Du må gerne sende ind til Årets Pressefoto, hvis du arbejder på et lokalt eller regionalt dagblad, et fagblad eller et magasin. Du vinder bare ikke. Det viser en gennemgang af de sidste 10 års vindere af årets pressefoto i dette nummer af Journalisten.
Næsten ni ud af 10 vinderbilleder kommer fra fem landsdækkende dagblade, freelancere eller studerende. De regionale aviser, lokale aviser, magasiner, fagblade, websites og tv-fotografer må slås om resterne fra de riges bord.
»Årets pressefoto er død og ødelæggelse i udlandet,« lyder det fra fotograf
Anders Knudsen fra Lolland-Falsters Folketidende.
Selvfølgelig er det er problem for Pressefotografforbundet, når medlemmer opfatter prisen som en pris for den eksklusive gruppe af Tordenskjolds soldater, der har de bedste arbejdsforhold inklusive ture til udlandet, mens flertallet af de 815 medlemmer af Pressefotografforbundet kun kan drømme. Pressefotografforbundet bør alligevel tænke sig godt om, før man i panik laver en masse trøstepræmier, der devaluerer kvaliteten af Årets Pressefoto. For sagen er, at arbejdsvilkårene for fotografer på mange regionale og lokale aviser simpelthen udelukker høj kvalitet, og det bør man ikke strø sukker henover med en række priser for fotografi i Midtjylland, på Mors eller Lolland.

Derfor er coverhistorien i dette nummer af Journalisten mest en påmindelse om, hvor tæt økonomi og arbejdskvalitet hænger sammen. Dansk fotografi er delt op i et lille A-hold, der ligefrem kan vinde World Press Photo, og et stort B-hold, der kan hoppe på tungen efter dagens fotosedler.
Jakob Stigsen Andersen fra Midtjyllands Avis kan fortælle, at hans personlige rekord er 34 fotos i én mandagsavis. Der er ikke tid andet end hurtig registrering. En af vores kilder kalder det »den stille jyske død«.
Problemerne med billedkvaliteten er blot endnu en påmindelse om dagbladenes dødsspiral. Når de danske aviser markedsfører sig selv som et dyrt kvalitetsprodukt, hænger det ganske ikke sammen med de discountbilleder, som møder læserne i de fleste lokale dagblade.

Der er en vis ironi i, at det er Pressefotografforbundet, som uddeler prisen. For mange af fotograferne kan fortælle, at priserne er for morakkere, som har taget fritiden til hjælp for at lave det unikke. Det samme kunne man sige om Cavlingprisen og Dansk Journalistforbund. Men mange af medlemmerne har heldigvis et romantisk forhold til faget. Det er simpelthen en del af arbejdskvaliteten og identiteten at bevare målsætningen og drømmen om det suveræne. At devaluere priserne efter et 9-til-16-alle-skal-være-med-princip vil gøre dem ligegyldige.
Derimod bør Pressefotografforbundet lytte til magasinfotograferne. Flere suveræne magasinfotografer siger til os, at de slet ikke sender ind, fordi prisen kun er for aviser, og at det ligefrem ville begrænse dem i deres udtryk, hvis de underlagde sig dommerkomiteens æstetik. Man bør anerkende den virkelighed, at mange magasiner hylder et andet visuelt ideal end dagbladene. De bør have flere oplagte kategorier end portrætkategorien.
Og så burde Pressefotografforbundet omfavne den rivende udvikling på internettet med mere end én kategori. Den udvikling, vi ser nu, er en bombe under beskæftigelsen for rene stillfotografer. Et signal fra forbundet om, at fotografer for eksempel også kan være dygtige videojournalister, vil være tidssvarende. Endelig bør man overveje, om det virkelig kan være rigtigt, at kun fire ud af 14 vindere har taget billeder i Danmark. Er det kun mig, der drømmer om flere stærke reportagebilleder fra den nære virkelighed?