Hverken forældre, advokater eller anklagemyndighed fatter, hvordan en række af landets største medier kan ignorere en historie, hvor 20 børn i op mod fire år systematisk er blevet seksuelt misbrugt af en pædagogmedhjælper, mens børnene var i det offentliges varetægt.

Tirsdag den 26. maj 1998 rydder Jyllands-Posten forsiden med rubrikken »20 børn sexmisbrugt i årevis i børnehave«. Avisen fortæller historien om en 30-årig pædagogmedhjælper, der dagen før blev idømt tre et halvt års fængsel i Østre Landsret for blandt andet at have tvunget tre til seks år gamle børn til at tage hans lem i munden i et rum i institutionens kælder.
Jyllands-Posten påpeger, at der er tale om »danmarkshistoriens mest omfattende sag om børnesex« – og giver den i alt fire sider alene på førstedagen. Og har siden næsten dagligt fulgt op med nye historier.
Springet til de øvrige mediers dækning er enormt.
Berlingske Tidende: Syv linjer fra Ritzau som nederste note på side to. Politiken: 14 linjer Ritzau langt nede i notespalten. Aktuelt og Information – intet. Ekstra Bladet ikke ét ord. Og B.T.: En reportage på side 11.
Radioavisen afsætter cirka 30 sekunder til dommen kl. 19. TV-Avisen og TV 2 Nyhederne bringer intet.
Tavsheden efterlader et enormt hul hos forældrene. Lone Houborg, mor til misbrugt dreng:
»Pressen har været utrolig passiv. Den dømte havde fortjent en anden presse – og det var der mange i kommunen, der også havde. Pressen har svigtet.«
Dorthe Markussen, mor til misbrugt pige:
»Vi har savnet støtten fra medierne, så vi kunne se, at samfundet tog det her alvorligt – og gentagelser kunne forhindres.«
»Det var rart, at Jyllands-Posten begyndte at skrive om det. Det er også en måde at bearbejde det på. Problemet er bare, at min familie ikke holder Jyllands-Posten og derfor har svært ved at forstå konsekvenserne af det, vi har været igennem. Jeg savner en bred samfundsdebat om, hvordan det her kunne finde sted og hvordan samfundet skal reagere på det,« fortsætter Dorthe Markussen. »Den debat mangler stadigvæk,« fastslår hun.
Også advokaterne for de misbrugte børn undrer sig. Advokat Lars Borring: »Det er den største og mest groteske misbrugssag nogensinde. Jeg er dybt forundret over den ringe pressedækning. Det er barokt. Forældrene er blevet ladt i stikken – af kommunen, men også af pressen. Hvis pressen havde været vagthund, kunne den have afsløret kommunens svigt.«
Advokat Karin Svenningsen:
»Jeg har studset meget over, at en så massiv sag – den største nogensinde om misbrug af børn, blot dækkes med en note. Hvorfor er pressen ikke gået i dybden med, hvordan et misbrug kunne foregå gennem fire år på en offentlig institution.«
På anklagemyndighedens kontor noterer vicestatsadvokat Jørgen Jensen med en stille forbavselse, at telefonen stod omtrent stille efter dommen: »Jeg kan ikke forklare det. Jeg undrer mig også,« siger Jørgen Jensen, der var anklager i landsretten.

Tilfældighedernes hærgen
Sagen handler langtfra kun om de uslettelige skader en galning kan forvolde. Der er tale om et årelangt kommunalt svigt og muligt cover up – lederen af børnehaven var gift med et tidligere byrådsmedlem, der støttede borgmesteren, hvis embedsmænd var sene i aftrækket. Blandt andet undlod kommunen at registrere klagerne fra forældrene, notatpligten er ikke overholdt. Og den handler om veluddannede pædagogkolleger, der tavst accepterer, at den meget afholdte medhjælper ofte forsvinder ned i kælderen med ét eller flere børn.
JOURNALISTEN har undersøgt mediesvigtet, og det står klart, at flere gav op over for sagen, fordi myndighederne kørte den meget lukket. Alligevel lykkedes det dog for Jyllands-Posten at finde kilder og cases, men derpå træder en anden mekanisme i funktion – man overtager ikke konkurrentens historier. JPs massive dækning har simpelthen skræmt de øvrige medier væk. Endelig er den manglende dækning også udtryk for en lang række fejl samt tilfældigheder.
Ritzaus Bureau glemmer for eksempel at varsle landets redaktioner om den kommende landsretsafgørelse i »TID og STED«, hvilket kan forklare, at så få er til stede i retten – men ikke, at historien ikke bliver dækket undervejs. Og Aktuelts krimi-reporter har ferie, da dommen falder. Derfor bringer avisen først to dage senere en 9 linjer lang omtale af »danmarkshistoriens mest omfattende sag om seksuelt misbrug af børn under seks år,« som det noteres. Avisen fastslår i noten, at forældrene mener, der herskede »kaos« i institutionen. Og alligevel – ganske symptomatisk som de øvrige medier – følger Aktuelt ikke op på sagen.
Og lige så symptomatisk, er det snarere endnu en tilfældighed, der sætter JP på sporet af sagen.

Dansk Watergate
I efteråret og vinteren 1997 har journalist ved lokalavisen Bagsværd/Søborg Bladet Tonni Vinkel Sørensen beskrevet sagen – fra pædagogmedhjælperen anholdes i juli 1997, til han stilles for byretten i Gladsaxe den 23. december 1997, hvor han idømmes tre års fængsel. En dom som TV 2 Nyherne og Ritzau iøvrigt også dækkede.
Tonni Vinkel Sørensen beskriver, hvordan oprørte forældres mistanke fører til anholdelsen. Om krisehjælp til forældre. Om lederen af institutionen, der går på pension, da sagen kommer frem. Og han citerer et byrådsmedlem for, at institutionen burde have været lukket for længst.
Kort sagt: En god historie, der dog ikke skriver sig selv. Sagen bliver kørt for lukkede døre, anklageskriftet er hemmeligt, og ingen vidner må referere fra retsmøderne. Tonni Vinkel Sørensen er afhængig af forældre, der vil stå frem og fortælle om sagen. Det gør de i bladets spalter, og ikke mindst derfor undrer det ham, at ikke én journalist kontakter ham for at bære historien videre.
På et kursus omkring årsskiftet 1997/98 møder Tonni Vinkel Sørensen en medarbejder fra Jyllands-Posten – og forsøger at råbe kollegaen op.
»Det var helt tilfældigt, at det blev JP, men jeg mente, at nogen burde gøre noget – det var underligt at sidde med den alene,« siger Tonni Vinkel Sørensen. »Det er en dansk Watergate-historie med flere store procedurefejl fra kommunens side.«
Og da Jyllands-Posten først er blevet overbevist om historiens perspektiver, prioriterer avisen den højt.
Chefredaktør på JP, Ulrik Haagerup:
»Det her er ikke bare en skræmmende historie om sex-misbrug. Historien er i høj grad principiel. Der er tale om systematisk misbrug, som er foregået i en offentlig institution, hvor forældrene har afleveret deres børn i forvisning om, at det var ansvarlige pædagoger, der tog sig af dem.«
JP beslutter, at avisen skal sætte ind for fuld skrue i samme øjeblik, Østre Landsret sidst i maj afsiger kendelse i sagen, som anklageren har anket efter dommen i byretten i Gladsaxe. De to journalister Edith Rasmussen og Thomas Bjerg får et langt tilløb – de researcher sagen i tre uger inden den første artikel.
Thomas Bjerg:
»Vi havde til sidst så stor en research, at vi kunne dække næsten alle sidevinkler.«
Selv om de to JP-journalister erkender, at de helt bevidst gik efter at lave en dækning, der ville sætte konkurrenterne skakmat, undrer det dem, at de andre mediers nyhedsjægere slet ikke meldte sig på sletten:
»I dag sidder vi jo nærmest med en historie, der har isoleret sig som en øde ø – det er frustrerende,« siger Thomas Bjerg.
Edith Rasmussen:
»Det er da en helt vild vigtig historie – hvis den slags kan foregå i årevis i en daginstitution, så kan det jo foregå alle vegne.«

Ekstra Bladet stod af
Især kan det undre, at Ekstra Bladet lod historien passere upåagtet. Avisen prioriterer normalt kriminalstof højt, og en historie om børnesex er normalt en god historie for Ekstra Bladet.
Og mysteriet om Ekstra Bladets udeblivelse bliver kun større af, at Bagsværd/Søborg Bladets dækning, der satte JP i gang, i udgangspunktet var baseret på én eneste artikel. Den stod i Ekstra Bladet den 2. august 1997 – den første omtale af historien overhovedet. Og det blev samtidig den eneste historie, Ekstra Bladet har skrevet om sagen.
I artiklen bekræfter vice-kriminalinspektør Ole Andreasen blandt andet, at en mand er isolationsfængslet sigtet for anden kønslig omgang end samleje med mindreårige. »Vi har foreløbig været i kontakt med 13 forældrepar og deres børn,« siger inspektøren til avisen – med denne ikke uinteressante opfølgning: »Vi ved ikke, hvor det stopper.«
Journalist på Ekstra Bladet Gorm Lindbjerg forklarer, at han blev kontaktet af en af de involverede forældre, der ønskede at være anonym.
»Jeg gik til politiet med oplysningerne. De bekræftede dem, gav mig lidt mere information, men ikke meget,« siger Gorm Lindbjerg. »Og siden kontaktede min kilde mig ikke igen, jeg kunne ikke ringe til vedkommende og kunne derfor ikke skrive mere om sagen,« forklarer han.

Ikke vores stil …
Heller ikke B.T. forsøger at trænge til bunds i historien. Avisen nøjes med at referere om sagen, når retsinstanser-ne behandler den. I novem-
ber skriver avisen på side 15, at »flere lokale byrådsmedlemmer har udtrykt undren over, at hverken pædagogmedhjælperens kolleger eller institutionens leder opdagede noget.«
Avisen følger ikke denne undren op. Og da B.T. efter byretsdommen i december 1997 refererer, at forældrene er kritiske over for kommunen, følger avisen heller ikke op.
Og endelig skriver B.T. efter landsretsdommen i maj 1998, at det er »et mysterium«, at overgrebene overhovedet har kunnet finde sted uden mandens kolleger anede uråd. Men B.T. gør intet for at opklare mysteriet.
Hans Jensen, redaktionschef på B.T., forklarer, at »det er ikke vores stil at køre videre med den type historier.« Han uddyber: »Sagen er slut. Der har været en domsfældelse, og manden er blevet dømt.«

En gammel sag
Hverken Berlingske Tidende eller Politiken – JPs to hovedkonkurrenter i aviskrigen – giver på noget tidspunkt historien selvstændig dækning.
Ud over de syv RB-linjer efter landsretsdommen, har Berlingske Tidende i november 1997 under rubrikken »Landet Rundt« noteret, at sagen er begyndt ved retten i Gladsaxe. Og da byretten i december 1997 idømmer manden tre års fængsel, bringer Berlingske et RB-telegram.
JPs intense dækning af sagen bliver diskuteret på redaktionsmødet på Berlingske Tidende den 26. maj. Men den almindelige vurdering er, at JP dækker sagen for voldsomt.
Bent Winther, indlandsredaktør på Berlingske Tidende, forklarer:

»Historien er svær – normalt baserer vi os på politikilder, og når de er lukkede, så kræver en sådan sag langt flere ressourcer. Problemet er, at der i Jyllands-Postens dækning ikke er en hovedkilde, vi kunne kontakte. Set i bakspejlet skulle vi have gjort mere ud af historien.«

Han fremhæver, som flere andre mediefolk, at sagen er fire måneder gammel, da den når til landsretten.
»Der er tale om, at landsretten skærper en byretsdom med et halvt år. Og sådanne skærpelser behandler vi i noteform,« forklarer Bent Winther.
Politifuldmægtig ved Gladsaxe Politi, Michael Hansen, påpeger, at det er en misforståelse at kalde sagen gammel.
»Manden kunne være blevet frikendt. Alle beviser skal endevendes, det er forfra med alle papirerne. Det er en helt ny sag,« siger Michael Hansen, der var anklager i byretten.

Negativt selvsving
Kriminalreporter Henrik Bay på Politiken erkender, at avisen har svigtet.
»Det er selvfølgelig en fejl. Den historie burde vi have skrevet.«
Han forklarer, at byretsdommen falder den 23. december – samme eftermiddag som Højesteret løslader den varetægtsfængslede plejehjemsassistent i Plejebo-sagen, og det optog dengang redaktionens kræfter.
Politikens indenrigsredaktør Per Knudsen:
»Jeg så godt, at JP lavede en dramatisk dækning og studsede selv over det: »Er det ikke en historie, vi burde dække«,« siger Per Knudsen, der ikke selv har haft indflydelse på beslutningerne om dækningen. »Der er ikke tvivl om, at vores 14 RB-linjer er for lidt, men omvendt er JPs fire sider måske heller ikke den rette proportion. Det kan også kamme over, synes jeg.«
Ingen i kriminalredaktionen kan forklare, hvorfor Politiken ikke kastede sig over sagen op mod landsrettens afgørelse. Historien er simpelthen blevet overset. En slags negativ selvsving i pressen, når ingen skriver, så skriver vi heller ikke.
»Det første, man tænker, når man ser Jyllands-Posten, der er, at det en ankesag – og så er den gammel. Det vi-ser sig så ikke at være tilfældet. Og dernæst vurderer jeg, at JP tygger den så grundigt, at der ikke rigtigt er noget at gå videre med,« siger Henrik Bay.
Og der er nok ingen tvivl om, at når Jyllands-Posten tager luften ud af de øvrige redaktioner ved på én gang at levere alle sidehistorier, så falder motivationen for at tage historien op.
En mekanisme Jyllands-Posten genkender fra sig selv, men JPs chefredaktør, Ulrik Haagerup, advarer mod den:
»Der er en tendens i pressen, at hvis nogen kører en sag, der er velforberedt, og hvis der ikke er et håndtag, så hopper de øvrige medier ikke på. Det er en uheldig tendens, som vi også mærker her på redaktionen, men det må ikke være journalistisk stolthed, der styrer, hvilke historier man bringer.«
»Vi skal passe på i branchen, at vi ikke indfører et nyt kriterium ud over nyheds- og væsentlighedskriteriet – at hvis andre har haft den først og man ikke kan bidrage med noget nyt, så skriver man ikke om den. Offentligheden har vel krav på at få noget at vide om væsentlige sager.«