Hvordan bliver man rig i vores fag? Journalisten jagter svaret og støder blandt andet på en fotograf, der kan tjene 100.000 kroner om dagen, men som hellere vil være kunstner.
 

SKATTEJAGT. Det er ikke god tone at tale om penge og slet ikke om, hvor meget man får i løn. Ved middagsselskaber med mediefolk kan selv små lønforskelle vække anstød. "Tjener du virkelig 39.000? Jeg får kun 37.200!"
Reelt ligger de fleste af Journalistforbundets medlemmer – fotografer, journalister, kommunikationsfolk, tv-producenter og så videre – inden for en lønforskel på sølle 8.000 kroner.
Det fascinerende er, at vi har muligheden for at score den store gevinst.
For mig begyndte det en søndag i sofaen i mit nye hus. Jeg lå og bladrede gennem liebhavervillaerne i Berlingskes boligtillæg, da jeg faldt over en skøn arkitekttegnet villa på 719 kvadratmeter. Huset var beliggende i naturskønne omgivelser ved Mølleåen i Kongens Lyngby 15 kilometer fra Journalistens redaktion på Gammel Strand.
Ifølge annoncen havde huset både indendørs swimmingpool, pejsestue, tre badeværelser og tagterrasse. Prisen var godt nok lidt pebret, 12 millioner kroner og den månedlige netto på 65.000 kroner. Jeg har ingen formue, men hvem siger, at det hus ikke kan blive mit?
Jeg kontaktede Christopher Møller fra rådgivningsfirmaet Coboro for at få et uvildigt bud på, hvad jeg skal tjene for at få råd. Jeg fik også økonomisk rådgivning i efteråret, da vi flyttede til en villalejlighed i Nordvest-kvarteret uden for København. Vi, og alle de andre journalister, der bor her, kalder det Emdrup, men postnummeret er faktisk 2400 NV.
117 kvadratmeters villalejlighed til 3 millioner kroner var, hvad vi kunne klare med to indtægter fra to DJ-medlemmer. Spørgsmålet var nu, hvilket job jeg skulle ha' for at kunne få seks gange så meget plads og egen indendørs pøl?
Jeg begyndte researchen, mens jeg ventede på svar fra Christopher Møller.

I JOURNALISTFORBUNDET ligger gennemsnitslønnen på 37.000, og det er nogle hundredlapper mere, end hvad jeg tjener på fagbladet Journalisten, så hvis jeg vil købe huset i Lyngby, må jeg skifte job.
Men hvilke medier har råd til at give mig en ordentlig lønpakke?
Jeg skal nok søge derhen, hvor regnskaberne strutter af overskud. Det gælder for eksempel Bonnier Publications, der udgiver Bo Bedre, I Form og Illustreret Videnskab.
De seneste 10 år er overskuddet vokset og vokset og satte rekord sidste år med 300 millioner kroner.
Jeg spørger tillidsrepræsentant Claus Forrai fra Penge og Privatøkonomi, om medarbejderne har kunnet mærke noget til det?
Svaret er nedslående.
»Hvis man skal tjene mange penge, skal man ikke søge herud. Vi ligger klart under gennemsnittet,« siger Claus Forrai.
Selv om Bonniers indtjening er formidabel, ligger de journalistiske medarbejderes løn 2.000 kroner under gennemsnittet. Men de får dog del i en lille flig af overskuddet. De seneste år har hver medarbejder fået omkring 13.000 kroner i overskudsdeling, og det beløb er nu sat op til 19.000 kroner.
Og det er ikke nok til at købe en liebhavervilla.
På de store dagblade som Politiken og Berlingske tjener stjernereporterne omkring 50.000 kroner. Det kræver, at jeg først bliver reporter og siden stjerne. Det kan jeg ikke vente på. For de bedst betalte mellemledere ligger lønnen mellem 45.000 og 50.000 kroner. Stadig ikke nok.

JEG TALER MED FOLK I TV-BRANCHEN. Hvor er de nemme penge? Man hører så meget om tv-værternes fede hyre. Med det rette ydre er den hurtigste genvej til rigdom at blive tv-vært.
Ekstra Bladet skrev sidste år, at den daværende nyhedsvært på TV-avisen Reimer Bo tjente omkring en million. Jes Dorph-Petersen skulle ifølge Ekstra Bladet ligge på 1,2 millioner, mens Robinson Ekspeditionens Jakob Kjeldberg også lå på en rund million.
Især på TV3 og Kanal 4 og Kanal 5 vil jeg kunne tjene fedt, uden at arbejdet fylder det hele. Jakob Kjeldberg arbejder kun få måneder om året, men tjener alligevel kassen.
Han bor til daglig på den franske riviera, og da han var vært på TV3s søndagsprogram Onside, blev han fløjet ind samme dag og tog hjem igen samme aften eller dagen efter.
Udmærkede ansættelsesvilkår.
Nu er han skiftet til Robinson, og i en mail skriver han til mig, at hvis Viasat tillader det, vil han gerne fortælle, hvad han tjener.
"Jeg tror på, at den megen tys-tys angående lønninger primært tjener til arbejdsgivernes fordel."
Dagen efter skriver Kjeldberg, at Viasat ikke giver ham lov til at medvirke.
Jeg tvivler dog på, at selv et job som feteret studievært er nok til at overtage drømmevillaen. Mens jeg stadig venter på, at Christopher Møller fra Coboro beregner, hvad jeg skal tjene for at få mit drømmehus ved Mølleåen, begynder jeg at undersøge, hvad de rigeste fotografer tjener.
Jeg skriver til formanden for DJ-fotograferne, Peter Thornvig. Hvor er de store penge?
Svaret kommer prompte:
"Vejen til mange penge går ikke gennem fotografens linse."
En noget nedslående besked. Lønstatistikken viser, at reklame- og portrætfotografer ligger på 26.400 kroner. PFernes gennemsnit er 35.700 kroner.

PRESSEFOTOGRAF LEIF SMED NIELSEN tog i 1974 et billede af dronning Margrethe, idet hun snubler på en trappe under Rebild-festen.
»Leica'en med vidvinkel hang klar om halsen, da Margrethe faldt. Jeg trykkede spontant med hele hånden og troede bagefter, at mindst fem billeder var i kassen, men kun det første var til
præmie,« siger Leif Smed Nielsen.
Han var den eneste pressefotograf, som fik et billede, der kunne bruges, og ved Årets Pressefoto vandt han andenprisen med "Årets scoop".
Prisen var på 500 kroner, men det er intet imod, hvad han fik i royalties.
»Jeg havde et forbilledligt samarbejde med Polfoto og UPI, der solgte billedet på verdensplan på en fordelagtig måde for mig,« siger Leif Smed Nielsen.
Han vil ikke fortælle, hvor meget han tjente. Men renterne har givet ham mulighed for at leve et afslappet liv. Han kvittede jobbet på Aalborg Stiftstidende, tog sine fire børn ud af skolen og rejste rundt i Sahara i et halvt år med familien, inden han slog sig ned i Skagen.
Her tog han freelanceopgaver »for at få bøffer og rødvin« og skulle ikke bekymre sig så meget for dagen og vejen.
»Indtægterne har givet mig en vidunderlig frihed til at træde et skridt tilbage. Jeg har nydt at være i Skagen hele sommeren, i båden på Europas vandveje og af sted med Fjällräven, når vinteren blev for sur,« siger Leif Nielsen, der i dag er 70 år og kun fotograferer børnebørn.

OG HVAD KAN JEG SÅ LÆRE AF DET? At tage lige dét snapshot, der gør en pressefotograf rig, er lige så sandsynligt som at vinde i lotto.
Så hellere løbende indtægter som freelancefotograf. Her kan de mest succesfulde tjene 15.000-20.000 kroner om dagen på opgaver for store danske virksomheder.
De bedste aftaler løber op i en halv million kroner for en måneds arbejde.
Det fortæller Lars Bech, billedjournalist og partner i Das Büro.
Hvis jeg vil tjene mange penge, er hans recept:
Lav pr-opgaver for store virksomheder med mange penge
Afgiv dine rettigheder til billederne
Ansæt folk til at aflaste dig
Sig aldrig nej til opgaver
Lars Bech synes, at der er for meget hemmelighedskræmmeri blandt fotografer om, hvor meget man tjener. Han er ikke selv bange for at lægge tallene på bordet.
Til daglig skal han helst lave fire redaktionelle opgaver á 4.000 kroner, for at det ser fornuftigt ud. Men de helt store penge ligger ikke i magasiner og tidsskrifter.
»Den eneste måde at blive rigtig rig på er at lave pr og sælge sine rettigheder globalt. Det øger royalties med 35 procent,« siger Lars Bech, der har tjent 935.000 kroner de første fem måneder af 2008 og haft udgifter for cirka 200.000.
En af de tunge udgifter er studiet, som har adresse i Kødbyen på Vesterbro. Det koster.
»Hvis du er ude på at tjene mange penge, kan du spare penge på studiet og anskaffe dig en kortlæser og en computer. Så er du kørende,« lyder hans råd.
Han kører til daglig i en fed Chrysler 300c, og hver gang han får en stor ordre hjem, forkæler han sig selv med en ting, han virkelig ønsker sig.
»Det er typisk ting fra Prada – sko, jakker eller en robot, som jeg engang købte for 3.000 kroner, selv om jeg fortalte min kæreste, at den kun havde kostet 1.000,« siger Lars Bech.
Lars Bech har en elev ansat til at lave Photo-shop, mens Annette på 50 år klarer det økonomiske.
»Før var jeg verdensmester i at få penge i kassen, men var megadårlig til at administrere. Så nu kommer Annette, som jeg kalder 'mor', to gange om ugen, giver mig en krammer, tømmer mine lommer og sørger for, at regningerne bliver betalt. Min elev og 'mor' er helt sikkert de to ting, jeg er gladest for, at jeg har råd til,« siger Lars Bech.

HAN FORTÆLLER, AT HVIS JEG VIRKELIG vil gå efter guldet, skal jeg søge til udlandet, hvor pengene er endnu større. Det kan Peter Funch fortælle mere om. Han er uddannet fra Journalisthøjskolen i 2000, nu arbejder han som fotograf/billedkunstner med base i New York.
Peter Funch tog for eksempel fast-billederne til Nicolai Fuglsigs berømte hoppebold-reklame for Sony i 2005. I reklamen blev 250.000 hoppebolde sluppet ud i San Franciscos stejle gader.
Peter Funch fortæller, at de bedst lønnede opgaver giver 100.000 kroner om dagen. Deraf skal hans agent have 25 procent for at lave det kedelige papirarbejde med at forhandle priser, betingelser og royalties. Prisen hænger sammen med, hvor mange steder billederne bliver brugt.
»Det fungerer på samme måde som aflønning af fotomodeller. Jo mere de får lov til at bruge billederne, jo højere er prisen,« siger Peter Funch.
Han fortæller, at han bliver tilbudt pr-opgaverne, fordi han kan levere en anden slags fotografi end traditionelle reklamefotografer.
»I reklamebranchen ser man mange sleske fotos uden sjæl. Men som billedjournalist har jeg lært at fortælle historier på en mere ærlig måde – og hvis man kan overføre det til den kommercielle verden, er det ekstremt efterspurgt,« siger Peter Funch, der kalder sin stil for documentary – iscenesat virkelighed.
Nu har han en medarbejder ansat, er tilknyttet agenter i Danmark, Tyskland, USA og England og omsatte for 2,2 millioner sidste år.
»Min årlige indkomst er ikke vanvittig høj, men når jeg endelig arbejder, har jeg høje dagspriser.«
Men udgifterne er også høje. Efter kontor, rejser, ansatte og kunstgalleriet V1 trak Peter Funch omkring 350.000 kroner ud til sig selv sidste år.
Peter Funch lever derfor heller ikke et luksusliv. Han har godt nok købt en smart køkkenkniv og et par gode lædersko.
»For mig er det at kunne sige nej til et job luksusliv. Det at lave billeder uden modtager er luksusliv. Det at udføre en ide uden at spørge nogen om lov er luksus for mig,« siger Peter Funch.
Sidste år havde Peter Funch 30 skydedage, men det er meningen, at det antal skal være lavere i fremtiden, så han kan beskæftige sig med sin egentlige passion, kunstfotos, hvor han for eksempel skaber nye sammenhænge ved at billedmanipulere gadebilleder fra New York.

DET ER FINT NOK, at Peter kan nøjes med sko, køkkenknive og kunst. Men jeg vil have en indendørs swimmingpool. Desuden bliver jeg næppe topfotograf lige med det samme. Jeg kender ikke forskel på blænde og lukke og kan kun med nød og næppe betjene mit Canon Ixus lommekamera.
Og jeg har ikke lige tænkt mig at go west og flytte til USA. Men jeg kunne måske overtales til at flytte noget af vejen – for eksempel til Vestjylland, hvor kan jeg finde en luksusbolig for småpenge.
Jeg ved, at Bang & Olufsen i Struer jævnligt søger kommunikationschef. Senest skiftede Tino Pedersen på 42 år fra en journaliststilling på Nordjyske til virksomheden i Struer. Tino og jeg er lige gamle og har begge lavet undersøgende journalistik. Jeg har tidligere været pressechef. Hans job kunne blive mit.
Sammen med stillingerne som kommunikationschef i Danfoss, Grundfos og LEGO er jobbet som øverste ansvarlig for B&Os kommunikation blandt de tungeste – og derfor også bedst lønnede uden for de fire storbyer København, Odense, Århus og Aalborg.
Når jeg taler med folk i kommunikationsbranchen, gætter de, at B&O i hvert fald giver 100.000 til deres kommunikationschef. Det er det samme som statsministerens pressechef, Michael Ulveman, men omkring det halve af, hvad de allertungeste kommunikationsdrenge tjener i de store banker eller på Esplanaden.
Antallet af luksusvillaer omkring B&Os hovedkvarter i Struer er begrænset, og jeg finder hurtigt det rigtige hus. I stedet for indendørs swimmingpool og kanoidyl ved Mølleåen overtager jeg billedkunstneren Carl-Henning Pedersens tidligere atelier lige ud til Vesterhavet.
Pris: Kun 6 millioner kroner.
Da jeg får Tino Pedersen i røret, vil han ikke fortælle, hvad han tjener.
Han siger, han tog jobbet på grund af de faglige udfordringer.
»Min privatøkonomi er selvfølgelig blevet bedre. Men det er også et helt andet job,« siger Tino Pedersen, der afviser, at et job som kommunikationschef i en virksomhed som B&O er genvejen til nemme penge.
»Jeg kan ikke advare nok imod, at folk skifter arbejde for at få fri telefon eller fri bil. Det skal være den faglige personlige udvikling, ellers holder det ikke en meter.«
– Hånden på hjertet. Pengene må da betyde noget?
»Hånden på hjertet: Det er så minimalt. Selv om lønsedlen ser lidt større ud, er lønnen ikke nødvendigvis så forfærdelig meget bedre,« siger Tino Pedersen, der arbejder 50-60 timer om ugen.
Som journalist havde han en 37 timers arbejdsuge.
– Hvis ledelsen sagde: "Tino, fremover får du 100.000 om måneden," ville du så blive glad eller sur?
»Så ville jeg blive glad,« siger Tino Pedersen og griner.
– Hvad hvis cheferne tilbød dig 70.000?
»Jeg vil ikke sige, hvor meget jeg tjener.«
Pokkers. Jeg er nødt til at gætte og sætter derfor lønnen konservativt til 60.000 kroner. Det giver 720.000 om året.

»DU ER IKKE VED AT SKIFTE JOB, VEL?« spørger redaktøren en dag, jeg kommer ind ad døren. Han prøver at virke rolig.
»Nej, nej,« siger jeg. Jeg har travlt. Der ligger en besked om, at jeg skal ringe til min økonomiske rådgiver. Kan jeg flytte ind i liebhavervillaen i Lyngby eller Carl-Henning Pedersens atelier ved Vesterhavet?
Historien har fået mig til at spekulere over det mønster, jeg ser.
Det er fint at kunne det journalistiske håndværk. Man skal bare ikke udøve det i mediebranchen. Jo længere væk man bevæger sig fra journalistikken, jo federe bliver lønchecken. Mens kommercielle fotoopgaver giver kassen på ingen tid, skal pressefotografen håbe på at tage det scoop, der fører til et liv i sus og dus.
Det undrer mig også, at de rige ikke går mere op i at dyrke deres rigdom. Jeg havde forestillet mig at møde mediebranchens jetset med bling-bling og store biler.
Jeg har også det problem, at hvis jeg skal tjene mere, må jeg også arbejde mere, ligesom Tino gør. Hvis jeg sidder på kontoret og lægger kommunikationsstrategier hele tiden, hvornår skal jeg så svømme rundt i min swimmingpool?
Min sidste chance er at gøre som fotograferne, nemlig satse på royalties – passive income. Og måske forholde mig mere realistisk til, hvad jeg kan.
Sidste år fik jeg for eksempel tilbud om at skrive rejsekongen Stig Ellings biografi. Min kæreste var gravid, og opgaven gik i stedet til en tidligere journalist på Journalisten, Michael Holbek Jensen.
Han fortæller i telefonen, at bogen "Hele sandheden" endte med at sælge 8.000 eksemplarer.
»Når vi gør det hele op, har jeg tjent 120.000 kroner for fire måneders arbejde.«
Dermed ligger Michael lidt lunere i svinget end mange andre journalister, der har forsøgt sig som forfattere. De er blevet slemt skuffet over, at det kun blev til et sølle forskud og intet andet.
Hvis jeg skal skyde papegøjen, skal jeg imidlertid op i samme klasse som Ekstra Bladets Karen Thisted. Hun satte i 2003 skub i bølgen af samtalebøger med "Det skal mærkes at vi lever" med Johannes Møllehave og Benny Andersen.
Bogens research er baseret på samtaler en uge under solen på Kreta. Det har ikke været muligt at få Karen Thisted til at fortælle om tilblivelsen af bogen, men hun har ifølge Journalistens oplysninger ikke selv skrevet båndet ud. De to åbenhjertige herrer har sandsynligvis talt lige ned i spalterne, så det har højst taget en måned at skrive bogen.
Hvis Karen delte en standardroyalty på 15 procent ligeligt med Benny Andersen og Johannes Møllehave, har hun tjent i omegnen af 2,5 millioner kroner for salget af 250.000 eksemplarer. Forfatteren til bøgerne om Blekingegade-banden, Peter Øvig Knudsen, har sandsynligvis tjent det firedobbelte – men ikke for én måneds arbejde.

»DET ER CHRISTOPHER FRA COBORO.« Det er regnskabets time. Christopher Møller er indehaver af et uvildigt rådgivningsfirma, og jeg har bedt ham regne på tre scenarier.
Jeg bliver fotostjerne, tjener 2 millioner om året og køber huset til 12 millioner kroner i Lyngby.
Jeg bliver bestsellerforfatter, tjener 2,5 millioner, køber huset i Lyngby og fortsætter på Journalisten.
Jeg bliver kommunikationschef i Jylland, tjener 720.000 om året og køber Carl-Henning Pedersens atelier for 6 millioner kroner.
Christopher Møller lyder som en læge, der skal overbringe en meget dårlig nyhed.
»Det er nogle frygteligt dyre ejendomme, du har kig på.«
Uha. Det lyder ikke godt.
»Og min vurdering af de tre scenarier er, at jeg har svært ved at se, at det kan lade sig gøre. Især huset i Lyngby er oppe i de højere luftlag,« siger Christopher Møller.
Han opremser en masse faktorer, der tilsammen gør det hele ret ufedt.
Min formue er mildest talt begrænset, alene omkostningerne til lånet løber op i en kvart million kroner. Udviklingen på boligmarkedet har gjort bankerne mere nervøse.
Og af hans beregninger fremgår det, at jeg hverken får råd til æg eller salt.
»I dag har I et rimeligt rådighedsbeløb. I huset ved Mølleåen får I slet ikke noget rådighedsbeløb.«
Heller ikke som bestsellerforfatter har jeg råd til huset.
»Du er nødt til også at være stjernefotograf. Hvis du fortsætter på Journalisten, vil du have et negativt rådighedsbeløb på flere hundredtusinde om året.«
Hvor jammerligt. Huset i Jylland er min sidste redning.
Christopher Møller har en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er, at jeg har forelsket mig i et fritidshus. Det betyder, at vi ikke kan bo der hele året, og at realkreditlånet højst må udgøre 60 procent.
Det gør det dyrere. Men ikke umuligt.
»I vil have 50.000 kroner til jer selv om året – og det er jo ikke nok. Men hvis I kan presse salgsprisen ned fra 6 til 5 millioner kroner, tror jeg I kan blive lånegodkendt.«
Hvis det ikke er muligt at få prisen ned, er der kun en konklusion:
»Desværre, du har ikke råd.«
Da jeg har lagt røret, kan jeg mærke, at jeg er nødt til at ændre Christophers blanke afvisning til noget positivt. Det kræver en del, men til sidst står det klart for mig, at selv hvis jeg fik råd til liebhaverhuset, ville jeg slet ikke have tid til at nyde det sammen med min kæreste og lille Anika på 14 måneder.
Jeg vil heller ikke ende som en arbejdsnarkoman, der ofrer alt for jobbet, må ansætte au-pair for at få det til at hænge sammen og som 65-årig i et hulkende portrætinterview fortryder, at jeg ikke så min datter vokse op.
Men det udelukker selvfølgelig ikke, at jeg laver en Karen Thisted og finder ideen til dén bog, der kaster 2,5 millioner af sig. Og den skal nok komme. Bare vent og se. /