Jeg kom til at tænke på opfordringen, da jeg redigerede Journalistens tema om freelancere, der bliver brugt af de etablerede medier – lige fra magasiner til aviser og tv.
For selv om der selvfølgelig er et væld af eksempler på, at freelancere og redaktører i gensidig respekt arbejder sammen, så finder man også eksempler på redaktører – ofte mulige medlemmer af DJ – der ikke lever op til denne klassiske strofe fra Pippi Langstrømpe:
»Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar.«
Der, hvor det især er problematisk, er, når en journalistisk mellemleder på vegne af sin redaktion, ”lige” skal have en freelancer til at hjælpe med noget.
Det kan være kontaktinfo på centrale kilder fra en af freelancerens historier, som mediet vil lave i en egen version – uden at freelanceren honoreres.
Det kan være mediet, der kun køber én historie, men så selv går videre med vinkel og research i egne opfølgninger – efterladende freelanceren på bagperronen.
Det kan være redaktøren, der på vegne af avisen skruer kravene til leverancen op, uden at honoraret følger med.
Min lokale cykelsmed havde i nogle år et skilt:
”Lapning: 50 kroner
Smøring: 50 kroner
Bare lige: 150 kroner”
Der findes ikke ”bare lige” blandt professionelle, medmindre der er en etableret forretningsrelation, hvor den ”vældigt stærke” allerede betaler for en ydelse.
Ting koster. Og hvis man er ude i, at man som fastansat kollega skal ringe til en freelancer, fordi mediechefen har set en genvej til en god historie, så risikerer man meget nemt at blive en halvgrov håndlanger, der tramper på principperne om kollegialitet.
Og hvis det er svært at forstå, at vi skal værne om hinandens faglighed og professionalisme, så tænk på, at hver gang du som fastansat har succes med at få noget billigt eller noget ekstra af en freelancer – en historie, research, en opfølgning – så er du i gang med at overflødiggøre dig selv og din overenskomst.
I en tid, hvor mediernes troværdighed er under konstant angreb og til evig debat, er det direkte tosset ikke at betale de sidste hundrede eller tusinder kroner, som gør, at freelanceren gør sit bedste også næste gang. Det eneste, du får ud af det, er, at der cirkulerer dårlige historier om det medie, du repræsenterer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.