Den yngste minister får den yngste spindoktor

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) henter spindoktor med erfaring fra LO og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) henter spindoktor med erfaring fra LO og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Der var mange løftede øjenbryn, da den kun 26-årige Thor Möger Pedersen fra SF blev udnævnt til ny skatteminister. Nu har den yngste minister nogensinde valgt en endnu yngre spindoktor. Det bliver den 25-årige Martin Justesen, der i fremtiden skal hjælpe skatteministeren med pressearbejdet. Det skriver Politiken.dk.

Martin Justesen kommer fra en stilling som konstitueret kommunikationschef i LO. Samtidig har han siddet som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Dermed er den nye regering ved at have styr på sit rådgiver-hold. I går kunne Journalisten.dk fortælle, at Ritzau-chefen Henrik Røjgaard i fremtiden skal styre Ole Sohns pressekontakt.

Men Henrik Røjgaard bliver en undtagelse på det nye rådgivningshold. Den borgerlige blogger Jarl Cordua skriver på Kommunikationsforum.dk, at den nye regering i langt højere grad end tidligere rekrutterer rådgivere fra egne rækker.

»Det betyder også, at A-kæden af Slotsholmens stjernereportere denne gang er blevet bevidst fravalgt. Det står i fuldkommen modsætning til det seneste regeringsskift i 2001, hvor Christiansborg-redaktionerne blev åreladet for mandskab rekrutteret af den tiltrædende VK-regering,« skriver Jarl Cordua i sit indlæg.

1 Kommentar

Jan August Hillers
16. OKTOBER 2011
Re: Den yngste minister får den yngste spindoktor

Generelt har jeg et problem med "børneministre". De er ganske simpelt ikke fuldt udviklede mennesker endnu, selvom personer i den alder sjældent ved, hvad det er, de stadig mangler .

Livets skole kan kompensere for alderen, men universitet er kun en specialklasse.

Det havde nok været klogt, hvis Thor havde fundet en ældre spindoktor./journalist.  Det kan blive ganske pinligt.