Tidligere Radio24syv-vært Asger Juhls morgenradio Den Uafhængiges første årsregnskab endte med et lille underskud på 40.754 kroner før skat.
Det skriver Mediawatch.
Bag underskuddet gemmer sig en bruttofortjeneste på 665.119 kroner. Samtidig har mediet haft personaleomkostninger for 691.727 kroner. Heraf er de 661.773 kroner lønninger.
Den Uafhængige gik i luften i april 2021 med det mål at lave kritisk radio om morgenen, så magthaverne ikke slipper afsted med halve sandheder.
”De interviews, man hører i morgenradioen, er for ukritiske. Det er simpelthen for kedeligt og forudsigeligt at lytte til,” sagde Asger Juhl i forbindelse med premieren til Journalisten.