Den sidste succes ebber ud

I et vanvittigt deprimerende årti for dagbladene har det været en sjælden glæde at følge dagbladet Børsen, der har trodset enhver spådom om dagbladsdommedag og næsten har fordoblet sit oplag. Med Leif Beck Fallesen i spidsen har avisen skabt en avisprofil, der ikke eksisterede før, og fanget tidsånd og læserforventninger bedre end nogen anden dansk avis.

I et vanvittigt deprimerende årti for dagbladene har det været en sjælden glæde at følge dagbladet Børsen, der har trodset enhver spådom om dagbladsdommedag og næsten har fordoblet sit oplag. Med Leif Beck Fallesen i spidsen har avisen skabt en avisprofil, der ikke eksisterede før, og fanget tidsånd og læserforventninger bedre end nogen anden dansk avis.

Da Leif Beck Fallesen trådte til i 1996, var Børsen en avis for erhvervslivets top, og i dag fremstår den som et bredt appellerende, landsdækkende dagblad, der ud over erhvervshistorier satser hårdt på mode, mad, klimadebat og meget mere. Det er godt gået.
Men succeshistorierne fra Møntergade er blevet færre det seneste år. Oplagsfremgangen er gået i stå, annonceindtægterne er styrtdykket, og avisen har gjort noget så sjældent som at fyre journalistiske medarbejdere her i foråret. Det er ellers ikke sket siden 1993.

Leif Beck Fallesen har aldrig tidligere troet på en grænse for papiravisens oplag, men forventer nu minimal vækst, og mediebureauer forventer et fortsat fald i annonceomsætningen. Spørgsmålet er så, hvad planen er i Møntergade, når det mest succesfulde dagblad i Danmark har ramt muren.

Vi har spurgt Fallesen selv og har set nærmere på, hvad der skabte succesen. For selv om Kristeligt Dagblad og Information også klarer sig fint, er Børsen den største dagbladssucces omfangsmæssigt, og avisen har nu problemer. Det understreger bevægelsen mod et kraftigt forandret medieunivers, som er på vej, hurtigere end de fleste bryder sig om, og det er vel værd at bemærke, når den sidste bastion falder.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige formelt goddag. Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, skal tilbringe det næste halve år på Syddansk Universitet som fellow, og derfor træder jeg i hans sted i perioden frem til februar. Jeg har ikke tænkt mig at lave meget om på den redaktionelle profil, men glæder mig til at skabe blade, som forhåbentlig både kan fascinere, forundre, overraske, irritere og gøre jer læsere, og os på redaktionen, en del klogere.

Jeg mener, det er vigtigere end nogensinde, at der findes et forum, der forholder sig kritisk til medier, og den magt, vi udøver, netop fordi medierne er i så hastig forandring. Og det vil vi på redaktionen gøre vores bedste for at se nærmere på, diskutere og eksponere.

0 Kommentarer