Oprustning

Den Uafhængige flytter ind på Christiansborg

Mediet Den Uafhængige har udpeget en politisk redaktør, der i fremtiden skal dække dansk politik fra Christiansborg

Mediet Den Uafhængige lovede inden sommerferien, at det ville etablere en Christiansborg-redaktion, hvis der kom 500 nye medlemmer til.

Og målet er nået.

Derfor får journalist Kristian Henriksen ny titel fra på mandag, hvor han bliver Den Uafhængiges politiske redaktør.

Det fortæller stifter og chefredaktør Asger Juhl til Journalisten.

”Vi skal være det medie i Danmark, der er bedst til at stille spørgsmål til folk med magt, og derfor er det afgørende, at vi er der,” siger han.

Vil være mere kritiske

Ligesom mange øvrige medier i Danmark anmoder Den Uafhængige om at få et kontor på Christiansborg. Indtil kontoret er på plads vil den politiske redaktør have sin daglige gang på Christiansborg.

Gennem tiden har det løbende modtaget kritik, at journalister har haft kontorer i Folketinget. Blandt andre har Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen ad flere omgange talt for, at journalister bør boykotte Christiansborg, fordi det ifølge ham er blevet for vanskeligt at kigge politikerne over skuldrene.

Asger Juhl afviser dog, at Den Uafhængige i højere grad kommer til at være ligesom andre medier:

”Det er ikke det afgørende for at blive ligesom de andre, og mange af dem kan også finde ud af at være på Christiansborg og stadig være kritiske,” mener han.

Ifølge Asger Juhl er der dog især behov for Den Uafhængige til diverse pressemøder.

”Vi skal være de bedste til pressemøderne, hvor der stilles enormt mange dårlige spørgsmål – især fra TV-stationerne. Der mangler simpelthen nogen, der har tænkt lidt mere over de spørgsmål, de stiller. Næsten alle spørgsmål er pseudokritiske, hvor det lyder kritisk, men i virkeligheden ikke er det,” mener han.

Derfor bliver det blandt andet et succeskriterie, at Den Uafhængige kan stille spørgsmål, som politikere ikke kan forberede sig på.

Derudover er det vigtigt for stifteren at få flere gode politiske interviews ind i den generelle sendeflade.

0 Kommentarer