Skal DR begrænse sine skrevne nyheder på nettet? Ja, mener de private medier. Nej, mener DR. Retorikken er hård, og de to parter står milevidt fra hinanden. Imens er politikerne i færd med at forhandle et nyt medieforlig på Christiansborg. Det er her, de kan begrænse DR – hvis de vil.

Trods den bragende uenighed er foreningen Danske Medier og DR enige om én ting: Det danske mediebillede bør tage ved lære af Tyskland. Forskellen er hvordan.

De private medier mener, Danmark kan tage ved lære af Tysklands public service-krav. Her står, at ARD og ZDF’s hjemmesider ikke må bringe ”avislignende udbud, som ikke er direkte programrelateret”.
»Fordelen ved den tyske model er, at lovgiverne har slået fast: Public service er noget, vi har med henblik på at lave tv og radio. Vi betaler ikke til public service for at få tekstnyheder, for dem er der masser af på det tyske marked,« siger Danske Mediers direktør, Ebbe Dal.

Han vil gerne have lignende regler i Danmark.
Men DR har fundet andre dele af ”den tyske model”, som de drømmer om at se her til lands.

DR fremhæver, at tyskerne kan lære os noget om samarbejde mellem public service og de private aviser. I Tyskland er tv-stationerne ARD og ZDF de seneste måneder nemlig begyndt at dele indhold med private aviser. Det betyder blandt andet, at ARD deler det populære Nyhederne på 100 sekunder, og ZDF deler udvalgte klip fra sit arkiv med avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Med andre ord: DR håber at tone kritikken fra de private medier ned ved at forære dem indhold ganske gratis.
»Vi er en del af et fælles øko-system for nyheder, hvor historierne starter forskellige steder og så bliver bearbejdet med nye vinkler. Det er til samfundets bedste. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi som led i det økosystem deler klip, der er blevet så bredt relevante, at de bliver til fælleshistorier,« siger DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

Hun henviser til, at DR allerede har samarbejdet med private medier. Eksempelvis har DR’s regionale redaktioner samarbejdet med regionalmedier om at fortælle om vandringen fra land mod by, ligesom DR og Altinget har samarbejdet om en kandidat-database ved kommunalvalget – og gør det igen til europaparlamentsvalget.

Og Maria Rørbye Rønn forventer, at DR kan præsentere nye muligheder for at dele indhold i løbet af foråret.
»Vi arbejder på det, og der er nogle ophavsretlige udfordringer knyttet til noget af det. Men i det omfang vi kan løse dem, stiller vi gerne vores klip til rådighed, så andre kan bruge dem frit på deres sites,« siger hun.

Hvis dagbladene begynder at vise DR’s klip på deres forskellige netaviser, går der så ikke noget af DR’s dna tabt?
»Nej, det mener jeg ikke Det vigtigste for os er, at vi kan udvælge de klip, de bruger. Dels på grund af rettigheder, dels så vi ikke bryder aftaler med kilder.«

Et centralt spørgsmål er naturligvis, om den tyske model rent faktisk har hjulpet. Kan man dokumentere, at enten public service-stationerne eller de private medier har fået ret?

Nej, svarer lektor ved RUC Rasmus Kleis Nielsen, der har forsket i den internationale udvikling hos nyhedsmedierne.
»Der er evidensbaserede argumenter på begge sider. På den ene side mener avisbranchen, at de har styrket deres position, og at det er nødvendigt at begrænse public service-mediernes skrevne nyheder for at sikre de betalte nyheder på nettet. På den anden side siger iagttagere, at licensbetalerne får mindre for deres penge, især de unge med et højt medieforbrug på nettet. Det her er i sin essens en politisk diskussion,« siger han.

Lige siden reglerne blev strammet i 2009, har de tyske medier skændtes om, hvordan de skal forstås, og hvem der har fakta på sin side, forklarer han.

Den danske skyttegravskrig er da også i sig selv en tro kopi af den tyske, der har taget fart siden 2009. I løbet af 2013 er den tyske konflikt tilspidset, blandt andet fordi ARD har lanceret en nyheds-app. Den mener de private medier er i strid med reglerne, og otte mediehuse har lagt sag an. De vandt første runde, ARD vandt anden, og nu ender sagen formentlig for Højesteret.

Men både ARD og ZDF mener, at 2014 står i fredens tegn. Efter et stridsomt 2013 er begge kanaler som sagt begyndt at dele indhold med private medier.
»Efter min opfattelse er det her det tydeligste tegn på, at der sker et paradigmeskift i forholdet mellem udgiverne og public service-stationerne: Fra konfrontation til samarbejde,« siger chefredaktøren på ARD Aktuell, Kai Gniffke.

Han mener, at et tættere samarbejde – hvor ARD forærer indhold til aviserne – vil gavne alle parter.
»Her stiller vi vores video gratis til rådighed. Vi når ud til en bredere skare, og Frankfurter Allgemeine Zeitung slipper for selv at bygge en tv-infrastruktur op, så de kan bruge ressourcerne på noget andet. Det er en win-win situation,« siger Kai Gniffke.

Hos ZDF anerkender digital chefredaktør Eckart Gaddum, at public service-medierne skal passe på med for megen tekst på nettet.
»Da jeg overtog jobbet her, erklærede jeg på min allerførste dag, at vores job er at arbejde med levende billeder. Det gælder også online. For mig er den politiske debat egentlig ikke et problem.

Jeg mener, det er rigtigt, som det står i lovgivningen, at vi skal fokusere vores kræfter på levende billeder,« siger han.

Men også Eckart Gaddum mener, at freden nærmer sig.
»I dag er situationen helt forandret. Udgiverne samarbejder med ZDF og ARD. Aviserne har indset, at vi ikke er fjenden, og at vi i stedet bør stå sammen mod søgemaskiner som Google,« siger Eckart Gaddum.

Journalisten har flere gange forsøgt at få en kommentar fra de tyske udgiveres sammenslutning, uden held. I de tyske mediers omtale af konflikten står det dog klart, at udgiverne stadig står fast på, at især ARD skal begrænse brugen af tekstnyheder på nettet.

Heller ikke Danske Medier ser et paradigmeskift forude, selv om DR tilbyder at dele sit indhold med aviserne.
»Det her er ikke et spørgsmål om bytte-bytte-købmand. Mit udgangspunkt er, at hvis der kommer public service-produceret stof i de private medier, er det en yderligere styrkelse af public service.

Men selv hvis vi finder en aftale her, ændrer det intet ved problemet,« siger direktør Ebbe Dal.
Når DR taler for at lade sig inspirere af den tyske model på dette punkt, mener Ebbe Dal snarere, at de taler udenom.
»Det er en afledningsmanøvre. Man forsøger at føre debatten et andet sted hen. Det principielle problem er, at DR laver tekstnyheder på deres website, som konkurrerer med de private medier. Hvis man så svarer med ”I kan få noget af vores stof”, så diskuterer man ikke problemet.«

Ebbe Dal mener snarere, at den tyske model døjer med det problem, at politikerne ikke sætter handling bag ordene. ARD og ZDF får stadig lov at bringe for mange tekstnyheder på deres websites, mener han.
»Vores tyske kollegers synspunkt er, at tv-stationerne arbejder langt ud over rammerne af, hvad man må. Det er et konkurrencemæssigt problem.«

I Sønderjylland bor Siegfried Matlok. Han er tidligere chefredaktør og i dag politisk kommentator på Der Nordschleswiger. Siegfried Matlok har i mange år fulgt både den danske og den tyske mediedebat.

Han tror ikke på, at de tyske forsøg på kompromisser vil holde, og han er ikke enig med ARD i, at der er sket et paradigmeskift. »Der er indgået nogle aftaler, som lægger ro på. Men de holder ikke. Husk på, at de private medier i Tyskland er meget stærke, og de finder sig ikke i halvhjertede løsninger. Se på ARD i dag, de overholder slet ikke aftalerne om at begrænse tekstnyheder. ZDF er lidt bedre.«

Derfor ser han meget frem til Højesterets dom i sagen om ARD’s nyhedsapp. Den kan afklare de rent juridiske grænser for, hvad public service må og ikke må. En dom, der kan blive afgørende for striden i Danmark og andre europæiske lande.

Både DR, Danske Medier og Siegfried Matlok er enige om, at Danmark formentlig vil nærme sig den tyske model i fremtiden. Spørgsmålet er, hvem der vinder på Christiansborg.