search

Den smukkeste tale er samtalen

 

 

Jeg taler meget. Og ofte meget længe. Faktisk kan jeg ret godt lide at tale. Alligevel ville jeg sommetider ønske, at jeg ikke åbnede munden helt så meget. Et ønske, jeg givet deler med mange andre – kolleger, venner og familie. Og i og for sig skulle man tro, at det at tale meget ville være en fordel for en vært på et samtaleprogram. Men det er det ikke. Faktisk udmærker den gode radiovært sig ved at kunne holde kæft. Hans eller hendes vigtigste funktion er at lytte. En evne, der ikke er alle beskåret fra fødslen. Somme af os har måttet lære det ved hårdt arbejde – og gennem megen træning.

Mine erfaringer stammer fra samtaler med mere end 300 gæster i det dagligstuestudie, jeg har etableret i Radiohusets tårn. Og de bedste udsendelser er absolut dem, hvor jeg har sagt mindst. Sådan har det ikke altid været. I de første mange Krydsfelter "klogede" jeg mig. Lytterne skulle ikke tro, at der var noget, jeg ikke helt havde styr på. Nu godt syv år senere ved jeg, at lytterne hellere vil høre gæsten sige kloge ting end lytte til mine meninger.

Mine forberedelser består først og fremmest i at skaffe mig så megen viden som muligt om gæsten og dennes univers. Det, parret med en faglig paratviden, er et godt fundament for enhver samtale. Det betyder, at jeg skal vide noget om f.eks. indenrigs- og udenrigspolitik, kulturlivet, have et rimeligt godt kendskab til dansk og international historie, kunne gengive, hvor Silkeborg ligger i SAS Ligaen, hvem Tiger Wood er, og hvorfor EPO ikke er en flod i Norditalien, selvom det altid nævnes i sammenhæng med Giro de Italia. I fuld alvor plejer jeg at sige, at jeg har været 60 år om at forberede mig til hver evig eneste udsendelse.

Når jeg går i studiet, har jeg ikke et eneste spørgsmål skrevet ned, intet papir med mig, af den simple grund, at det ville binde mig til en form, der ligger langt nærmere det journalistiske interview end den samtaleform, jeg stræber efter. Det betyder ikke, at jeg møder uforberedt op til udsendelsen. Jeg har før hvert eneste Krydsfelt brugt megen tid på at diskutere hele forløbet, hvert enkelt spørgsmål og alle emnerne igennem med en person, som jeg er fortrolig med, stoler på, lytter til.( Før i tiden havde programmet tilmed en tyve timers researcher og programudvikler). Især bruger jeg megen tid på at finde frem til begyndelsesspørgsmålet, fordi det ofte er styrende for hele samtalens videre forløb. Dertil kommer, at jeg dramaturgisk arbejder med "Berettermodellen".
Et vellykket Krydsfelt skal derfor begynde med et anslag, der får lytterne til at hægte sig på, så skal rummet omkring gæsten "rejses", alle brikkerne til de næste knap to timer lægges på plads. Derefter skal der skabes et dramatisk forløb, som får den fornødne tid til at folde sig ud, før "modløbet", der producerer den lyttermæssige spænding, sættes ind. Udsendelsen skal ende i samme tempo og på samme sted, som den begyndte.

I forhold til gæsten indgår jeg en slags "kontrakt" om, at han eller hun til enhver tid kan sige fra over for mine spørgsmål. Udsendelsen er altid direkte. (Noget andet er så, at der sommetider opstår etiske problemer i en lang direkte udsendelse, hvor gæsterne er placerede i ekstremt venlige omgivelser, skabt for at de skal glemme, at deres ord spredes til mere end hundredtusinde lyttere).

Gæsten og værten mødes som to passagerer, der sætter sig ind i toget på Københavns Hovedbanegård, hvorpå gæsten siger: Jeg er … og har i øvrigt lige … hvorefter værten svarer: Fortæl mig om det. Ved ankomsten til Odense kender lytterne gæsten en time og femogfyrre minutter bedre. Mere indviklet må det ikke forekomme – hverken gæsten eller lytterne. Besværet skal altid, og vil altid, være mit. Men det er bestemt det hele værd. Når det altså lykkes. For som Grundtvig sagde: Den smukkeste tale er nu engang samtalen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen