreorienterede franske præsident kandidat Fillon fifler, nærmest manipulerer, med moral og troværdighed. Han føler journalistikken er en klapjagt på hans person, nægter at stå ved sine løfter og ansvar for sine handlinger. Jeg forstår konstruktiv journalistik derhen, at den skal give ham ret, at omtale hans millionaflønning af sin hustru er for destruktivt. Hustruen har selv, for flere år tilbage, udtalt, at hun aldrig har arbejdet for sin mand. Lidt som Haagerup, som synes det er i orden at flyve på arbejde for licenspenge.
christian vangsø bentsen
3. MARTS 2017
http://www.dr.dk/om-dr
http://www.dr.dk/om-dr/nyheder/nyhedsdirektoer-skal-vaere-direktoer-i-nyt-institut

DR skriver at Haagerup fortsætter, lønnet naturligvis, frem til 1. september. Nu er det jo skattemidler så jeg begriber ikke hvordan Danmarks Radios Nyhedsdirektør kan stifte en fond, blive bestrelsesformand og dernæst direktør for selvsamme fond og så fortsætte med en milliongage fra DR frem til september 2017. Det stinker om noget af nepotisme og manden skal være leder for et institut der beskæftiger sig med konstruktiv jounalistik....
https://www.youtube.com/watch?v=C2cMG33mWVY
christian vangsø bentsen
3. MARTS 2017
Der er da noget helt galt med
Der er da noget helt galt med dækningen. Var Haagerup ikke selv formand da fonden blev stiftet?

@Kerstin Bruun-Hansen

Var Haagerup medstifter og formand ved stiftelsen? Hvis ja, hvorfor oplyser du det så ikke til læserne?

Lyder det ikke lidt underligt at man mens man er nyhedsdirektør i DR stifter sin egen arbejdsplads og umiddelbart efter godkendelsen fra fondsmyndighederne så siger op? Skulle han ikke have været opsagt allerede i november sidste år?

Flere