At beskæftige sig med EU-politik er ikke nemt, men det er vel ikke en gyldig undskyldning for, at journalister, publikum og politikere ikke gider beskæftige sig med det, skriver adjunkt Mark Ørsten.

EU. »Kan man vinde et valg uden at være på forsiden?« Spørgsmålet afslutter et portræt af Karen Riis-Jørgensen i Politiken. Fokus var på, at hun på trods af ti års arbejde i EU stadig lever et liv i mediemæssig ubemærkethed. Spørgsmålet kunne dog, lettere omskrevet, lige så godt rettes til hele valgkampen. Er der en valgkamp, hvis den ikke dækkes af medierne?

I skrivende stund her små 14 dage før det hele går løs, er det korte svar, tæt på at være et nej. Målinger af såvel vælgernes informationsniveau som mediedækning peger alle i retning af en valgkamp, der har været så godt som usynlig, og en valgdeltagelse, der bliver historisk lav.

Den engelske samfundsforsker John B. Thompson har ellers defineret netop synlighed i medierne som tidens mest nødvendige politiske præmis. Samfundets udvikling har gjort, skriver Thompson, at politikerne »ikke har andet valg end at underlægge sig loven om tvungen synlighed.«

Usynlighed forekommer dog at være et mindst lige så alvorligt problem som den tvungne synlighed. Og usynligheden synes netop at have ramt Europaparlamentet hårdt.

Skønt parlamentet i dag er tæt involveret i op til 75 procent af EUs lovgivning, og dermed har indflydelse på for eksempel forbrugerpolitik, ligestillingspolitik og miljøpolitik, så er parlamentet den af EUs tre store institutioner, der til hverdag er mindst synlig i mediebilledet. Tendensen ses også i dækningen af valg til parlamentet. Her viser undersøgelser en dalende interesse fra det første valg i 1979 og frem til i dag.

Årsagerne til denne usynlighed er mange. Ser man udelukkende på mediernes rolle, er den væsentligste årsag den, at medierne først og fremmest skriver om politik og demokrati på nationalt niveau. Det er afgørende for dækningen af forskellige typer af valg.

Generelt kan man sige, at medierne forholder sig til et valg på to måder: En ceremoniel tilgang og en pragmatisk tilgang. Den ceremonielle tilgang indebærer, at et valg ses som det demokratiske fundament, og dermed som en begivenhed, man har pligt til at dække fyldestgørende. Den pragmatiske tilgang indebærer, at et valg ikke ses som en begivenhed i sig selv. I stedet vægtes valgets nyhedsværdi i forhold til andre typer af begivenheder, politiske eller ej, som har fundet sted på en given dag.

Analyser peger i retning af, at mediernes prioritering af valg skrider fra den ceremonielle dækning til en mere pragmatisk dækning. Det gælder ved nationale valg såvel som ved valg til Europaparlamentet. Skreddet er dog tydeligere i forhold til dækningen af EU-valg end valg til Folketinget.

Ugebrevet Mandag Morgen har optalt, at der i maj måned kun var tre artikler i kategorien 'emner som Europaparlamentet har indflydelse på' i danske aviser. En omfattende analyse af tv's dækning af valgkampen, som jeg er ved at gennemføre med kolleger fra Syddansk Universitet, peger umiddelbart i samme retning.

Men før man placerer EU-aben hos medierne alene, er det værd at vende tilbage til Thompsons teori om synlighed. Synligheden er noget, som bliver til i samspil mellem medier, nationale politikere og publikum – det samme gælder naturligvis for usynlighed. Parlamentets usynlighed hænger derfor sammen med flere af aktørernes ulyst til at beskæftige sig med EU som politisk system. En ulyst, som måske hænger sammen med et politisk debatklima, der ofte synes at tage udgangspunkt i Schlüters berømte citat om, at »det skal være nemmere at være dansker.«

At beskæftige sig med EU-politik er ikke nemt, men det er vel ikke en gyldig undskyldning for, at journalister, publikum og politikere ikke gider beskæftige sig med det.

*  Mark Ørsten er adjunkt, ph.d., Afdeling for Journalistik ved Roskilde Universitetscenter.