Sydsvenskan nedlægger sin københavnerredaktion, og dermed forsvinder den sidste svenske fuldtidskorrespondent fra Danmark. Journalisten fulgte Claes Fürstenberg på vej i toget.

NABO. Nede fra den nye, underjordiske perron på Malmö Central går togene mod København hvert tiende minut. På en halv time kan Claes Fürstenberg være tilbage i den danske hovedstads udbud af restauranter og kulturliv. Det bliver bare ikke det samme for Claes og konen. Enten bor man i byen, eller også er man turist.

Det samme kan man sige om Sydsvenskans dækning af københavnerstoffet, mener han. Man kan godt læse danske aviser og tage over og interviewe kilderne igen, men det bliver uden 'känslan' – den særlige tilgang og fornemmelse for historierne, som man har, når man bor i landet og omgås danskere.

Det mørkner over Øresund. Claes Fürstenberg er på vej hjem, og med ham forsvinder den sidste svenske korrespondent-stilling i Danmark. Som det sidste svenske medie har avisen Sydsvenskan holdt fanen højt med en københavner-redaktion, men en stor sparerunde på avisen betyder, at 80 stillinger skal spares væk, og herunder skal samtlige udlandskorrespondentstillinger nedlægges.

Hold Danmark rent – følg en svensker til båden. Sådan gik man rundt og sagde i firserne. Siden er det, som om fremmedgørelsen over for vores naboer har fortaget sig lidt, måske i takt med at vores kronekurs blev stærkere end deres, og fodboldlandsholdet vandt. Og så er der jo lige de 20.000 mennesker, der nu dagligt pendler over broen for henholdsvis at bo og arbejde på den anden side.

Men fordomme på kryds og tværs af Øresund er der trods alt stadig. Og godt for det. For det er og bliver en vigtig ingrediens, når der skal skrives korrespondenthistorier, erkender Claes Fürstenberg.
»Det er mere taknemmeligt at skrive om forskelle end ligheder. Især i starten, da jeg kom herover, havde jeg mange fastlagte ideer om, hvordan jeg skulle skrive om danskerne. Men jo længere tid man bor i et land, jo mere oplever man nuancerne, og jo sværere får man ved at klæde fordommene på og skrive: Sådan er danskerne. Af og til må man næsten lede efter ting, der adskiller os,« siger han og funderer lidt over, hvorvidt man bliver en bedre korrespondent af at opholde sig lang tid i et land.
»Man bliver måske lidt kedeligere,« kommer han frem til.

Som han sidder i cafeen på Hovedbanegården med sin fløjlsblazer og en asketisk sort kop kaffe, lever Claes Fürstenberg selv godt op til fordommene om en svensker – på den gode måde. En elskværdig mand, næsten blid, der straks modererer sine ord, hvis man lokker ham til at sige noget mindre flatterende om danskere eller danske medier.

Svenske journalister bliver ikke 'forargede', de bliver 'forundrede'. Men forundret kan han godt blive. For eksempel over den danske sprogbrug i debatten både i medierne og blandt politikerne.
»Mange har svært ved at forstå den danske retorik og måden, man diskuterer på. For eksempel et ord som 'ghetto', som både bruges af politikere og danske aviser. Det ville være fuldstændig umuligt i Sverige. Det er jo et stærkt stigmatiserende begreb. Folk i Mjølnerparken bryder sig ikke om at blive kaldt ghetto-beboere, alligevel ser man ordet i avisoverskrifter, og politikere har ghetto-planer og så videre.«

Den danske ghettodebat blev en historie i Sydsvenskan. Men Fürstenberg synes ikke, svenskere er ømskindede. I firserne var han korrespondent i USA, og der kom man galt af sted, hvis man kaldte nogen for sort. 'Ghetto' ville være mindst lige så slemt.

Der er en anden etisk bevidsthed på svenske medier end på danske. Det kan Claes Fürstenberg konstatere ved at sammenligne sin egen avis med redaktionen på Berlingske Tidende, hvor han dagligt sidder på et kontorpladslejemål.
»På Sydsvenskan og mange svenske aviser går man meget op i bodycount – man laver en optælling af alle, der er blevet interviewet til dagens avis, og ser på, hvor mange mænd, kvinder og herunder særligt indvandrere der er iblandt. Og så spørger vi også os selv, om indvandrerne er blevet interviewet, fordi de er indvandrere eller blot som Malmö-borgere. Den slags spekulerer man slet ikke over på Berlingske Tidende,« siger han.

Der er flere forklaringer på dette fokus. En er naturligvis de svenske ligestillings-traditioner. En anden er den forretningsmæssige. I Malmö har hver tredje borger indvandrerbaggrund, og der er al mulig grund til, at disse mennesker også føler sig dækket af Sydsvenskan.

Selv om den er at sammenligne med Nordjyske Stiftstidende, er Sydsvenskan en avis, der for tiden har større oplag end nogen dansk. Det kan den have i kraft af en stærk lokaldækning, men også fordi den kommer godt ud over det sociale og kulturelle spektrum og ikke bare – bemærker Claes Fürstenberg – skriver til en begrænset målgruppe af veluddannede mennesker, som det er tilfældet for flere danske morgenaviser.

Der er skåret to minutter af togturen til Malmö, efter at Citytunneln åbnede for nøjagtig et år siden. Det lyder af lidt, men føles af meget. Kort efter broen dukker toget igen ned i dybet, og pludselig står man på Centralstationen.

Claes bliver ikke fyret – i Sverige er man tvunget til at fyre de nyansatte først – men vender tilbage til hovedredaktionen som almindelig rapporter og klummeskribent. Personligt var han dog gerne blevet.
»Både min kone og jeg kommer til at savne København enormt meget. Vi har levet et rigtigt storbyliv og aldrig været så meget på restauranter og i teatret. Det er ikke, fordi man ikke kan gøre det i Malmö, der er bare ikke så meget nyt at opdage. Det har der hele tiden været i København.«

Han forventer dog stadig at komme til at beskæftige sig med København fra tid til anden. Byen er en del af Malmös lokalområde, og københavnerdækningen har lange traditioner. Hver torsdag er der et opslag dedikeret til København. Her lavede Claes Fürstenberg for eksempel senest en reportage om kriminelle i Tingbjerg, som kommunen giver mulighed for at flytte væk og starte på en frisk. Avisen har også en løbende serie – 'Mit København' – hvor forskellige personer viser byen frem. Senest var det Rasmus Seebach, som ifølge Fürstenberg er den bedst sælgende danske musiker i Sverige siden Gasolin.

Som udlandskorrespondent leverer Claes Fürstenberg traditionelt til alle dele af avisen. Det bliver til en del kulturstof, og lidt sport ryger der også over sundet, for eksempel da en dansk forsker undersøgte, hvorfor Danmark ikke har nogen Zlatan Ibrahimovic.

Spørger man, hvad der interesserer svenskerne ved vores lille land, er svaret dog klart – og så skal vi igen en tur tilbage til det med fordomme, forskelligheder og forundring.
»Suverænt nummer et er den danske udlændingepolitik. Jeg får ikke mange læsermails, når jeg skriver om den danske finanslov, men det gør jeg, når jeg skriver om integrationspolitik,« siger han.

Igen er det forskellene – og indignationen over disse – der driver læserinteressen. Men genkendelsen er der også. »Sverigedemokraterne går jo frem i Sverige, og her er der mange ligheder med Dansk Folkeparti. Så er det også et område, hvor der findes mange misforståelser, for eksempel den at dansk udlændingepolitik er ren Dansk Folkeparti-politik. Sådan er det jo ikke, der har været stor politisk konsensus om beslutninger, man i Sverige synes er kontroversielle,« siger Fürstenberg.

Den intense dækning af dansk udlændingepolitik har gjort, at Pia Kjærsgaard er den måske mest kendte danske politiker. Claes Fürstenberg vurderer, at hvis han stoppede folk på gågaden i Malmö og spurgte, hvad den danske statsminister hedder, så ville 20 procent svare Pia Kjærsgaard.

Og hvis skyld er det? Ja, det er jo blandt andet hans egen.
»Ja. Det er også noget, jeg har diskuteret meget med min chef. Pia Kjærsgaard er kommet med de mest utrolige udspil, men det giver hende jo enorm opmærksomhed, og så bliver hun endnu større, og så er man nødt til at skrive om hende,« siger han og konstaterer med et lille smil, at efter at DF har mistet sin parlamentariske indflydelse, er der en grund mindre til at have en korrespondent i København.

Pia K-interessen blandt svenske medier er paradoksal, for hun nægter konsekvent at udtale sig, hvis journalisten kommer fra Sverige, fordi hun for ofte har oplevet, at hun er blevet fejlciteret.
»Hun vil gå med til at lade sig interviewe i svensk tv, men ellers ikke. Jeg skulle på et tidspunkt skrive om TV2 News og ville høre hendes mening om kanalen, men jeg kunne ikke få et ord ud af hende,« siger han.

Sjovt nok har han også oplevet det modsatte. På et tidspunkt ville han interviewe et bandemedlem, der var blevet skudt under bandekrigen. Vedkommende ville ellers ikke give interviews, men da han hørte, at Fürstenberg kom fra en svensk avis, var døren åben.

I toget over Øresund gentager historien sig som en lille parafrase. Claes Fürstenberg rejste til København for at skrive om de anderledes og mærkelige danskere, men jo bedre han lærte dem at kende, jo sværere var det at skelne danske skikke fra svenske. Nu forsøger Journalisten at udfritte ham om forskellene på danske og svenske journalister, og igen må han grave dybt.
»Der er én stor forskel. Danske medier er besatte af politik. Der kan være 10 sider om politik i en almindelig udgave af Berlingske, og så udgiver man en hel sektion – Politiko – oveni. Bagefter tager man hjem og slapper af med at se "Borgen", inden man lige zapper over på TV2 News for at få det sidste med,« siger han og tilføjer de mange klummer, kommentarer og læserbreve, der også har et politisk indhold. Til sammenligning har svenske aviser langt mere sport, vurderer han.

Det store personfokus, som vi i dansk presse har slået os selv i hovedet med i de seneste år, mener han ikke, vi kan tage patent på i nordisk sammenhæng.
»Det gør vi også hele tiden. I øjeblikket har vi sagen med den socialdemokratiske leder, Håkan Juholt, der har fået for store bidrag for dobbelt husførelse. Så vi har den samme heksejagt.«

Som udenrigskorrespondent står man sjældent for de store afsløringer, så Claes Fürstenberg har lidt svært ved at udpege sit største københavner-scoop. Til gengæld har han ikke svært ved at sige, hvilken historie der har skabt størst opmærksomhed.
»Det var en klumme, hvor jeg skrev om skuespilleren Michael Birkkjær, at han var kendt fra tv-serien "Sommer", og nu også som morder i "Forbrydelsen 2". Hvad jeg ikke lige tænkte på, var, at der var to uger til, at serien sluttede i Sverige. Jeg tror, jeg fik 100 vrede mails. Så mærker man virkelig, at man har læsere.«