search

Den syvende kunde

Er det ok at lokke en folkevalgt i en fælde med skjult kamera, fordi der er mistanke om, at han begår noget ulovligt? I en tid, hvor effekt knyttes til indtægter, skal vi som journalister overveje, hvad effekten betyder i denne ligning – eller den forventede effekt?

I sidste uge blev en tidligere østrigsk indenrigsminister dømt for korruption. Efter sin tid som minister var han blevet valgt ind i EU-Parlamentet, hvor han solgte sine tjenester til kunder for €100.000 per kunde per år, fordi dørene nu engang åbner sig lettere for en parlamentariker end for en lobbyist. Da han udtalte sig om sin nebengesjæft, havde han seks af den slags kunder. Han håbede at få sine samtalepartnere med i folden som den syvende kunde.

Det sagde han i en samtale på en café i Bruxelles. Samtalen blev båndet. Og cirkulerede senere – og såmænd den dag i dag – på nettet.

”When you go there as an MEP this is something, it opens a door in another way as you go in there as a lobbyist, yes? Of course I’m a lobbyist, yes, and I’m open for that, yes?” forklarer han under cafémødet. Åbenhed? Nej, nej, det behøver hans kunder ikke bekymre sig om, det finder man ikke i papirerne, forsikrer han sine samtalepartnere. Han beskytter sine kunder. Den slags skal ikke i lobbyregistret eller i hans erklæringer om bijob.

De to potentielle kunder var journalister fra Sunday Times’ Insight-redaktion. Og kameraet snurrede, mens den tidligere minister og daværende EU-parlamentariker bredte sig ud om, hvordan han ville bruge tiden som folkevalgt til at opbygge sit netværk, så han bagefter kunne åbne et konsulentfirma i Bruxelles. Nu skal han i stedet se et østrigsk fængsel indefra.

Mandag den 13. oktober blev han ved den østrigske højesteret idømt 3½ års fængsel, dog kan dele af tiden afsones i husarrest med fodlænke.

Med andre ord: Det havde en effekt, at journalisterne fra Sunday Times gik undercover og udgav sig for at være potentielle lobby-kunder, ikke journalister. Offentliggørelsen levede dermed op til den journalistiske pligt at dokumentere mistanken om noget, der ikke var, som det burde være.

Det åbenlyse og evigt tilbagevendende spørgsmål handler om balancen mellem kravet om at spille med åbne kort og behovet for at gå undercover for at dokumentere arbejdshypotesen. Der er etiske regler, der er forskelle fra land til land, og overvejelserne om nødvendige hensyn og journalistisk redelighed skal analyseres og diskuteres på ny for hver historie.

Spørgsmålet om den forventede effekt af en historie spiller selvfølgelig en rolle i den ligning. Men det spørgsmål er ikke blot vanskeligt, fordi det foregår engang i fremtiden, det er også vanskeligt, fordi måling af effekt ikke er klart defineret.

Det amerikanske Center for Investigative Reporting CIR i Californien, det ældste af de amerikanske fondsstøttede centre for undersøgende journalistik, er sammen med nogle universiteter gået i gang med at undersøge effekten af deres historier. Som noget af det første vil de udvikle fælles begreber: Skal vi kalde det mikro-effekt, når den tidligere østrigske EU-parlamentariker bliver dømt for korruption, mens vi kunne kalde det makro-effekt, hvis der var blevet vedtaget love og procedure til at forhindre noget lignende i fremtiden?

Der bliver arbejdet med begreber som Customer Relation management, kort CRM, og allerede i 2012 opfordrede Washington Post-journalisten Greg Linch til at udvikle effektmålinger, han brugte blandt andet Cost Per Impression, kort CPI fra reklameverdenen.

At et fondsstøttet center for undersøgende journalistik arbejder med at måle effekten af sit arbejde har sin egen logik. Medier, der tjener penge på annoncer, måler målgrupper og overvejer strategier for at nå de rette målgrupper. Fondsstøttet journalistik har lignende overvejelser: ”When I ran a newspaper, profit was driven by ad revenue," sagde CIRs director Robert J. Rosenthal om effektarbejdet. 
”For CIR, and other journalism organizations, impact helps forge the revenue that sustains us.”
Effekt, siger han, betyder medlemmer og partnerskaber og fremmer en opfattelse af, at undersøgende journalistik er vigtig. Effekt kan oversættes til fondsstøtte.

Og her kommer vi tilbage til udgangspunktet: Etikken. Journalistik må ikke være til salg – det er den almene antagelse. Ellers mister den troværdigheden. Når medierne eller dem, der skaffer pengene til journalister, skal tænke over effekt, vil det over tid uvægerligt smitte af på journalistikken, bevidst eller ubevidst. Selvfølgelig har journalister også i dag ambitioner om at ændre ting til det bedre, når vi bruger tid på at afsløre problemer. Altså et håb om effekt. Men når effekten direkte bliver knyttet til penge og kan betyde, at en fond ikke forlænger sin støtte til næste år, vil effekten blive mere påtrængende.

At journalister og fondsstøttede centre arbejder med effekt, og medievidenskaben med effektmåling, er logisk, nyttigt og godt. En professionalisering af faget. Men øget opmærksomhed på effekt vil give journalisterne endnu en ting at tænke over, når de næste gang skal overveje, om de skal gå undercover eller ej. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen