I et bondehus i Birkerød arbejder en nyhedsmand – alene og i tavshed. Dag efter dag producerer han en tegning til Jyllands-Posten. De verbale skulderklap fra redaktionen kan der gå måneder imellem, og på seks år har han kun to gange modtaget lovord fra en læser. Men nu får tegneren Niels Bo Bojesen Svarres Legat – en slags Cavling-pris for bladtegnere.

STREGERIER. Det er et ensomt arbejde at være bladtegner. Tegner Niels Bo Bojesen har ikke et heppekor af kolleger, og han har heller ikke altid familiens opbakning.

Den seksårige datter har for eksempel rost sin venindes fars sommerfugle-tegninger og sagt: »Du er meget bedre til at tegne end min far.«

Den modstand må JP-tegneren Niels Bo Bojesen leve med. Til gengæld kan han trøste sig med, at datteren ikke er eneste dommer på feltet.

For et par uger siden hyldede de danske bladtegnere Niels Bo Bojesen og tildelte ham Svarres Legat. Det er en slags Cavling-pris for bladtegnere og gives til en tegner, der har gjort sig positivt bemærket fagligt eller socialt.

Niels Bo Bojesen får legatet, fordi han dag efter dag evner at udtænke en tegning til Jyllands-Posten. En tegning, der er nem at afkode og raffineret i sin enkelhed. Samtidig rækker Niels Bo Bojesens horisont ud over attachemappernes verden – han tegner også det nære. Den hverdag, som mange spår, at aviserne skal skildre for at overleve. Ifølge Claus Seidel, der er formand for Danske Bladtegnere, er netop det miks af talenter begrundelsen for at hædre Niels Bo Bojesens streg.

Niels Bo Bojesen har selv svært ved at forklare, hvad han er god til. Ordene er ikke hans allerbedste venner. Men ligesom Niels Bo Bojesen er en mand, der gør sig den umage at varme mælken til kaffen, så prøver han også ihærdigt at finde de ord frem, der beskriver færdighederne:

»Jeg er vel god til at koge nogle ting ned. For mig er en god tegning en uden mange detaljer og uden for meget tekst. Det er jo en tegning og ikke en tegneserie, jeg laver. Men det er svært selv at sige, hvad jeg er god til. Jeg gør det jo bare,« siger Niels Bo Bojesen.

Det, han lige gør, er at producere en aktuel tegning til Jyllands-Posten fire dage om ugen. En tegning, der står ved siden af lederen og skal råbe læserne op – uden hjælp fra larmende rubrikker. Tegningen er som avisens retssal. Hver dag falder en dom.

»Når det fungerer, så bliver jeg glad indeni,« siger Niels Bo Bojesen.

Den dag formanden for bladtegnerne ringede og fortalte, at Niels Bo Bojesen i år skulle have Svarres Legat, var han også glad udenpå. Storsmilende kom han ud fra sit arbejdsværelse for at overbringe nyheden til sin hjemmegående kone.

»Jeg blev virkelig glad. Jeg ved sjældent, hvad folk synes. Jeg tegner jo ud i et tomrum. Lidt ligesom en skuespiller, der ikke kan høre sit publikum,« siger Niels Bo Bojesen.
Det har været svært for ham at beslutte sig for at blive bladtegner. Ud over at lære at beherske tusch og pen skulle han også finde ud af at bære navnet Bojesen.

Signaturen Niels Bo ledsagede for nogle år siden hans tegninger. I dag hedder den samme tegner Niels Bo Bojesen. Dengang frygtede han, at navnet Bojesen blokerede for budskabet i tegningen.

Måske publikum bare kiggede på navnet og tænkte: »Gud ved, om han er søn af tegneren Bo Bojesen?« Og allerværst, måske de brugte al deres tid på at tænke den tanke i stedet for at afkode tegningen. Det frygtede Niels Bo Bojesen. Han har bakset en del med, at hans far er den tidligere Politiken-tegner, der var så elsket, at han udgav årbøger fra 1948 og frem til 1992.

»Det har nok mest handlet om mine egne fordomme. Jeg tænkte, at hver generation må ryste posen og finde ud af, hvad de skal lave – det er jo en middelalderlig håndværkertradition at lave det samme som sin far. Det passede ikke til mig – troede jeg,« siger Niels Bo Bojesen.

Så først læste han jura, så læste han eskimologi, så begyndte han på Danmarks Designskole, og derefter illustrerede han bøger og fagblade.

Niels Bo Bojesen var sidst i 30erne, inden han blev bladtegner på Jyllands-Posten. Han rundede de 40 år, inden han underskrev sig Bojesen. Og først for et par år siden gik den nu 45-årige Niels Bo Bojesen i gang med at snakke fag med sin far. Som noget nyt kan han derfor i dag sige til sin far, at det kan være svært at lave en overskrift, der hænger sammen med en tegning. Og som noget nyt svarer faren »ja«.

»Det er den slags samtaler mænd kan have sammen,« siger Niels Bo Bojesen. Med et underspillet smil.

Niels Bo Bojesen mener, at hans far, der i dag har rundet de 80 år, har gjort en dyd ud af at lade ham gøre sig sine egne erfaringer. Stilmæssigt er Niels Bo Bojesen da også langt fra sin far. Faren tegnede detaljeret, Niels Bo Bojesens tegninger er renset for blomstrede tapeter og spøjse støvler.

»Det går stærkere i dag. I 50erne, 60erne og 70erne brugte læserne tid på at studere en jakke og et par sko. De har ikke den samme tid i dag. Derfor skal der være færre detaljer,« siger Niels Bo Bojesen.

Uden dikkedarer illustrerer han for ek-sempel, hvordan det svenske samfund lukkede sig om sig selv oven på mordet på ud-enrigsminister Anna Lindh. Tegningen er et svensk flag, hvor det gule kors er to lynlåse.

Selv er Niels Bo Bojesen ikke meget for at beskrive sine tegninger. Oven på ordene følger nemlig ofte tavshed og så et høfligt hø-hø. Tilbage sidder Niels Bo Bojesen med en flad fornemmelse – som hvis han havde været nødt til at forklare pointen i en vittighed.

Med mos på taget og brændeknuder i en fletkurv følger Niels Bo Bojesen nyhedsstrømmen fra sit stråtækte hus i Birkerød. I lighed med sin far arbejder han hjemme. Som barn oplevede Niels Bo Bojesen, at farens kontor – et hus ude i haven – var hjemsted for humørsvingninger.

»Han var vanvittig sur, indtil han havde fået en ide,« fortæller Niels Bo Bojesen.

Det var ikke nemt for drengen Niels, at Bojesen senior var forbudt for børn under ideudviklingen, men når ideen var på plads, var huset derimod hyggeligt. Lyden af farens pen, der bevæger sig hen over papiret, er et rart minde.
Ambitionen for Niels Bo Bojesen har været at blive en anderledes nærværende hjemmearbejdende far for sine to børn, der i dag er seks og tre år.

»Det er jo en mærkelig form for afvisning. Man er til stede uden at være til rådighed, det kan børn ikke opleve som rigtigt,« siger Niels Bo Bojesen.

Arbejdsværelset måtte ikke blive et helligt tempel. Derfor skulle Niels Bo Bojesen ikke have en dør ind til sit arbejdsværelse. Efterhånden begyndte han at stable flyttekasser op foran døråbningen for at få ro. I dag er der en dør.
Disciplin og systematik skubber ideerne frem, så Niels Bo Bojesen er færdig med hovedparten af sit arbejde, inden børnene kommer hjem.

Ideen til dagens tegning får han ved at gå på nettet, læse aviser, høre radioavis, læse aviser igen, høre radio igen – og så ser han tv-nyheder klokken 12.00. Omkring det tidspunkt skal Niels Bo Bojesen have ideen, og så får han også ideen.

Han tegner i hånden og farvelægger på computeren, hvor han også skubber kompositionen på plads. Endelig mailer han tegningen til Jyllands-Posten.
Dagens kreative sisyfos-arbejde er slut.