search

Den velsignede kvalme

Kvalme! En velsignet kvalme. Det var, hvad undertegnede følte d. 11. september 2002 efter endt avislæsning. Her afsluttede de danske aviser en fortælling. Så patetisk, som kun store fortællinger kan afsluttes.

Ekstra Bladets forside var præget af et helsidesfoto af tomten efter World Trade Center, der blev fulgt op af en svulstig leder om "frygten der ikke kan overvindes." B.T. havde afsat ti sider til "dagen vi aldrig glemmer". I Berlingske Tidende var hele Magasinet reserveret til årsdagen: "Frygten er den egentlige terrorisme. Har den vundet over os?" spurgte man retorisk. Jyllands-Posten afsatte leder, kronik og syv siders særsektion på at fastslå, at "en ny æra er nu indledt".

Politiken brugte hele forsiden til en fotomosaik af ansigter fra alle dele af verden. I små bokse berettede danskere og amerikanere, kristne og muslimer om deres reaktion den dag, katastrofen skete. Jo, svulme-ordene var hevet frem fra arkivet med de store følelser.

Samtidig benyttede man også lejligheden til at gentage ideologiske positioner, som må være trukket i nabo-arkivet for standardholdninger. I den ene ende stod Ekstra Bladet med en spydighed angående Bushs "cowboy-filosofi", mens Politiken satte spørgsmål ved Bush-administrationens adfærd. I den anden ende stod Jyllands-Posten, som gjorde sagen til en konflikt mellem "den islamiske fundamentalismes enorme destruktive kraft" og USA som global aktør.

Midt mellem de to fløje stod B.T. og Berlingske Tidende og forsøgte at forlige de to kamphaner. I forsvaret for det gode må vi ikke krænke det enkelte menne-skes rettigheder, formanede Karsten Madsen.

Hvis man lægger alle disse små fortællinger sammen, danner der sig en stor fortælling, som handler mere om os end om 11. september: Billedet af den danske standardfamilie. Den ved, at man skal tale, som det sømmer sig ved højtider. Den har sine uenige fløje, som vrisser, som de altid har gjort. Og den har i sin midte den tante, der sørger for, at slipset sidder pænt, selv når slagsbrødrene snerrer af hinanden.

Men hvordan startede denne fortælling? Den startede d. 11. september 2001 med et kollektivt chok, der skulle håndteres. Pludselig stod vi alle lige: Journali-sterne var lige så uforberedte og chokerede, som alle vi andre var, da flyene bragede ind i World Trade Center kl 15.45 og 16.03 dansk tid. Det, som vi, læserne og seerne, kunne følge, var den måde, medierne famlede sig frem til visuelle og fortællemæssige skabeloner, som kunne normalisere kaos.

Vi kunne se, at medierne næ-sten fra første sekund greb ud efter kendte symboler og fortællin-ger. Undersøger man alverdens avisforsider, blev der brugt nogle ganske få kulturelle formater: Ét format var katastrofen iscenesat som naturskønhed a la den senromantiske skildring af utæmmelige vandmasser og oprørte oceaner. Her brugte man et totalbillede af New Yorks skyline indhyllet i røgskyer og solnedgangsfarver. Et andet format var lidelsen: Den yngre kvinde som trøstende holder en ældre kvinde ind mod brystet, sådan som Maria ifølge Michelangelo beskytter Jesu legeme efter korsfæstelsen. Et tredje format var angreb og modangreb. Her var det billedet af brandmændene, der rejser den amerikanske fane i tomten efter World Trade Center, der dominerede. Kalkeret efter det berømte Marine Corps Memorial.

Gradvist, i dagene og ugerne efter 11. september skabte medierne ud af kaos og ved hjælp af sortimentet af kendte skabeloner et univers af ting, steder, helte og skurke, billeder og fortællinger, som vi kunne anerkende som vores fællesverden. Vi vil gerne have en fjende, der kan genkendes. En helt at identificere os med. Et samlet billede: Pearl Harbor? Nej, så snarere katastrofefilmenes anonyme uhygge. Verden blev gradvist reformateret og normaliseret.

Heri er der ikke noget forkert. Tværtimod er det mediernes kollektive funktion at formatere en verden, som er vores. Som vi føler os hjemme i, og som vi kan orientere os i. Mediernes funktion er at reducere kompleksitet.

Derfor var kvalmen d. 11. september 2002 så velsignet. For kompleksitetsreduktion uden kaos giver kvalme, fuldstændig ligesom flødeskumskager gør det, når mætheden har meldt sig. Når aviserne brugte uendeligt meget spalteplads på ikke at fortælle noget nyt, ikke at anlægge uventede perspektiver og ikke at fortælle nyheder. Og når jeg følte kvalme ved det. Så var det et udtryk for, at medierne i året siden katastrofen har gjort deres arbejde. De har genstabiliseret verdensbilledet.

Det indebærer imidlertid, at historien om 11. september nu er fortalt. At kaos er blevet til kitsch. Dette var fortællingens finale. Nu skal vi videre til noget nyt.

Lars Qvortrup er professor ved Center for Interaktive Medier, Syddansk Universitet. Han har redigeret bogen "Mediernes 11. september" Gads Forlag 2002.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen