search

DEN VIRKELIGE VIRKELIGHED

Fotoreportagen er og bliver en subjektivt vinklet fortælling, skriver Nicolai Howalt, som led i debatten om det iscenesatte foto.

Fotoreportagen er og bliver en subjektivt vinklet fortælling, skriver Nicolai Howalt, som led i debatten om det iscenesatte foto.

Da Robert Capa under den spanske borgerkrig i 30erne fotograferede den faldne soldat, offentliggjorde han billedet i Life Magasine. Billedteksten lød: »Over 500.000 er døde i borgerkrigen det sidste år«. Historien er på en og samme tid både rigtig og forkert. Mens antallet af døde, så vidt vides, er korrekt, er fotografiet, efter alt at dømme, iscenesat. Det har blandt andet vist sig, at soldaten dør mere end én gang på den originale filmstrimmel. Det centrale spørgsmål er så, om selve historien dermed også bliver et falsum.
At fortolke virkeligheden er altså ikke nogen ny tendens, skabt af unge fotografer i dag. Men at dømme efter læserbrevene i det seneste nummer af JOURNALISTEN kunne det tyde på, at diskussionen om det at formidle en historie, er ganske påtrængende.
W. Eugene Smith hed en anden fotograf, der med sikkerhed iscenesatte en del af sine historier. Smith er fra samme periode som Robert Capa, og de er et par af reportage-fotografiets pionerer. Efter min mening, valgte de begge at fortolke den virkelighed, de oplevede via et fotografisk udtryk. Eller sagt med andre ord: De iscenesatte den historie, de selv ønskede at fortælle for at få den til at fremstå så klart som muligt for beskueren.

PER NYHOLM angriber på bagsiden af det seneste nummer af JOURNALISTEN, lettere perfidt, mig for såvel hovmod, som lemfældig omgang med sandheden, på grund af mine udtalelser om, at jeg prøver at fortælle det, jeg rent faktisk selv oplever. Det sker tilsyneladende ud fra en betragtning om, at jeg som reportage-fotograf burde beskæftige mig med objektiv nyhedsformidling. En illusion, de fleste fotografer og journalister ellers for længst har gjort op med, netop fordi det at være en fuldstændig objektiv formidler er og bliver – en illusion. Men hvem ved, måske evner Per Nyholm at fortælle hele Balkans yderst komplekse og nuancerede historie i én kort, men ganske objektiv nyhedsartikel uden, at han i øvrigt forledes til at vinkle eller redigere i sin historie.
Sandheden afhænger af øjnene, der ser. Og at være manden i midten forekommer, for mig som fotograf, at være en naturlig og ærlig ting. Jeg lægger på ingen måde skjul på, at det er mig, der vælger, hvilken historie, jeg ønsker at fortælle. Og jeg påstår ikke, at jeg fortæller hele historien eller for den sags skyld, den absolutte sandhed.
Mine fotografier er alene udtryk for den virkelighed, jeg selv oplever. Det er mig, der beslutter at rejse, det er mig, der bestemmer hvilke emner, jeg vil fordybe mig i, og det er mig, der fotograferer det, jeg ser. Det er om muligt meget mig, Per Nyholm. Men det er jeg altså yderst bevidst om, og det tager jeg også konsekvensen af.

JEG PÅSTÅR IKKE, jeg har patent på, hvordan den virkelige verden ser ud, men giver mit bud på, hvordan jeg oplever den. Og at de historier, der kommer til udtryk i mine billeder, af andre kan opleves og fortolkes helt andeledes end jeg selv har gjort, er ganske indlysende.
Jeg påstår endvidere ikke, at jeg rejser ud i verden for at bidrage til en mere eller mindre faktuel og tilstræbt objektiv nyhedsdækning. Aviserne har da heller aldrig brugt mine billeder som egentlige nyhedsbilleder, men derimod som illustration eller selvstændig billedreportage. Og modsat de kriterier om tilstræbt objektivitet, der gælder for det rene nyhedsfotografi, har fotoreportagen, efter min mening, et ganske andet udgangspunkt. Det er og bliver en subjektivt vinklet fortælling.
Når jeg i JOURNALISTEN bliver citeret for at sige, at jeg gerne påvirker situationen »for at få en bedre historie,« kan jeg da efterfølgende godt se, at formuleringen er uheldig og kan give anledning til misforståelser. I stedet burde jeg nok have sagt, at jeg gerne påvirker situationen for at min historie »kan blive mere præcis«.
I forbindelse med denne overvejelse gælder fuldstændig de samme principper om moral og etik, som når jeg blot er fluen på væggen og intet gør for at påvirke situationen. Reportage-fotografiet vil for mig således altid være en subjektiv, personlig fortolkning eller beretning. Fotografiet er i denne forbindelse ikke et endegyldigt og uimodsagt bevis. Det er ikke hele sandheden – men er derfor ikke nødvendigvis løgn.

NÅR FOTOGRAF Nicolai Fuglsig for eksempel tager en glasplade med et radioaktivt mærke med ind på en operationsstue, hvor en dreng bliver rygmarvs-undersøgt, forekommer det mig fuldstændigt logisk, at han gør det. Manden formidler jo simpelthen blot sin historie. Han står i virkeligheden over for en umulig historie at fortælle, fordi beskueren ikke har den fjerneste mulighed for at se den faktiske bestråling. Men med en fantastisk evne for at formidle i et forståeligt fotografisk sprog, formidler han en vigtig og stærk historie om indbyggerne i Muslomovo og deres tragedie.
Historien er på ingen måde tilstræbt objektiv, men er måske netop derfor ganske troværdig. Og måske ligger der i disse reportagefotos også en større »sandhedsvidne-værdi« end i for eksempel nyhedsmediernes beretninger om de omfattende serbiske massemord på civile kosovo-albanere op til NATOs luftaktion.
En historie, der dengang forekom troværdig, fordi den blev underbygget af billeder, der klart dokumenterede massegravenes eksistens. At antallet af ofre så tilsyneladende har vist sig at være en hel del færre end de hundredetusinder, der dengang blev oplyst, er så en helt anden historie.
Sandheden er altså tilsyneladende et relativt begreb, og virkeligheden synes fuld af nuancer. At påberåbe sig retten til at fortælle den endegyldige sandhed er, for mig at se, derfor udtryk for en langt højere grad af »tragisk hovmod« end at prøve at formidle en historie, som man selv oplever den.

Nicolai Howalt, freelance-fotograf, Ragnarok.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen