Erik Stærke-Eriksen har arbejdet under 15 forskellige chefredaktører og været igennem utallige fusioner og omlægninger på Fyns Tidende, Fyens Stiftstidende og Jysk Fynske Medier.

Han har haft titel af både journalist, redaktionschef, nyhedschef og projektleder.

I slutningen af maj stopper han på Fyens Stiftstidende efter 50 år i samme bladhus.

Selv ser han det som et held, at han har fået lov til at være med til så mange forandringer.

”Det føles, som om jeg har fået et nyt job hvert tredje år. Jeg trives med forandringer,” siger Erik Stærke-Eriksen.

Han begyndte i 1967 som journalistelev på Langelands Folkeblad, der blev udgivet af Fyns Tidende.

Dengang havde aviserne nærmest monopol på nyhedsformidlingen.

”Borgerne kendte ikke dagen, før avisen kom fra trykken,” siger han.

10 journalister i Rudkøbing

Interessen for daglige lokale nyheder var enorm. I slutningen af 1960'erne var der ansat 10 dagblads-journalister i Langelands hovedby, Rudkøbing. Konkurrencen mellem Fyns Tidende, Fyens Stiftstidende og lillebroren FYN var intens. Det handlede om hurtighed og mængde.

”Det var afgørende at have nyheden før de andre, men også at man havde noget at tilbyde kvantitativt. Vi dækkede alt, hvad vi kunne få fat i. Aftenmøder, generalforsamlinger, borgermøder. Ting, som man kun dækker i dag, hvis det har en nyhedsværdi. Dengang var alting en nyhed,” siger Erik Stærke-Eriksen.

Intet var for småt. Alle mærkedage, jubilæer, ja selv små trafikuheld nåede spalterne.

”Det var pinligt, hvis vi havde overset noget.”

Navn på alle – ellers er der noget galt

Dengang satte aviserne navn på alle, der blev fremstillet i retten eller var indblandet i selv små trafikforseelser.

”Spritbilister, cyklister og andre trafikanter i banale trafikuheld kom i avisen med fuldt navn. Hvis navnet manglede, ville læserne synes, det var suspekt. De ville undre sig over, om der var noget, vi skjulte,” husker han.

Også dækningen af begravelser var nærgående. Hvis den afdøde var en fremtrædende person, forventede læserne at få at vide, hvem der havde sendt kranse til begravelsen.

”Det var så vores utaknemmelige job at notere, hvad der stod på kransene. Det føltes grænseoverskridende,” siger Erik Stærke-Eriksen, der så vidt muligt forsøgte at komme ind i kirken, før begravelsesgæsterne dukkede op.

I dag taler mange om, at pressen er blevet mere nærgående og nyfigen. Men det er ikke noget nyt?

”Det er rigtigt, at medierne i dag bliver beskyldt for at hænge folk ud. Dengang var det helt almindelig kutyme at skrive,” siger Erik Stærke-Eriksen.

Det blev ikke betragtet som noget sensationelt, at pressen skrev folks navne, siger han.

”Det var lige så almindeligt, som det er i dag ikke at gøre det.”

41 år med Harmløse Tidende

En rød tråd i alt, hvad Erik Stærke-Eriksen har lavet, er printavisen. I dag har han blandt andet ansvaret for ’Harmløse Tidende’, søndagsklummen på bagsiden af Stiftstidende, hvor han i 41 år kærligt har hudflettet ugens fynske begivenheder.

Den største forandring for medierne de seneste år er den digitale nyhedsproduktion, der skal fodres, samtidig med at der skal produceres stof til den trykte avis.

”Parløbet mellem de digitale platforme og print er en kolossal transformation. Du skal gøre dig synlig på alle digitale platforme og samtidig holde fast i et stort printmarked,” siger han.

Hvorfor stopper du?

”Jeg fylder 70 år næste gang, og så har man været i mediebranchen længe nok.”