Hvis danske journalister er lige så skødesløse med deres arbejde, som de er med deres påklædning, er det ikke bare galt fat med dansk presse, men rigtig galt fat. Journalist Oliver Stilling stiller skarpt på mediebranchens mest åbenlyse og afslørende brist: Den uduelige ekvipering.

ESSAY. Det siges, at Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden fra tid til anden koketterer med, at han »har valgt kroppen fra«. At dette fravalg er bevidst, taler til hans ære. Noget tyder på, at mange folk i mediebranchen end ikke har gjort sig en tanke om det antræk, de hver dag trækker ud over kroppen. Selv om man skulle tro det, har de færreste vel sagt: »Jeg har valgt min påklædning fra.« I stedet går de rundt i en vildfarelse om, at alt er i skønneste orden. Men er det nu også det?

Jeg vil i det følgende gøre rede for nogle tendenser og modemæssige fejlskud, som jeg har iagttaget gennem en årrække. Ingen nulevende personer vil blive hængt ud ved navns nævnelse. Så hvis nogen pludselig erindrer at have truffet mig på en dag, hvor gylpen stod åben, er der ingen grund til ængstelse.

I øvrigt er det ikke op til mig at drage konklusioner. Jeg lægger blot mit beskedne arbejde frem, og så må andre vurdere, hvilke konsekvenser det skal have.

Jeg må dog tage et par forbehold: Hvis jeg skriver, at så og så stor en procentdel af medarbejderne på den og den redaktion for eksempel går med læderbukser, kan den omtalte praksis have ændret sig, siden jeg bemærkede den. Sådan er stangtøjsmoden så lunefuld. De pågældende journalister kan være blevet fyret, eller måske er de stoppet ved 'naturlig afgang'. I øvrigt har jeg ingen interesse i at pille ved tallene. Hvorfor skulle jeg dog det?

JOURNALISTEN ER EN AF DE LETTEST AFLÆSELIGE SKIKKELSER I GADEBILLEDET, når han kommer sjoskende gennem regnen i sine skæve, udtrådte sko. Blikket er tomt og rettet mod fortovet et par meter længere fremme, så han i det mindste ikke snubler.

Selv om det vel egentlig er hans job at være til stede og sanse stemningen, ænser han ikke sine omgivelser. Hans tanker kredser om det, de har kredset om i årevis: Den evige deadline og det Sisyfos-arbejde, det er at være journalist. Han spekulerer på, om han kunne genvinde sin selvrespekt, hvis han en dag sagde op lige midt i kontorlandskabet. Han kunne jo gå ind i kommunikationsbranchen og tjene kassen, det ville da være den letteste sag med hans talent. Måske til næste år; han skal have betalt lidt mere af på det der lån.

Sådan går han rundt i sit eget spind af spekulationer på vej til det næste interview. Er man så uhensigtsmæssig at nærme sig ham fra en blind vinkel med et jovialt 'Dav' efterfulgt af hans efternavn, giver det et sæt i ham, og han kigger febrilsk i alle retninger.

Hans kropsholdning er let ludende af at slæbe rundt på sin stopfyldte skuldertaske (gad vide, hvad der er i den?). Skuldertasken er journalistens adelsmærke.

Hvis han er fin på den, er tasken af lysebrunt læder med et par skjolder efter spildt kaffe. Han bilder sig ind, at der knytter sig en interessant publicistisk historie til hver af pletterne. Den her er fra Mandelas statsbesøg i 1992; den der er fra Bakkens brand i 1998.

Hvis han engang har arbejdet i DR, er tasken af uforgængeligt lærredsstof. Har han børn, og skal de være journalister ligesom far, kan de få tasken på hans dødsleje.

Hvis han på en eller anden måde beskæftiger sig med det udvandede begreb kultur, er hans taske af sort nylon, og så har han fået den gratis på en festival eller messe, og han skammer sig sådan set ikke over at agere reklamestander for noget, han burde have et fuldstændig neutralt forhold til. Hvis man spørger, svarer han pikeret, at han skam har integriteten i behold, »så længe jeg ikke er på deres lønningsliste«.

DET ER DEN SAMME MEKANISME, der gør sig gældende for den afdankede rock-journalist, der i regn og slud, sommer og vinter, ses vadende rundt i den samme sjofle cowboyjakke, som han fik af et pladeselskab i forbindelse med en af Rolling Stones' afskedsturnéer i 90erne. Jakken giver dette rødmossede individ følelsen af stadig at være en del af gamet – eller still going strong, som han hele tiden siger.

Selv om journalister som stand betragtet oppebærer en forrygende hyre, er de helt med på den der med, at de største glæder er gratis. Men denne sandhed, der egentlig er møntet på gratis fornøjelser som en vandretur i skoven, en god bog under æbletræet eller kvalitetstid med familien, har bredt sig til tøjet: Jo billigere, jo bedre.

Det er vel også derfor, at så mange pressefolk stråler af lykke, når deres arbejdsplads stikker dem en beklædningsgenstand – for eksempel en gråmeleret trøje – med et logo hen over maven. Det er en win-win-situation. Uden at foretage sig noget videre giver firmaet sine ansatte en følelse af at høre til, mens medarbejderne til gengæld går fårede rundt i det offentlige rum og averterer for en arbejdsplads, de ellers bruger halvdelen af ugen på at beklage sig over.

LIGESOM MÆND I DET OMGIVENDE SAMFUND begynder den mandlige journalist gerne at løbe ind i de stilmæssige problemer, når han runder de 44 år. Det er i den alder, han går fra kone og børn for at realisere sit sande potentiale. I jagten på sit sande potentiale får han afløb for sin indre drengerøv, som han føler har været undertrykt af års bleskift og faste aftaler.

I kølvandet på emancipationen følger et beklædningsmæssigt oprør, som ofte er animeret af et lusket, liderligt ønske om at fastholde et forhold til en langt yngre kvindelig kollega. Det kan munde ud i hvad som helst. Måske ryger brillerne til fordel for kontaktlinser, og det kan være, at hele garderoben af skjorter og gabardinebukser skiftes ud med denim – blå denim fra top til tå. Matchende denimjakke og denimbukser og et par ungdommelige sneakers på fødderne. Det er gerne Danmarks Radio, der er skueplads for det evolutionsscenario.

KVINDELIGE JOURNALISTER har i mange år klædt sig lige så grimt som mændene. Deres stilsans har været helt til rotterne. Men i de senere år er der sket en opblødning, som måske kan tilskrives stigningen i antallet af nyhedskanaler på tv. Man kunne jo risikere at blive inviteret i studiet som ekspert. Det er så populært. Og har man én gang siddet og sagt nok så kloge ting i projektørlyset, mens man lignede en posedame, gør man det ikke igen.
Måske bliver kvinderne også presset nedefra. I løbet af de seneste par år er der kommet en ny type kvindelig journalist til, som jeg vil kalde mediedullen. Mediedullen klæder sig i jeans, der klistrer til hendes former, så intet overlades til fantasien, hun balancerer sig frem i spinkle, høje hæle, og hun går aldrig af vejen for en god udskæring.

Når hun møder op på vigtige partipolitiske pressekonferencer, har hun dullet sig så godt op, at man skulle tro, hun var tiltænkt en plads ved bordet oppe mellem Margrethe Vestager og Marianne Jelved. Og de mange blikke, hendes affarvede fremtoning genererer, generer hende ikke det mindste. Hvis hun har en blog på den avis, hun skriver for, indlemmer hun uden blusel læseren i sit ungpige-univers af sparsom kønsbehåring og one night stands. Mediedullen er et produkt af tiden og angler efter at være på tv. Hun har intet at byde på, men er så klog, at hun har regnet ud, at det er det, der skal til.

DET FØRER OS TIL EN ANDEN PROBLEMATIK, NEMLIG VOMMEN. Dette velfærdsonde nyder særlig gode vilkår blandt to subkulturer: Hos landets sportsjournalister (paradoksalt nok) og i presselogen på Christiansborg. Vommen er ikke godt for noget, den klæder ingen og skal, som Per Højholt sagde om metaforerne, holdes i kort snor.

Vommen er et symptom – nej, et symbol – på de politiske reporteres rødøjede opslugthed af magtens spil. For at være med i the loop skal de æde pizzaer, de skal deltage i en endeløs række af receptioner, og de skal spise smørrebrød og drikke store mængder rødvin og fadøl med politikere og toneangivende kandestøbere. Men så kan de også af og til høre historiens vingeslag suse om ørerne på sig.

Lige for tiden er en ny generation af journalister ved at indfinde sig på Borgens bonede gulve, og de har – så længe det varer – formået at bevare noget af deres ungdoms fysik.

Til gengæld har så godt som alle mandlige spindoktorer på Christiansborg mave, og de, der ikke har det, er ved at udvikle en. Maven er prisen, de betaler for deres uundværlighed.

Desværre har tidens generelle mode en sørgelig indflydelse på folk, der bærer rundt på en lille kuffert. Man ser det på kasinoer, til bryllupper og konfirmationer: Helt unge mænd stopper ikke længere skjorten ned i bukserne som Cary Grant, men lader den hænge løst – også selv om de har jakke på. De føler, det er casual.

Den tendens har mandlige journalister på 35 år og opefter set deres snit til at kopiere, idet de bilder sig ind, at en løsthængende skjorte skjuler vommen. Intet kunne være mere forkert. En løsthængende skjorte accentuerer snarere bugen og skaber en optisk illusion af en nærmest kuglerund journalist. Her kan de fede syndere med held studere, hvordan gravide løser problemet.

Før vi runder af, vil jeg gerne pege på en trend, man hovedsagelig finder blandt journalistpraktikanter og journalister i 20erne, som endnu ikke har stiftet familie og blot leger med tanken om at indgå i et fast forhold. Se på deres byline-billeder i eksempelvis Politiken. Man ser dem for sig, disse utilpassede lazaroner, komme støjende gennem avisernes redaktioner med deres daggamle skægstubbe og halvlange, forpjuskede lokker. Hvor stammer stilen fra? De ligner hverken John Lennon eller Jim Morrison. Tja, den svenske vaneforbryder og flugtkonge Clark Olofsson har ikke levet forgæves.

HVIS JEG PÅ FALDEREBET skal give et par kammeratlige råd på baggrund af min empiri, vil jeg sige to ting:

Mandlige mellemledere i Danmarks Radio skal lade være med at tage bukser på, der stumper. Det er utroværdigt at gå rundt i betonkomplekset på Amager og ligne Jacques Tatis socialt kejtede figur Monsieur Hulot i filmen »Mon Oncle«.

Mandlige dagbladsjournalister skal skifte tøj hver dag. Ikke noget med at have 'en yndlingstrøje'. Kvinderne opdager det og glemmer det aldrig igen. Men de siger ikke noget.

* Oliver Stilling (f. 1974) er uddannet på Information og Danmarks Journalisthøjskole. Han har været ansat på Information, Dagen, Euroman og Politiken og er for tiden medredaktør på talkshowet Den 11. time på DR2.