Udlændingestyrelsen har haft en hed sommer. En række historier i pressen om tilsyneladende urimelige udvisninger og afslag har fået folketingspolitikerne Peter Duetoft (CD) og Jørgen Estrup (R) til at anklage embedsmændene for at have fremmedfjendske holdninger.
»Det billede, som jeg har fået af embedsmændene i Udlændingestyrelsen, har jeg blandt andet fået gennem medierne. Det har været glædeligt, at pressen har villet vise eksempler på urimelige afgørelser,« siger Peter Duetoft.
Men bag historierne om de »urimelige afgørelser« ligger ofte en halv research, hvor journalisterne har måttet opgive at høre Udlændingestyrelsens side af sagen. Der er for få, som må udtale sig til pressen, og tavshedspligten forhindrer dem i at forklare sig ordentligt.
»På et eller andet tidspunkt må historien jo køres. Det skal ikke være som i det gamle Sovjetunionen, hvor man kun måtte skrive historier, som myndighederne gav tilladelse til. Men det er altid ubehageligt, for jeg risikerer at give et skævt billede, når jeg ikke må høre den anden side af historien,« siger Erik Thomle fra Jyllands-Posten.
Steen Jensen fra Berlingske Tidende sidder med den samme frustration:
»Jeg vil ikke afvise, at man sidder med ufuldstændige oplysninger. Pressen bliver også brugt af flygtningene i disse sammenhænge. Det er en del af gamet.«

Den tavse mand
I hjørnet af det lyse mødelokale står et fjernsyn. Vindueskarmen er fyldt ud med en to meter lang række af videobånd. »TV 2/NYHEDERNE, 21-07-99, 19.00. Emne: Kritik af Udlændingestyrelsen«, står der på et af båndene. Styrelsen har hyret et firma til at holde øje med pressedækningen for dem, og det firma har haft travlt de seneste tre uger.
I den modsatte ende af lokalet sidder direktør for Udlændingestyrelsen Claes Nilas. Han har ofte svært ved at svare direkte på de kritiske spørgsmål fra journalister, på grund af tavshedspligten.
»Næsten alle vores sager indeholder personfølsomme oplysninger. Dem kan vi derfor ifølge forvaltningsloven ikke udlevere til nogen, som i princippet ikke er part i sagen – heller ikke journalister,« siger Claes Nilas.

Citra spøger
For snart tre år siden lærte den danske presse lektien om de uigennemskuelige flygtningesager. Den tamilske pige Citra Rajendram fik medlidenheden på sin side efter et afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse. Under stor pressebevågenhed hævdede Citra bl.a., at hendes mor var død, og at hendes brødre var aktive i De Tamilske Tigre. Det ville være livsfarligt for hende at vende tilbage til Sri Lanka.
Men da hun ankom til Colombo blev hun efter et forhør sat på fri fod. Moderen var ikke død og brødrene var ikke med i De Tamilske Tigre, sagde myndighederne på Sri Lanka. Selv i dag er der usikkerhed om, hvad der var sandt og falsk i Citra-sagen.
»Citra-sagen viser, at alle parter, uanset om de sidder i administrationen eller er journalister, altid bør tænke på, om der er et lag mere,« siger Claes Nilas.
For Claes Nilas er Citra-sagen dog usædvanlig. Han pointerer, at det er sjældent at ansøgeren ligefrem lyver eller fortier vigtige oplysninger. Men han mener, at asylansøgeren ofte fortæller sin historie ud fra sit eget synspunkt; at asylansøgeren virkelig er overbevist om, at det er livsfarligt at vende tilbage til sit hjemland. Men Udlændingestyrelsen må også se på andres udsagn i sagen, eksempelvis en rapport fra Amnesty International, som fortæller om situationen i området.
»Ofte er en sag mere kompliceret, end ansøgeren fortæller. Men vores tavshedspligt forhindrer os i at give et fuldt billede til journalister. Det er naturligvis ærgerligt, men vi har ikke andre muligheder,« siger Claes Nilas.

Den travle mand
Vejen uden om tavsheden går for journalisten gennem en fuldmagt fra flygtningen og en ansøgning om aktindsigt. Men den vej er oftest for lang, og i stedet prøver styrelsen at forklare deres generelle praksis på området, uden at bevæge sig ned i den enkelte ansøgers historie. Det er sjældent fyldestgørende for journalisten, for ofte ligger det interessante netop i det konkrete skøn i den enkelte sag.
Skulle journalisten affinde sig med tavshedspligten og give plads til at skrive om de generelle retningslinier, løber han ind i et andet problem, når han skal tale med Udlændingestyrelsen. Det er for svært at få styrelsen i tale, lyder kritikken fra journalisterne.
Niels Rohleder har skrevet udlændingestof for Information i snart ti år. Han er stærkt utilfreds med, at der er så få embedsmænd i Udlændingestyrelsen, som kan udtale sig til pressen.
»Udlændingestyrelsen er ekstremt hierarkisk opbygget i forhold til de fleste andre myndigheder. Det er kun Nilas, og i visse tilfælde nogle få andre chefer, der må udtale sig. Det er helt uhørt,« siger Niels Rohleder.
Den stramme pressepolitik lader journalisterne tilbage med en halv historie. De har ikke tid til at vente i de 3-4 dage, det ofte tager Udlændingestyrelsen at vende tilbage til journalisten.
For Per Mathiessen på Ekstra Bladet har valget mellem Udlændingestyrelsen og hans deadline ofte været svært, men nødvendigt.
»Hvis vi ikke kan få en kommentar fra Udlændingestyrelsen, kører vi stadig historien. Det er selvfølgelig farligt, når man kun har hørt flygtningens side, men oftest har vi alle papirerne i sagen. Og skal man lade være med at skrive en historie, fordi den ene part ikke har pligt til eller ønsker at udtale sig?,« spørger Per Mathiessen.
Erik Thomle fra Jyllands-Posten er også frustreret over Udlændingestyrelsen. Adskillige gange har han aldrig fået en tilbagemelding fra embedsmændene.
»Jeg ved ikke, om det er travlhed eller uvilje. Men man kan da godt have en fornemmelse af, at det er sværere for dem at få tid, hvis sagen er lidt vanskelig,« siger Erik Thomle.
Direktør for Udlændingestyrelsen, Claes Nilas, mener selv, at styrelsen har gjort meget for at åbne sig for pressen. Men med 20-25 henvendelser om dagen kan det være svært at følge med. Styrelsen har oprettet et informationskontor, der dog kun kan hjælpe med statistik og faktuelle oplysninger. Personsagerne går til Nilas og de øverste områdechefer, da det er dem, der sidder med ansvaret for den enkelte afgørelse.
»Min politik er at tale med alle og at give mig tid til dem. Intet er naturligvis så godt, at det ikke kan blive bedre, men vi gør, hvad vi kan,« siger Claes Nilas.

Halv journalistik
Selv om han kan irriteres over de mange enkeltsager, har han fuld forståelse for, at det er vedkommende journalistik.
»Sagerne har et menneskeligt aspekt. Der er indbygget en god story i dem, i modsætning til sager om en motortilladelse, eller masser af andre afgørelser fra det offentlige,« siger Claes Nilas.
Steen Jensen fra Berlingske Tidende understreger – ligesom samtlige andre udlændinge-medarbejdere JOURNALISTEN har talt med – at enkeltsagerne er svære og farlige at arbejde med.
»Det er utroligt tidskrævende. Den type menneskehistorier skriver ikke sig selv. Du skal sørge for at have alle papirerne i sagen, og der er mange bureaukratiske krinkelkroge du skal ud i,« siger Steen Jensen.
Erik Thomle fra Jyllands-Posten kan ikke forstå, hvorfor Udlændingestyrelsen er så tilbageholdende i enkeltsagerne:
»Hvis de selv mener, at de har handlet rigtigt, så kan jeg ikke se, at de skulle have noget at skjule. Når flygtningen selv har henvendt sig til pressen, burde de være mere åbne. Ellers sidder vi med en halv historie.«
»Erik Thomle har da en pointe,« siger Claes Nilas.
»Jeg så gerne, at vi prøvede at lave en procedure, hvor det går hurtigere med at få aktindsigt i de sager, hvor parten selv har henvendt sig til pressen. Eksempelvis kunne man pålægge myndigheden en 24-timers ekspeditionsfrist for aktindsigten,« siger Claes Nilas.
Niels Rohleder fra Information mener, at tavsheden i Udlændingestyrelsen i sidste ende ikke kun rammer journalistikken, men også myndigheden selv.
»Styrelsens pressestrategi gør, at de ikke får opfyldt deres behov for at informere journalister og offentligheden. Myndigheder er nødt til at retfærdiggøre deres afgørelser, specielt på et så kontroversielt område som udlændinge.«