
Sådan så Den Uafhængiges klistermærker ud. Journalisten har censureret telefonnummeret. Foto: Den Uafhængige
Den Uafhængige har slettet et opslag på Facebook og sendt en medarbejder i byen for at fjerne 12-13 klistermærker, hvor radiokanalen brugte et narkopusher-trick til at lokke folk til at ringe eller sms’e ind til radioen.
Det bekræfter stifter og chefredaktør Asger Juhl over for Journalisten.
Baggrunden for sletningen og nedtagningen af klistermærkerne er, at Den Uafhængige i disse dage sætter fokus på narkotikasalget i København, hvor for eksempel kokain ifølge en tidligere narkobetjent aldrig er mere end 28 minutter væk.
Narkosælgerne bruger for eksempel klistermærker med telefonnumre i gadebilledet til at tiltrække nye kunder, som så kan bruges til at kontakte pusheren via sociale medier eller krypterede tjenester.
Og lige netop den metode kopierede Den Uafhængige i et forsøg på at få kilder i radioen, der ville tale om deres indkøb af narkotika.
På Den Uafhængiges klistermærke står der: ”KBH’s bedste cola. Halv liter – 350, 1 liter – 550, 2 liter – 900.”
Cola er ifølge Den Danske Ordbog et anerkendt slangudtryk for kokain. Et opslag om klistermærkerne blev også lagt på Facebook.
Koblet til medarbejders navn
Problemet var bare, at telefonnummeret til Den Uafhængige er koblet op på en medarbejders navn og adresse, hvilket betyder, at enhver kan finde frem til medarbejderen ved at kaste telefonnummeret ind i en søgemaskine.
”Vi pillede det ned af hensyn til, om der skulle ske noget med ham, fordi man kan slå ham op på Krak. Og det er pisseærgerligt, fordi vi synes, det er et sjovt greb og en anderledes måde at sætte fokus på problemet på,” siger Asger Juhl.
Han forklarer det med, at Den Uafhængige er et ”lille og uorganiseret medie”, der ikke havde tænkt over, at studietelefonen ville kunne føres tilbage til den medarbejder, der i sin tid oprettede telefonnummeret.
”Det skal vi have lavet om nu. Vi har aldrig skænket det en tanke før,” siger Asger Juhl.
Asger Juhl fastholder dog, at projektet har haft en effekt. Radioen er kommet i kontakt med nogle stykker, der har skrevet til nummeret.
”Der var ikke nogen, der ringede ind under vores liveudsendelse, men nogle, der har lagt en sms. Og dem regner vi med at ringe op for at høre, om de vil give et interview,” siger han.
Rent etisk finder han ikke metoden problematisk, selv om det ikke fremgår af klistermærkerne, at man altså kommer i kontakt med Den Uafhængige i stedet for en narkotikasælger.
I de kommende dage vil radioen således kun bringe et interview med de pågældende personer, hvis de ønsker at medvirke.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.