Diskussionen om »Den Hemmelige Krig« kan fejre et-års fødselsdag og er still going strong. Men langt hen ad vejen har den største journalistiske debat i nyere tid kun ført til optrukne fronter og personligt nag.

MEDIEKRITIK. En sen nattetime i september tikker en mail ind hos TV Avisens chef Henrik Keith Hansen.

»Vil du være med til at begrave stridsøkserne? Det er en satans lille branche, og nag kan ingen bruge til noget.«

Mailen kommer fra en journalist på Nyhedsavisen. Han er træt af at skulle læse smædemails og blive overfuset af DR-journalister. Til gengæld vil han godt undskylde, at han skrev ’fusk’ og ikke ’fejl’ i en rubrik et halvt år tidligere.

Det handler om »Den Hemmelige Krig«. Filmen, som for præcis et år siden havde premiere i Grand Teatret, og siden har hærget den journalistiske og politiske debat.

Undskyld har ellers ikke været det ord, der har præget diskussionen

»Det har været en dødssyg debat,« siger Erik Valeur, der som mediekommentator i Jyllands-Posten selv har forholdt sig kritisk til filmen.

»Hvis ikke fronterne var så optrukne, kunne man have haft en nuanceret diskussion. Men du får ikke Tøger, Trads eller nogen anden til at stille op til våbenhvile. Vi sidder bare i hver vores betonbunker og fyrer løs.«

»Den Hemmelige Krig« havde premiere den 4. december 2006. Men i medierne var ’krigen’ allerede startet flere dage før. Politiken bad forinden om at se dele af filmen og bragte en historie allerede den 1. december. Jyllands-Posten havde også set uddrag, men valgte ikke at skrive noget. I stedet kritiserede avisen Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen for at forsøge at kontrollere medierne ved at fodre enkelte medier med forudbestemte vinkler.

»Det var rent opspind. Faktum var, at Jyllands-Posten havde henvendt sig utallige gange til os for at få lov at se filmen. Den var ikke klippet færdig, men de valgte selv, hvilke sekvenser de ville se. Journalisten skrev historien, men den blev standset længere oppe i systemet,« fortæller Christoffer Guldbrandsen, hvilket bekræftes af JP-journalist Kristian Klarskov i en mail, som Journalisten er i besiddelse af.

Men chefredaktør Jørn Mikkelsen glæder sig stadig over, at Jyllands-Posten ikke skrev historien, og han fastholder kritikken af lanceringen.

»Den form for markedsføring hører ikke hjemme i forhold til ordentlig og redelig journalistik. De gjorde sig selv en bjørnetjeneste,« siger han.

Faktum var, at de første medier allerede havde positioneret sig, da tæppet gik til side i Grand Teatret.

Den 19. januar begynder Nyhedsavisen en massiv dækning af DR og »Den Hemmelige Krig«. På avisens forside lyder rubrikken ’DR erkender fusk i Afghanistan-film’. Dermed starter anden bølge i debatten.

Artiklen blev skrevet af journalist Lars Fogt, der overtog sagen få timer før deadline. Han afleverede et rubrikforslag med ordet ’citatfusk’, hvilket blev ændret af redaktionssekretæren.

Lars Fogt beskriver selv artiklen som begyndelsen til ’en måneds Afghanistan-helvede’.

»Det var enormt udmagrende, men man bliver nødt til at følge sagen til dørs. Jeg synes dog også selv, retorikken nogle gange blev for hård, og det blev den nok fra begge sider. Jeg var vel hadet i store dele af journalistbranchen,« siger Lars Fogt.

Han står bag mailen til Henrik Keith Hansen. Her skriver han, at der burde have stået ’fejl’ og ikke ’fusk’, og at artiklen burde være ’dæmpet lidt hele vejen igennem’, samt at ’det gik alt, alt for hurtigt’, da artiklen blev til.

Journalistisk chefredaktør Simon Andersen har også over for Politiken erkendt, at ordet ’fusk’ var en fejl. Men David Trads mener stadig ikke, at ’fusk’ var et forkert ord at bruge.

»Jeg mener, at hele filmen er fuskeri. En fejl er noget, man gør ved en fejltagelse. Det er ikke en fejl, når man sætter sig med saksen og klipper to forbehold væk og undlader at tolke det tredje. Det er fusk,« siger han.

TV Avisen havde længe haft en tilbageholdende rolle i dækningen. Da flagene på soldaternes uniform-skuldre bliver et tema i januar, laver journalisten Kristian Sloth et indslag med en soldat, der selv bar flagmærker. Nogle dage senere kontakter han den amerikanske fangevogter Chris Hogan, der bekræfter den ’might’-oversættelse, som Nyhedsavisen kritiserede.

Nyhedsavisen svarer igen med artiklen ’Nye løgne i DR-film’, hvor fangevogteren Edward Herman udtaler, at han er fejlciteret i filmen. Ifølge DR har Herman senere fastholdt sine udtalelser, men forvirringen udløser en udtalelse fra Anders Fogh Rasmussen i Berlingske Tidende om, at ’Danmarks Radio har et meget, meget stort troværdighedsproblem’.

Statsministerens ord ryster de fleste DR-medarbejdere, fordi han ikke alene kritiserer filmen, men hele institutionen.

»Pludselig var vi jaget vildt i de fleste danske medier. Troværdighed er altafgørende for DR, så med disse påstande måtte vi fortsætte dækningen. Så kan man diskutere, om vi fordybede os i sidevinkler – for eksempel om danske soldater bar flag. Men det var blandt andet, fordi regeringen forsøgte at så tvivl om troværdigheden, og når vi så er i kontakt med soldater, der på nogle punkter siger noget andet end regeringen, bringer vi naturligvis det til torvs,« fortæller Henrik Keith Hansen.

Den 5. februar kunne Kristian Sloth læse en artikel om sig selv i Nyhedsavisen: ’DR-journalist vil have Fogh dømt for grundlovs-brud’. Baggrunden var, at Sloths navn optrådte på en underskriftsindsamling for en gruppe, der ønskede en sag mod statsministeren omkring Irak-krigen. Blandt kilderne var professor i journalistik ved RUC Jørgen Poulsen, der udtalte, at Sloth havde et habilitetsproblem.

»Journalisten fremstillede det, som om Sloth sad i grundkomiteen. Da jeg finder ud af, at han er en af flere tusinde underskrivere, kontakter jeg Nyhedsavisen for at få et dementi, men det bliver nægtet. Jeg har aldrig været udsat for noget så perfidt. Der var jo ingen grund til at svine Kristian Sloth til,« fortæller Jørgen Poulsen.

David Trads afviste dengang Poulsens kritik i sin blog med ordene: »Poulsen kendte præmissen og godkendte sine citater. Efterfølgende har professoren fået ondt i maven – fred være med det.« Men historien fik alligevel en journalist på Nyhedsavisen til at skrive et blogindlæg under rubrikken ’Nu bliver vi perfide’.

Og det er Kristian Sloth helt enig i.

»Jeg har aldrig i min karriere været udsat for så svinske metoder, hverken mod min person eller mod den journalistik, jeg lavede. Det var løgn på løgn og tendentiøst ud over alle grænser,« siger han.

På det tidspunkt var debatten om »Den Hemmelige Krig« et virvar af faktuelle detaljer, der blev kastet frem og tilbage. Både Jyllands-Posten og Nyhedsavisen bragte lange granskninger af filmen, og såvel Forsvarsministeriet som DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup udarbejdede rapporter, der systematisk gennemgik alle klagepunkter.

I sensommeren kom så udredningen, der skulle afslutte debatten. I et samarbejde mellem Syddansk Universitet og fagbladet Journalisten blev der nedsat en ekspertgruppe til at granske og vurdere filmens dokumentation. Rapporten erklærede kort fortalt, at filmen havde tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at påstå, at regeringen vildledte Folketinget, og at afghanske fanger blev mishandlet. Til gengæld dokumenterede den ikke, at fangerne blev udsat for tortur. Der var blandt andet også kritik til DR2 for svigtende kvalitetskontrol og til Nyhedsavisen for alt for spids vinkling.

Hvis nogle troede, at rapporten ville lukke debatten, blev de skuffede.

»Da vi havde læst rapporten, kunne vi ikke tage den alvorligt. Undersøgelsen hopper på DRs spin, og den konkrete kritik af os var ringe og baseret på et modsætningsforhold,« siger David Trads.

Guldbrandsen og Giversen er heller ikke begejstrede for undersøgelsen.

»Kritikken af DR2 og Gitte Rabøll er så urigtig og forkert som noget. Jeg har aldrig oplevet en redaktør, der gav sig mere tid, var mere engageret og kritisk end hende. Vi skulle fremlægge dokumentation fra Plummer til Grarup og til diverse jurister. Hver en sten blev vendt,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Rapporten blev også omtalt vidt forskelligt i medierne. Politiken taler for eksempel om et forsvar for filmen, Berlingske Tidende mener, at filmen bygger på indicier.

»Når der kommer en rapport med fornuftige punkter, så smider man den på møddingen. Den ene part vil ikke høre kritik, den anden synes ikke, kritikken er hård nok. De er pisseligeglade – de fører politik,« siger Erik Valeur.

Efterfølgende indklagede David Trads fagbladet Journalisten for Pressenævnet, fordi Nyhedsavisen ikke fik lov at ytre sig i bladet, da rapporten blev omtalt. Den 7. november kom kendelsen, der gav Trads medhold.

»Jeg synes sgu, det var en meget god diskussion. Det er sjældent, man diskuterer journalistiske historier mellem medier og kilder,« siger David Trads om debatten.

Men for Nyhedsavisen var sagen mere end en principiel diskussion.

»Dækningen af »Den Hemmelige Krig« var vores journalistiske gennembrud. Vi ville gøre det klart, at vi er en rigtig avis, der også laver den frække og den grove journalistik,« siger David Trads.

Jacob Mollerup er ikke enig. Diskussionen blev unuanceret.

»De hårde angreb fra ministre og fra andre medier gjorde, at det var svært at diskutere nuancerne. Det var svært at finde den reelle diskussion af genrer og virkemidler,« siger han og tilføjer, at DR også havde sin del af skylden for, at det gik galt.

Henrik Keith Hansen ærgrer sig over, at filmens tema blev væk.

»Filmen rejste en helt afgørende problemstilling: Vidste regeringen – eller burde den have vidst – at fangerne risikerede tortur? Den vinkel kom desværre til at drukne i den store mediedebat og delvist i vores egen dækning,« siger han.

De fleste, man taler med om debatten, nikker genkendende til Erik Valeurs beskrivelse af en skyttegravskrig. Men ikke Guldbrandsen og Giversen.

»Vi har ikke skudt på nogen. Vi har taget alle kritikpunkter alvorligt og brugt måneder på at besvare dem. Men når for eksempel Jyllands-Posten skriver noget, der er det rene opspind, så er der jo ikke grundlag for at komme avisen i møde,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Mailen til Henrik Keith Hansen blev aldrig besvaret.

»Jeg mener ikke, jeg har noget, jeg skal undskylde over for ham,« siger Henrik Keith, nu tidligere chef for TV Avisen, og han undrer sig over, at Journalisten er kommet i besiddelse af mailen. Han vil ikke komme nærmere ind på, om han er sur på Lars Fogt. Men han vil ikke udelukke, at hele sagen har efterladt nag i journalistbranchen.

Det kan Kristian Sloth bekræfte.

»Det har den absolut. Nyhedsavisen kørte en decideret hetz mod DR, som var meget ubehagelig. Der vil gå noget tid, før tavlen er vasket ren for mit vedkommende,« siger han.

David Trads bærer ikke nag.

»Det gør jeg aldrig. Men jeg ved, at nogle er enormt rasende på Simon og mig. Dels for at være ukollegiale, dels fordi de mener, vi hader DR.«

Lars Fogt bærer ikke nag, men mærker det til tider.

»Så kommer der et par DR-folk ud til en eller anden fredagsbar og ender med at stå og skælde mig ud. Det har jeg oplevet nogle gange,« siger han.

Guldbrandsen og Giversen bærer ikke nag …

»… men jeg vil da godt sige, at tonen har været unødvendig bidsk over for os. Og jeg kan godt synes, at nogle journalister har været lidt ufrivilligt komiske,« siger Christoffer Guldbrandsen.

For nyligt hævdede DR i en dokumentar, at statsministeren under valgkampen pressede Jyllands-Posten til at stryge en bemærkning, hvor han bakkede op om udenrigsministerens påstand om, at Naser Khader stoler mere Guldbrandsen end på regeringen. Den uendelige krig kan fortsætte. /