Dagbladet Aktuelt blev i realiteten lukket for over et år siden. Dengang blev chefredaktører og LO enige om, at Aktuelt måtte genfødes i en ny og helt anderledes skikkelse. Det skete bare aldrig. Det sidste kapitel i Aktuelts historie er fyldt med frustrationer og beskyldninger.

"Jeg kan ikke fordrage det her prangende kontor. Det har jeg aldrig kunnet."

Aktuelts tidligere chefredaktør Anders Jerichow slår ud med armene og kigger sig omkring. Her er mørke skinnende træmøbler, et stort mødebord og for enden af kontoret et gigantisk indrammet verdenskort. Tre glasruder med persienner giver udsigt til redaktionen.

Der er stille i Mediehuset på Kalvebod Brygge.

For fem dage siden fjernede LO det årlige tilskud på 60 millioner og lukkede i realiteten Dagbladet Aktuelt. "FARVEL," hed avisens sidste forside.

En etage under Anders Jerichow sidder A-pressens direktør, Bjarne Salomonsen. Han har et kontor på størrelse med Anders Jerichows, men der er til gengæld udsigt over Københavns Kanal. Og i modsætning til Jerichow beholder han kontoret.

Bjarne Salomonsen er ansvarlig for at føre LOs mediepolitik ud i livet. Han arbejder tæt sammen med LO-formand Hans Jensen og beskrives af mange som manden, der styrer fagbevægelsens mediepolitik.

Direktøren er ophidset. Vi har talt sammen i halvanden time. I halvanden time har han forsvaret, hvorfor Aktuelt er historie. Nu er han oven i købet for sent på den. Han rejser sig fra mødebordet, de to tomme colaer og JOURNALISTENs snurrende båndoptager, går over bag sit skrivebord og siger med hævet stemme:

"Og du kan bare citere mig for det hele."

Bjarne Salomonsen går ud af sit kontor. Så kommer han pludselig ind igen med et mildt udtryk i sit røde ansigt:

"Du finder selv ud, ik?"

Bjarne Salomonsen og Anders Jerichow spiller to centrale roller i det sidste afsnit af Dagbladet Aktuelts 130-årige historie. De har i over et år arbejdet på at redde den gamle arbejderavis. Det mislykkedes. I dag snakker de ikke sammen. Ikke hvis de kan blive fri i hvert fald.

For godt et år siden, i februar år 2000, var tonen anderledes. Dengang begyndte det sidste kapitel i Aktuelts historie og avisens sidste nedtur.

 

Hemmelige krisemøder
Chefredaktørerne og makkerparret Anders Jerichow og Kresten Schultz Jørgensen havde i flere måneder snakket om, at der skulle gøres noget radikalt ved Aktuelt. Omkostninger steg, og oplaget faldt. Siden Lisbeth Knudsens relancering af Aktuelt i 1997 var oplaget faldet fra 34.132 til 26.948 i andet halvår af 1999. Lidt mere end hver femte avis på to år. Det kunne ikke blive ved.

I løbet af februar og marts holdt de to chefer flere hemmelige krisemøder med Hans Jensen, formand for LO og A-pressen; Knud Heinesen, formand for Aktuelts bestyrelse, og naturligvis direktør Bjarne Salomonsen.

Det blev måske ikke sagt direkte, men efter møderne stod det klart, at Dagbladet Aktuelt ikke kunne fortsætte uden radikale ændringer. Både LO-folkene og chefredaktørerne var enige om, at avisen var god. Men det hjalp bare ikke noget, når læsere og annoncører løb skrigende væk.

Avisen måtte dø, og så handlede det om at lade den genopstå i en ny og bæredygtig krop. Det sidste var udfordringen.

Den 26. april 2000 satte Anders Jerichow og Kresten Schultz Jørgensen punktum for deres redningsplan. Den indeholdt fire punkter. Nu skulle avisens ejere bare vælge.

 

De dyre kvadratmeter
Første forslag handler om øjeblikkeligt at spare ti millioner. Ifølge planen skal Aktuelt flytte væk fra Kalvebod Brygge og ind i mindre og mere ydmyge lokaler. Avisen betaler 5,7 millioner kroner om året i husleje for 1536 kvadratmeter i Mediehuset. Et andet og mindre lejemål i byen kan fås for 2,5 millioner kroner, har redaktørerne fundet ud af. Besparelse: 3,2 millioner kroner.

Samtidig kan Aktuelt spare 2,3 millioner kroner på sit bidrag til fælles administration i Mediehuset. Og endelig foreslår redaktørerne, at avisen bliver trykt et andet sted. Dagbladet Aktuelt trykkes på Dansk Avistryk. Trykkeriet er ikke en del af fagbevægelsen, men heller ikke medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Det betyder, at Aktuelt stadig kan udkomme under en generalstrejke i Danmark. Trykaftalen er dyr.

Hvis Aktuelt finder et andet trykkeri og går over til broad-_sheet, så kan avisen spare 4,5 millioner.

I alt en besparelse på ti millioner kroner. "Første skridt", ifølge de to chefer.

Men her går det allerede galt, for Bjarne Salomonsen er slet ikke begejstret for udsigten til at spare ti millioner ud af tres.

Chefredaktørerne siger, at de aldrig har forstået hvorfor. Her er Bjarne Salomonsen forklaring:

"Det hele er fint nok," starter direktøren. "De kan godt flytte ud for min skyld, skifte trykkeri og alt det der. Men at starte en diskussion – en strategisk diskussion med, om man skal spare et par millioner ved at flytte herfra, det må du meget undskylde, det, mener jeg ikke, er kvalificeret ledelse. Det mener jeg sgu ikke. Man må starte med produktet. Hvad vil vi med produktet," tordner Salomonsen i dag.

Dengang var tonen stadigvæk pæn.

 

En ugeavis
Den fortrolige redningsplan fra Jerichow og Schultz indeholdt nu også en plan for produktet, avisen.

Det andet forslag hedder "Omlægning af Aktuelt til ugeavis." Her opstår fundamentet til den ugeavis, der gik rygter om i et halvt år, og som i dag er ved at opstå som et Politiken-projekt.

"Der var almindelig enighed om, at ugeavisen lød fristende," husker Bjarne Salomonsen. "Jeg syntes det. Min bestyrelsesformand syntes det. Aktuelts bestyrelsesformand syntes det. Chefredaktionen syntes det. Her kunne vi se perspektiv. Med en ugeavis gjorde vi noget helt nyt. Der lå en vision," siger Bjarne Salomonsen.

Dermed var forslaget om at "downsize Aktuelt til en nicheavis à la Information" allerede uddebateret. Det sidste punkt i redningsplanen var blot et sup-plerende forslag om, at Aktuelts tegnestue kunne lave flere opgaver for fagbevægelsen for at tjene penge til avisen.

I april måned 2000 var hovedkursen for Aktuelts redning fastlagt: Aktuelt skulle være en ugeavis. Og som det hed i planen: "…en offensiv nyskabelse på det danske bladmarked…"

Den ugentlige avis, der bliver omtalt som "Ugeavisen Aktuelt", skulle vægte "reportager, baggrund og analyse af tendensmæssig karakter". Med et oplag på bare 17.500 abonnenter, eller en fjerdedel af Weekendavisens oplag, kunne LO nøjes med at betale 12 millioner om året i stedet for 60 millioner. De første år altså. Efter fire-fem år skulle oplaget runde 30.000, og "Ugeavisen Aktuelt" ville være en forretning uden behov for støtte.

Det sidste var chefredaktionens ypperste mål. De kaldte gang på gang Aktuelts økonomi for "syg". Også over for ejerne fra LO, som ikke brød sig om udtrykket.

Chefredaktionen mente, at omlægningen allerede skulle ske fra august måned – altså for otte måneder siden. Der var jo ingen grund til at vente på, at oplaget faldt endnu mere.

Bjarne Salomonsen var af en helt anden mening. Han gjorde opmærksom på, at man ikke kan lave en avis uden markedsundersøgelser og fokusgrupper.

Derfor blev blandt andre bestyrelsesmedlem i Aktuelt og medie-forsker Preben Sepstrup hyret for at finde ud af, om danskerne overhovedet var interesseret i at købe "Ugeavisen Aktuelt". Den korte konklusion på Preben Sepstrups undersøgelse var: Ja.

Preben Sepstrup tror stadigvæk på, at LO kunne have omlagt Dagbladet Aktuelt til "Ugeavisen Aktuelt" og over en fem-årig periode fjernet tilskuddet fra LO.

Men andre analyser var mere skeptiske, og hverken LO eller chefredaktionen fik noget sikkert argument for at relancere Aktuelt en sidste gang.

Det blev august uden et "Ugeavisen Aktuelt".

 

Fatal beslutning
De to chefredaktører fik en begyndende fornemmelse af at slå i en dyne. De mente, uanset analyser, at man skulle forvandle Aktuelt til en ugeavis så hurtigt som muligt.

"Altså uanset, hvor dårlig idéen var, så måtte den være bedre end alternativet: At lukke avisen," mener Kresten Schultz Jørgensen stadig.

De gjorde et nyt forsøg den 28. august. De skrev et brev til Bjarne Salomonsen og Hans Jensen, selv om de frygtede, at det kunne virke provokerende.

I brevet foreslog de, at Aktuelt skulle finde investorer udefra for at realisere "Ugeavisen Aktuelt". En medejer, eller måske en medievirksomhed, der ville købe hele Aktuelt. Formålet var at gøre avisen kommercielt bæredygtig så hurtigt som muligt og i sidste ende slippe af med det tunge åg af et image.

Der skete ikke noget. Og i løbet af september blev redaktørerne utålmodige. Venskabet mellem de to begyndte også at slå revner.

Kresten Schultz Jørgensen tager en fatal beslutning. Han vælger at tage sagen i egen hånd og kontakter flere ledende socialdemokrater i håbet om, at de kan presse LO-toppen til at godkende projekt "Ugeavisen Aktuelt".

Kresten Schultz Jørgensens plan slår totalt fejl. Offensiven rammer Kresten Schultz Jørgensen lige i det ellers så politisk bevidste hoved.

I dag erkender han, at han var naiv.

Nogenlunde samtidig fortæller han en journalist fra Politiken om Aktuelts ugeavisplaner. "Alle muligheder er åbne," lød hans konklusion. Det og måske andre elementer blev for meget for fagbevægelsen og Aktuelts bestyrelse.
Kresten Schultz Jørgensen blev fyret den 8. oktober. Samtidig blev hans kontor aflåst. Ejerne frygtede, at han skulle lække fortrolige papirer.

"Jeg forsøgte at bringe nogle mennesker på banen, som ville avisen det bedste," fastholder Kresten Schultz Jørgensen, der ikke har talt med Anders Jerichow, siden han blev fyret. Men selv om forholdet mellem de to mildest talt er skidt, så siger de uafhæn-gigt af hinanden, at de altid har været enige om at lave en bæredygtig ugeavis.

 

Skjulte forhandlinger
Da Kresten Schultz Jørgensen forsøgte at "trykke på knapper", var der mange ting, han og Anders Jerichow ikke vidste.

Bjarne Salomonsen og Hans Jensen havde nemlig kørt et sololøb siden februar – og måske endnu længere. Uden om bestyrelse, chefredaktion og alle andre. Tilbage i februar aftalte Bjarne Salomonsen og Hans Jensen, at den eneste måde at redde Aktuelt på var ved at finde en "strategisk alliancepartner, der ville gå med i et ejerskab". Stadigvæk omkring en ugeavis. Denne helt private aftale mellem de to topfolk blev indgået sideløbende med, at de holdt krisemøder med chefredaktørerne.

Ifølge JOURNALISTENs oplysninger tog Bjarne Salomonsen kontakt til Politikens Hus, sandsynligvis i februar måned, for mere end et år siden. Flere kilder mener dog, at den første kontakt fandt sted langt tidligere.
Politikens Hus er i dag den eneste virksomhed, der har indgået seriøse forhandlinger med A-pressen om Aktuelt. Forhandlingene med Politiken fortsatte helt frem til februar i år. Altså i et år, før de brød sammen.

Ingen ønsker at sige noget om de hemmelige forhandlinger. Bjarne Salomonsen fortryder blot, at han holdt dem hemmelige over for chefredaktionen.

"Det er det eneste, jeg ærgrer mig over i hele forløbet," siger han.

Anders Jerichow ærgrer sig også over, at han ikke fik noget at vide:

"Man ved ikke, hvad det havde ændret, hvis vi havde kendt til forhandlingerne. Men vi kunne i hvert fald have lagt vores anstrengelser et helt andet sted."

Jerichow var med til at afskedige sin gamle ven. Og fra oktober blev den tilbageværende chefredaktør inddraget i møderne med Politikens Hus.

 

Ledelse efterlyses
Journalisterne mærkede hurtigt, at der var blevet en chef mindre, og at Anders Jerichow havde meget at lave.

Kresten Schultz Jørgensen og Anders Jerichow havde i det store hele været et populært par i Mediehuset. Kresten Schultz Jørgensen var spradebassen, der råbte "skidegod artikel" tværs gennem redaktionen. Han gik rundt på kontorerne og satte i gang. Derfor var mange kede af, at han skulle rejse.

Jerichow kunne ikke udfylde hullet. Han er mere indadvendt, tænkende og anstændig, som han bliver kaldt. Jerichow bruger under ingen omstændigheder sin tid på at drikke kaffe og pleje netværk. Hverken opad eller nedad i systemet.

"På det punkt er jeg nok lidt gammeldags," siger han selv.

Journalisterne fik en fornemmelse af, at der foregik noget, som de ikke kendte til.

Men først den 8. december fik de første medarbejdere en idé om, hvad der foregik på de store kontorer i Mediehuset. Bjarne Salomonsen indviede Mediehusets samarbejdsudvalg i planerne om en ugeavis. Det vil sige tillidsmand Nicolai Kampmann og et par dage senere medarbejderrepræsentant i A-pressen, Dorrit Saietz. De blev begge underlagt tavshedspligt.

Dørene var lukket igen.

"Jeg opfattede faktisk ikke på det tidspunkt tavshedspligten som noget stort problem. For det så jo positivt ud," forklarer tillidsmanden i dag. Nicolai Kampmann fik aldrig fornemmelsen af, at avisen var ved at lukke.

Ordet lukning blev først nævnt på et møde i samarbejdsudvalget den 21. februar. Det var efter, at forhandlingerne med Politikens Hus var brudt sammen. Og et år efter, at Anders Jerichow, Kresten Schultz Jørgensen, Bjarne Salomonsen og Hans Jensen havde holdt den første række af krisemøder.

 

Titanic går ned
De sidste uger gik stærkt. Anders Jerichow fremlagde et "Titanic-dokument" for Bjarne Salomonsen og Hans Jensen. Her beskrev han Aktuelt som Titanic. Et storslået skib, der sejlede mod et isbjerg, mens musikken spillede.

"Den eneste forskel var bare, at vi kunne se isbjerget, og så var der strengt taget ikke grund til at sejle ind i det," pointerer chefredaktøren. ‘

Han foreslog ledelsen øjeblikkelige besparelser på 30 millioner om året. Tonen mellem Bjarne Salomonsen og Anders Jerichow var ikke god. Salomonsen opfattede spareplanen som useriøs.

"I 2000 kom du med en plan, hvor du kunne spare ti millioner. Efter det hele er kikset, så kan du spare 30 millioner. Men hvis du kan dokumentere de besparelser og dokumentere, at det ikke går ud over yderligere oplag, så ok," sagde Bjarne Salomonsen til Anders Jerichow.

Det kunne Anders Jerichow ikke.

Til sidst gav Bjarne Salomonsen chefredaktøren et tilbud om, at han kunne overdrage alle aktierne i Aktuelt for en krone, hvis Jerichow ville finde en "køber". Ifølge JOURNALISTENs oplysninger førte det til flere kontakter, blandt andet til Information. Men ingen var interesserede i at være medejere eller ejere af "avisen med den værste udvikling i Danmarkshistorien", som Bjarne Salomonsen selv udtrykker det.

Løbet var kørt.

Det vidste Bjarne Salomonsen, Hans Jensen og Anders Jerichow i hvert fald. Men de fleste andre var endnu lykkeligt uvidende om, hvad der foregik. De to bestyrelser var hverken orienterede om ugeavis-modellen eller forhandlingerne med de andre medie-huse. Aktuelts bestyrelse blev først orienteret, da to bestyrelsesmedlemmer indkaldte til ekstraordinært bestyrelsesmøde den 19. marts for at finde ud af, hvad der foregik.

Det næste møde var et bestyrelsesmøde i A-pressen, som Aktuelts bestyrelse også var indbudt til at overvære. Det blev indkaldt med 24 timers varsel. Datoen er den 5. april.

Bjarne Salomonsen orienterer på mødet. Han fortæller, at "selskaberne i koncernen skal kunne sandsynliggøre, at de kan blive økonomisk selvbærende". Det er A-pressens nye politik.

Tallene er skrækkelige. Dagbladet Aktuelt kan ikke sandsynliggøre noget som helst, mener bestyrelsen.

Klokken 16.48 beslutter fagbevægelsen at lukke Aktuelt.

 

Træt af fiaskoer
Vi er tilbage i Bjarne Salomonsens kontor fem dage efter lukningen.

"Jeg vil godt se dem, der kunne gøre mere, der var realistisk," siger han.

– Bliver du aldrig i tvivl, om det kunne lade sig gøre at redde avisen?

"NEJ," siger han. "Jeg er fuldstændig sikker. Når det ikke kunne lade sig gøre i 12 år med en milliard kroner, hvad fanden skulle så gøre, at det kan lade sig gøre nu."

Bjarne Salomonsen er synligt træt af at blive udråbt som den, der slog Aktuelt ihjel. Han vil ikke høre tale om, at forløbet har været trukket ud. Eller at det er mærkeligt at holde bestyrelserne udenfor. Eller at man kunne have givet ugeavisen en chance. Eller andre angreb.

"Det afgørende for mig er, at jeg ved, at der er gjort alt, hvad der er objektivt og realistisk muligt for at holde liv i den avis. Jeg har kraftedeme brugt i hvert fald de sidste 12 år af mit liv på det."

Bjarne Salomonsens korte svar er, at han ikke troede på nogle af redningsmodellerne.

"Vi ville ganske enkelt ikke lave en ny relancering, som blev en fiasko."

Rygterne om, at LO blev nødt til at lukke Aktuelt for at kunne gifte sig med FTF, vil Bjarne Salomonsen ikke engang sige "ingen kommentarer" til.

"Aktuelt er blevet lukket på grund af de papirer, der viser en indtægtsudvikling og markedsudvikling, der er en ren katastrofe. Det klart dårligste i hele Danmark. Og det er ufortjent. Meget ufortjent. Men det er bare det, der er sandheden."