search

Dengang der var redaktører til

»Han var ikke bare redaktør, han var hele byens åndelige forbillede.« Sådan siger journalist Anne Birkemose Grinsted, om Vendsyssel Tidendes første redaktør. Hun har netop skrevet en bog om VT i anledning af avisens 125 års fødselsdag. JOURNALISTEN bringer her uddrag af bogen.

»Han var ikke bare redaktør, han var hele byens åndelige forbillede.« Sådan siger journalist Anne Birkemose Grinsted, om Vendsyssel Tidendes første redaktør. Hun har netop skrevet en bog om VT i anledning af avisens 125 års fødselsdag. JOURNALISTEN bringer her uddrag af bogen.

Lørdag den 20. juni 1914 var en rigtig dansk sommerdag.
Lys og mild.
Det nyudsprungne løv glimtede grønt og frisk over hovederne på de tusindtallige hjørringensere og vendelboere, der denne lørdag eftermiddag bevægede sig gennem byens gader – mod Sct. Catharinæ kirken tæt ved byens rådhus.
De havde alle det samme mål.
Nemlig at vise deres redaktør Vilhelm Carlsen, den sidste ære og sige ham farvel.
Sige ham tak for alt det, han var kommet til at betyde for byen og egnen i de 42 år, han havde været Vendsyssel Tidendes redaktør.
Hele Vendsyssel sørgede den dag.
Akkurat som landsdelen havde sørget, da Vendsyssel Tidende søndag den 14. juni 1914 var udkommet med sort sørgerand om hele forsiden.
Med meddelelsen om, at redaktør Vilhelm Carlsen var død aftenen før – midt på aftenen – i København, hvor han var rejst til for at lade sig undersøge.
Vilhelm Carlsen, der da var 64 år, havde skrantet et stykke tid.
Vilhelm Carlsen var bare 22 år, da han begyndte som redaktør af Vendsyssel Tidende i Hjørring.
Han var en ildsjæl, et menneske, der brændte for sine ideer og synspunkter.
Og som aldrig var bange for at gå til kamp for dem.
Han beskrives ofte som en blid og venlig mand.
Det var han også, men det skal ikke forlede til at tro, at han var uden temperament.
Slet ikke!
Vilhelm Carlsen kunne blive hidsig, meget hidsig, fortælles det.
Skælde ud og råbe op, men i den mere indædte forstand var han ikke vred.
Og hans vrede varede aldrig længe.
Hans hjerte bankede livet igennem for de svage i samfundet. Han var et dybt socialt engageret menneske, der satte al sin kraft ind i bestræbelserne på at skabe bedre vilkår for dem, der ikke havde det godt.
Han ønskede, som datidens liberale humanister, et bedre samfund.
Den fundamentale humanisme, han var i besiddelse af, bragte ham hurtigt ind i en række af datidens sager og bevægelser, som han i længere tid – nogle af dem livsvarigt – var optaget af.

Den unge mand vil giftes
Den 22-årige redaktør var skam forlovet, da han kom til Hjørring.
På faderens avis, Aalborg Stiftstidende, havde Vilhelm Carlsen truffet faktor Lautherborns datter, Caroline.
Og de unge ville have hinanden.
Det lå så fast, at de var blevet forlovede.
Mere usikkert var udsigterne til at blive gift, for redaktør-lønnen i Hjørring, i begyndelsen, var ikke nok til, at man kunne stifte familie på den.
Så der gik omkring halvandet år, før Vilhelm i sommeren 1874 kunne bringe Caroline med tilbage til Hjørring.
Nu som fru Carlsen.
At de var glade for hinanden kan man vel også aflæse af det faktum, at Caroline Carlsen var gravid og fødte ikke færre end 18 gange!
14 af deres børn voksede op.
Blandt andre besværligheder var der i de første mange år af ægteskabet næsten hele tiden økonomiske vanskeligheder.
Vilhelm Carlsen fik aldrig rigtig forstand på pengesager. Han blev aldrig rigtig god til det dér med at styre økonomien.
Hans force lå helt andre steder, så indtil omkring århundredeskiftet, hvor der endelig blev ansat en forretningsfører på Vendsyssel Tidende, rodede de økonomiske spørgsmål indimellem.

Afholdssagen
Vilhelm Carlsen var selv afholdsmand.
Hele livet.
Det stærkeste, han nød, når han om aftenen, ofte derhjemme sad og skrev, var en kop varm, stærk the.
I november 1890 blev Vilhelm Carlsen medlem af Hjørring Afholdsforening, og han var indtil begyndelsen af det nye århundrede et aktivt bestyrelsesmedlem i foreningen.
Nogle få år ind i det 20. århundrede trak han sig ud af bestyrelsesarbejdet, men han opgav på ingen måde sit engagement i afholdssagen.
Det var karakteristisk for den kreds af dagblade, som Vendsyssel Tidende hørte til, at man var engageret i netop Afholdsbevægelsen.
Man må forstå, at det dengang ikke var ud fra et eller andet moralsk synspunkt om, at der burde ikke drikkes alkohol.
Nej, det var, fordi drikkeriet, som faktisk var ganske omfattende, og særligt i de fattigste kredse, var et stort socialt problem. Det var fortrinsvis brændevin, der blev drukket og den var ganske billig.
Så ikke så ofte hændte det, at familieforsørgerens ugeløn endte i en snapsedunk frem for at komme hjem til kone og børn.
Det var dét, de frisindede avisfolk og de socialt engagerede højskolefolk – og andre gode kræfter – ville ændre.

Kvindesagen
Kvindernes stilling i samfundet var – faktisk i hele Vilhelm Carlsens redaktør-tid, meget tilbagetrukket.
Kvinden formodedes gift, når hun nåede skelsår- og alder.
Derefter burde hun hellige sig hjem, mand og børn og i øvrigt ikke blande sig i samfundsforhold, som man mente – og her skal man forstås som mand – at kvinder var helt uskikkede til at deltage i.
Det kom jo blandt andet til udtryk i den kendsgerning, at kvinder først opnåede valgret til Rigsdagen i 1915, nogle år tidligere til kommunal- og sogneråd.
Vilhelm Carlsen havde nogle for datiden i hvert fald, ret så frisindede synspunkter på kvindens stilling i samfun-
det.
Disse tanker om den uuddannede kvinde og det store potentiale, der lå hos kvinderne, gjorde den unge Carlsen sig i 1873 i sin nye avis.
Og mon ikke Caroline Lauterborn i Aalborg var en vigtig inspirationskilde for ham i hans syn på kvindernes stilling i samfundet.
Et syn, han i øvrigt aldrig ændrede.
Han gik livet igennem ind for, at kvinder også skulle lære noget, at de kvindelige ressourcer skulle udnyttes og komme fællesskabet til gode.
Caroline og Vilhelm Carlsen praktiserede deres teorier om uddannelse af kvindekønnet i deres egen store børneflok.
Og deres rå-materiale var stort.
Ni af de 14 børn var nemlig piger!

Fredssagen
Vilhelm Carlsen brugte alle sine redaktør-år i Vendsyssel til at agitere for fredssagen.
Det var en bevægelse, der var vokset frem i skyggen af det nationale nederlag i 1864.
Den blev styrket i tiden under de Estrup'ske provisorier, og hele striden om militærvæsenet og befæstningen i Danmark.
Carlsen var – som alle andre danskere – præget af det nationale tab i ‘64, men i modsætning til mange andre mente han, at krig aldrig ville være vejen frem.
Han agiterede for fredssagen i sin avis, og han udgav også et lille skrift »Krigen, som den er«.
Det var en meget læst publikation i sin tid.
I 1892 fortæller han i Vendsyssel Tidende, hvorfor han har engageret sig så stærkt i fredssagen:
»Som 14-årig dreng så jeg, da man kørte de sårede hjem fra træfningen ved Lundby, hvor så mange mistede liv og førlighed uden spor af nødvendighed. De lidende ansigter, der stak frem af den blodplettede halm gjorde et dybt indtryk på mig!«
Disse linier om freden og dens betydning for udviklingen i samfundet skrev Vilhelm Carlsen i 1892, og man skal her huske på, at der netop i de år foregik en voldsom diskussion mellem Højre og Venstre om forsvarssagen.

En højskole – på tryk
Carlsen bragte en særdeles lang række artikler, ofte forfattet af de nymodens landbrugskonsulenter, der alle tjente til bøndernes videre uddannelse.
Husmoderen blev betænkt med oplysende artikler om husholdning, madlavning, syltning m.m.
Selv en ugentlig kostplan bragte man.
Hvis inspirationen skulle mangle!
Vendsyssel Tidende gik foran i agitationen for at danne andelsmejerier i Vendsyssel.
Det blev efterhånden sådan, at smørret fra de små gårdmejerier, man, indtil andelstanken vandt frem, udelukkende lavede, ikke kunne holde en sådan kvalitet, at det kunne eksporteres. Derfor gik man sammen i større enheder, andelsmejerier.
Produktionen herfra var af så ensartet en kvalitet, at den kunne leve op til udlandets krav (her var England hovedaftageren), og efterhånden blev den danske smøreksport en hjørnesten i dansk samfundsøkonomi.
Andelstanken slog også igennem i brugsbevægelsen, lidt senere i Vendsyssel end andre steder i landet, men i 90'erne skød landbrugserne op.
Andelsslagteriet kom til.
Efter nogen strid og debat vandt Hjørring by i placeringskapløbet, og sidst i 90'erne så Hjørring Andelsslagteri dagens lys.

Ungdommen
Ungdommens problemer havde Carlsens bevågenhed.
Dels fordi han var den store humanist og idealist, han nu engang var, men også fordi han både på avisen og ikke mindst derhjemme hos sig selv havde ungdommen og dens problemer tæt inde på sin egen virkelighed.
I 1898 skriver han i sin avis:
»Man klager hovedrystende over den stigende råhed og den hyppige natlige ufred på gaderne. Men hvordan skal det være anderledes, når byens lærlinge og andre unge væsentlig i deres fritid er henvist til gaderne og til den art selskab, som der kan træffes. Med alt dette som baggrund må det anbefales, at byens afholdsorganisationer opretter et lærlingehjem i Hjørring«.
Tja, hvis der ikke netop var gået 100 år, kunne man jo godt forledes til at tro, at det var den nutidige redaktør af Vendsyssel Tidende, der havde fremsat ønsket!

Bogen »Frihed og
fremskridt – Vendsyssel
Tidende gennem 125 år« er skrevet af Anne Birkemose Grinsted og udgivet af Vendsyssel Tidendes
Forlag.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen