HANOI, VIETNAM »Amerikanerne brugte en masse avanceret teknologi for at holde os væk fra Sydvietnam. De satte nogle såkaldt tropiske træer op, hvor grenene var antenner, der kunne tælle, hvor mange folk der gik forbi, og lytte til, hvad der blev sagt,« siger Doàn Công Tinh, der er født i 1943, og smiler skælmsk.

»Jeg stjal ét af de træer, og det står i mit hjem nu. Så hvis du en dag kommer på besøg, vil mit tropiske træ optage alt, hvad du siger.«

Den mest hardcore

Af de fire foto-journalister interviewet i denne serie er den 72-årige Doàn Công Tinh den mest hardcore. Han var både bidt af krigen og af fotografiet. Han startede i militæret, hvor han var leder af artilleriet, der skulle skræmme amerikanerne væk, hvis de kom for tæt på kystlinjen ud for Hai Phong.

»Vi havde et slag med dem, hvor en amerikansk pilot blev nødt til at hoppe ud i faldskærm. En helikopter kom for at redde ham op, og vi gjorde vores bedste for at ramme både piloten i vandet og redningshelikopteren. Det lykkedes. De endte begge i havet. Dengang var vi fyldt med had,« siger han.

Fremkaldte i støvlerne

I 1965 blev Doàn Cong Tinh udnævnt til oberst. Det var samme år, han begyndte at tage billeder af krigen. 

Han blev en del af den mediekrig, som Vietnam-krigen udviklede sig til. Begge parter forsøgte at mobilisere kampgejst ved at formidle historien stærkt selektivt.

Når han ikke kunne komme til en by, fremkaldte han sine film i sine militærstøvler. Som vel at mærke var af så god kvalitet, at de kunne overleve fremkaldervæsken. 

Et af hans billeder viser en soldat på toppen af en ruin under slaget i Quang Tri. ’Smilet’ hedder det. 

»Han smilede, fordi han lige havde overlevet en bombning. Det var i 1972. Siden hørte vi, at han blev såret og døde i et slag kort tid efter. Men efter 30 år fandt jeg ud af, at han var i live. Han var blevet skadet af både Agent Orange (et afløvningsmiddel, som USA brugte til at udrydde vegetation for at afsløre fjenden, red.) og såret i krigen, så da jeg endelig fandt ham, vejede han kun 30 kilo og levede i en lerhytte.«

Doàn Cong Tinh fik regeringen til at sørge for militærpension til den syge veteran, mens han selv samlede penge ind, så han kunne flytte til et rigtigt hus.

Den smilende soldat havde overlevet slaget på det, som amerikanerne kaldte ’Hamburger Hill’, og som de nordvietnamesiske fotografer døbte ’Bjerget af hakket kød’. Uanset navnet, så var bjerget fyldt med lig: 650 nordvietnamesere mistede livet på bjerget, mens 440 amerikanere og sydvietnamesiske soldater døde i kamp. 

Smil på kommando

»De fleste soldater på mine billeder smiler,« siger Doàn Cong Tinh og bladrer i sin bog om krigen, mens han peger på den ene lykkelige soldat efter den anden. Så indrømmer han, at han tit og ofte måtte hive de trætte soldater op fra tunnellerne og væk fra den sikkerhed, de havde der, og ud i dagslyset og bede dem smile til kameraet – i krigens tjeneste.

32 års forsinkelse

Paradoksalt nok blev han selv ramt af propaganda-maskineriet, da han tog et billede ’Comrades in arms’ af en såret nordvietnamesisk soldat, som får hjælp fra en kammerat. Det er hans absolutte favoritbillede fra krigen – men det blev først offentliggjort, 32 år efter det blev taget, fordi det kommunistiske styre ikke viste billeder af sårede soldater. 

»Men det billede viser vores krig på godt og ondt. Se på ansigtet af den sårede soldat, og du ser kun smerte, mens den andens øjne viser både smerte og had til amerikanerne.« 

Doàn Cong Tinh arbejdede under krigen for The People’s Army Daily. Efter krigen gik han ud af hæren for at starte en karriere som freelancefotograf. Det kommunistiske styre tillod dog ikke den slags arbejde, og Tinh flyttede til Saigon, hvor han fik arbejde som arkivar. Han udgav i 2000 bogen ’Moments’. For to år siden meldte han sig ud af kommunistpartiet – efter at have været medlem i 50 år. Han lever i dag af en pension fra militæret på 1.300 kroner om måneden.

Dette er den anden artikel i en serie på fem om de vietnamesiske krigsfotografer.