search

Den trykte radioavis

Tidligere JP-folk står i spidsen for metroXpress. De mener, at danske morgenaviser er gået i stå og er stolte over at skulle lave "godt telegramstof".

Udefra er der intet usædvanligt at se. Mediekoncernen MTGs hovedkvarter i det indre København rejser sig mod en skyfri himmel. Fem etagers nypudset glasfacade. Ved indgangsdøren hænger tre blå megaklistermærker: Brian – vs – Tyson.

I virkeligheden har mediehuset med blandt andet Viasat og TV3 en meget bedre nyhed denne sidste onsdag i august. En flok journalister er ved at lave Danmarks første daglige gratisavis. Navnet bliver MetroXpress, og planen er, at den skal blive Danmarks største avis.

Men alt er stadig dybt hemmeligt her fem dage før, at 130.000 eksemplarer skal kastes efter københavnerne.

"Vi har en aftale?" siger Per Mikael Jensen, da vi kommer ud af elevatoren på fjerde sal. Chefredaktøren, som også er administrerende direktør, kigger afslappet og intenst på samme tid. Jo, vi har en aftale. Selv ikke den nærmeste familie må høre om det, vi skal snakke om.

Vi går hen over de skinnende lyse parketgulve. Langs den ene vinduesrække sidder 10-15 redaktionssekretærer og grafikere bag store dybblå ombrydningsskærme.

Ved de modsatte vinduer sidder en ung kvinde helt alene. Hun er stadig den eneste skrivende journalist. Sophie Alvi kigger op fra sin blå Imac. Rundt om hende står tomme skriveborde.

Per Mikael Jensen går hurtigt videre.

"Her skal annoncefolkene sidde. Og her salgsafdelingen," forklarer han og kigger ud over nogle nøgne kontormøbler.

Vi går ind på et kontor midt på etagen. Per Mikael Jensen sætter sig. I marts var han stadig chef for Jyllands-Posten i København. I april startede han et konsulentfirma, Editors, sammen med tidligere JP-journalist David Trads. Og i juni fik parret en stor kunde.

En meget stor kunde. Gratisavisen Metro International S.A. ville have dem til at lave en københavnsk gratisavis.

I dag er Editor opløst og metroXpress klar til affyring.

"Det er ikke så tit, man får mulighed for at starte en ny avis. Der er noget næsten guddommeligt smukt i at starte noget helt nyt. Vi skal skrive de ti bud. Vi skal lægge hele grundlaget," siger chefredaktøren, der sagde op fra Jyllands-Posten, fordi han med egne ord begyndte at kede sig.

"Det blev lidt rutinepræget," siger han og tænder en Kings uden filter. MetroXpress er et opgør med Jyllands-Posten. Udover Per Mikael Jensen og David Trads er to andre chefer på metroXpress fra Jyllands-Posten.

Men gratisavisen kommer ikke til at ligne Jyllands-Posten.

 

Hug til morgenaviser
Den skal følge skabelonen, som er skabt med de 20 andre metro-aviser verden over. Avisen skal på cirka 20 minutter give et overblik over begivenheder i verden, Danmark og København. Der skal være lidt kultur, sport og erhverv. En Radioavis på tryk, som skal læses i en af de ganske få tidslommer, det moderne menneske har – ombord i et tog eller en bus. Sådan lyder opskriften, som først og fremmest skal ramme de yngre københavnere.
Avisen er 100 procent annoncefinansieret og skal primært bestå af telegramstof.

Det lugter af et fagligt tilbageskridt for de to ambitiøse JP-folk. Men Per Mikael Jensen kan næsten ikke få argumenterne sendt af sted hurtigt nok, da vi antyder det.

"Vi er stadig en morgenavis. Det er bare nogle andre kriterier, vi redigerer efter. De seneste 10-15-års undersøgelser har sagt, at læserne vil have kortere historier. Så de er til at forstå. Uden al mulig indblanding af pis og lort: Journalistens kommentarer, holdninger og iagttagelser. I virkeligheden er det "journalistik classic", det vi laver."

Chefredaktøren for metroXpress sidder rolig og tilbagelænet. Han ligner på ingen måde en såret mand, men han taler lidt sådan.

"Jeg ser ikke noget odiøst i at lave telegramstof. Tværtimod er det noget meget troværdigt og præcist. Vores opgave bliver at gøre telegramstoffet endnu bedre," siger han.

Per Mikael Jensen tror, at Metro kan blive Danmarks største avis, alene ved at udkomme i København. Blandt andet fordi han mener, at morgenaviserne er for dårlige i dag.

"De skriver i for høj grad til de i forvejen indviede. I dag kan du læse seks sider om finansloven i Politiken, i Berlingeren og i Jyllands-Posten. Men hvorfor er det vigtigt? Der er ikke et eneste sted, hvor der står, hvorfor det her er vigtigt. Det vil vi forklare folk."

Den lille sølvagtige mobiltelefon ringer. "Er der styr på avisen?" griner Per Mikael Jensen. Han taler om reklameavisen, som skal uddeles i København om to dage. Ude i redaktionslokalet prøver David Trads at få styr på den rigtige avis. Han skal prioritere avisen, som først har deadline klokken 1 om natten.

 

Først håndværket
"Jeg tror, at vi vil ramme nogle nye avislæsere," siger redaktionschefen, der blandt andet har en fortid som korrespondent i Moskva, leder af JPs Christiansborg-redaktion og indlandsredaktør på Radioavisen.

David Trads mener, den største udfordring bliver at lave bedre nyheder, som almindelige mennesker, især de unge, forstår.

"Når jeg har været på Christiansborg i fire-fem år, er jeg i stand til at give et hurtigt svar, fordi jeg ved meget om politik. Det er det svar, som vi skal give i vores avis," forklarer han.

"Vores formål er at give nyhedsoverblikket, hverken mere eller mindre. Vi ligner nok mere Radioavisen end nogen af de andre aviser," siger David Trads.

Men han har også ambitioner om solohistorier. Til det formål skal metroXpress ansætte 3-5 skrivende journalister. Bladets eneste skrivende journalist, Sophie Alvi, burde egentlig være på vej tilbage på Roskilde Universitetscenter (RUC) for at skrive sit speciale, men så ringede Per Mikael, som hun kender fra sin praktiktid på JP København.

"Den største udfordring bliver at skrive kortere. Det bliver svært. Jeg har også svært ved at tale kort," smiler hun. Sophie har taget cigaretterne med ind i rygelokalet. Hun fortæller tilsyneladende begejstret om ultrakorte telegramagtige nyheder.

"For mig handler det om at lære håndværket. At svare på hvad, hvorfor, hvem, hvordan, hvornår og hvorfor, så kortfattet som muligt."

Hun tænker sig om et øjeblik.

"Nu skal jeg lære håndværket. Senere kunsten."

Læs også: A-Pressens nye satsning, MetroXpress' bagside og Gratisavis skaffer flere avislæsere

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen