Kombinationen af bidende satire, rammende kommentarer og kærlig ironi formidlet i en uovertruffen streg gjorde bladtegneren Roald Als til årets modtager af Carsten Nielsen legatet.

»Man skal mene noget med det, man putter i avisen.«
Årets modtager af Carsten Nielsen legatet, bladtegneren Roald Als, står lidt genert på talerstolen og holder takketale. Han ser et kort øjeblik alvorligt ud på delegeretmødeforsamlingen:
»Man må forlange, at målet med en artikel eller en tegning er at flytte hegnspæle, skabe debat – eller i det mindste at fjerne den til enhver tid siddende regering.«
»Det lykkes selvfølgelig ikke hver gang – for eksempel tog det mig ti år at få ram på Schlüter-regeringen. Men målet skal være der.«
Og så har han gjort det igen. Fået os alle sammen til at grine – og tænke. Med sin unikke cocktail af alvor og humor.
»Du får prisen for din kærlige ironi og din uovertrufne streg,« sagde Journalistforbundets formand Lars Poulsen og fremhævede specielt Als' daglige bidrag i Politiken under den netop afsluttede valgkamp.
»Du er bidende, præcis og går helt ind til benet. For eksempel når du tegner Venstres nye leder, Anders Fogh Rasmussen, som ‘the missing link' – med lændeklæde og kølle, repræsenterende minimalstaten – mens han udspyr sine slogans: ‘Skattefrit erhvervsliv!', ‘Udfyld ozonhullet!', ‘Fri gylle!'«
»Det er de små marginaler, der tæller i dansk politik. Og det er blikket for sådanne vinkler og evnen til at forevige med en let og vellignende streg, der gør dine tegninger til mesterværker.«

Meningerne
Roald Als var især glad for legatet, fordi det blandt andet gives til et forbundsmedlem, der ‘med gennemslagskraft har præget samfunds- og kulturdebatten'. Hans takkeord, om at mene noget med det, man putter i avisen, var nemlig ganske seriøst ment.
»I de senere år er det blevet sådan, at man helst ikke må mene en skid om noget. Slet ikke journalister. De skal være så neutrale. Men jeg tror ikke på den der ‘nøgne journalist'. Så hellere ‘new journalism'. Journalisten skal placere sig mellem begivenheden og læseren – og det gør ikke noget, at man som læser kan se, at journalisten har et temperament,« siger Roald Als og tilføjer smågrinende, at det nok skyldes hans journalistiske opdragelse på tidsskriftet Levende Billeder.
»Der kunne man alting,« siger han.
På Levende Billeder startede Als som freelance-tegner efter at have uddannet sig som illustrations- og reklametegner på Skolen for Brugskunst i 1975. I 1980 kom han til Weekendavisen, hvor han var indtil 1993, da Tøger Seidenfaden hentede ham til Politiken, hvor han arbejder tre dage om ugen.

Negeren
»Men jeg krævede at få min ‘neger' Poul Einar Hansen med. Han er min idémand – og uden ham kan jeg simpelthen ikke arbejde. Kort sagt: Han er sjov, og jeg kan tegne,« fortæller Roald Als.
Poul Einar Hansen er matematiker og arbejder på Landbohøjskolen – sideløbende med, at han fostrer ideer sammen med Roald Als.
»Vi mødes til morgenmad eller snakker sammen i telefon, når ideerne til dagens tegning skal fødes. Han er en sproglig begavelse og kender mig så godt, at han også ved, at jeg sjældent vil have mere end tre personer med i mine tegninger. Jeg tegner simpelthen så langsomt, at 14 personer i det ene hjørne – det er helt udelukket.«
Når Als ikke laver ‘Dagens tegning', tegner han til artiklerne i den daglige avis. Og samarbejdet med journalisterne oplever tegneren meget forskelligt.
»Mange tænker kun på deres artikel og slet ikke i retning af illustrationen, så bliver man ‘hul-udfylder', og det er kedeligt. Men sammen med andre kan det virkelig svinge. Så kan vi aftale, hvad han laver – og ikke laver, fordi det tager jeg mig af. Jeg kan jo tegne pointer, som de ikke kan være bekendt at skrive, mens jeg kan være langt grovere.«
»Ofte ved journalisterne jo meget mere, end de kan skrive, men jeg kan for eksempel tegne politikeres fortænkte motiver og lade dem sige ting som: ‘Jeg må hellere stoppe den undersøgelse, ellers kan jeg selv komme i fedtefadet'.«

Politikerne
Ofrene over alle ofre er politikerne, og selvom læserne aldrig er et sekund i tvivl om, hvem han spidder, kommer han ikke altid lige let til resultatet.
»Auken er svær. Uffe er nem. Lykketoft er nem, mens Ivar Hansen også altid har været svær – lige til forleden, hvor jeg pludselig fik fat i hans træk. Øjnene skal placeres helt præcist i ansigtet – hverken for højt eller for lavt – og så er overbid eller underbid fantastisk vigtigt.«
Den nye konservative leder, Pia Christmas-Møller, har også voldt en del spekulationer, da hendes ryg har en krumning, som måske ville være på kanten af, hvad man udstiller.
»Men jeg er nødt til at tegne hende, som hun ser ud. Det vil jo være grovere over for hende at fjerne det. Man tegner jo heller ikke en et-benet mand med to ben, fordi man synes, at det er synd for ham. Har man valgt at blive politiker, har man også sagt ja til at blive tegnet.«
Selvom det kunne være fristende at nærstudere ofrene, gør Roald Als en dyd ud af ikke at mødes uformelt med politikerne.
»Der er sikkert mange af dem, der er søde og rare, og det vil gøre det meget sværere at tegne dem. Desuden er det jo ikke menneskerne, jeg tegner, men deres politik. Det er den, læserne skal forholde sig til.«
Til trods for hans kradse streg, elsker de fleste af ofrene hans tegninger. Mange af originalerne findes ikke længere i tegnerens lager – ofrene køber dem simpelthen.
Og at de, han tugter, elsker ham, drilles han ofte med – senest i en tale – et af hans yndlingsofre, Uffe Ellemann, fik trykt i Politiken i anledning af tegnerens 50 års fødselsdag for nylig:
»Personer i hans nærhed har fortalt mig, … at han får dybe traumer, når jeg har udtrykt mig positivt om hans karikaturer af mig. Jeg ser for mig, hvordan han bider i pennen, tværer tidligere forsøg over med stræberblæk og tegner endnu mere eksplosive ansigtsudtryk. Derfor er det mig en udsøgt fornøjelse at tage hævn for mange års forsmædelser … men ikke kun for at bidrage til hans depressioner. Jeg vil også gerne udtrykke en ærlig glæde over, at vi i Roald Als har en politisk tegner i særklasse,« skriver Uffe Ellemann, som slutter sin hyldest til tegneren med at bekende, at han på opslagstavlen i sit køkken vil hænge Als' tegning af Ellemann efter valget i marts, hvor han er tegnet som et fugleskræmsel, overskidt af mågeklatter.
»Hvis det nogensinde skulle ske, at jeg begynder at fortryde mit farvel til dansk politik, så vil jeg se på din tegning,
Roald.«

Prisen
Carsten Nielsen legatet er indstiftet af DJ for ti år siden til minde om Dansk Journalistforbunds stifter, og med æren følger en lille statue af Jørgen Haugen Sørensen plus en check på 20.000 kroner. Hvilket fik Roald Als til at bemærke – efter han havde takket sin mor, sin kone, sin ‘neger', politikerne (som gjorde dette muligt) og forbundet:
»Det kan man da kalde en fagforening, hvor man får noget for sit kontingent.«