Danske medier har kun én fast korrespondent placeret i Østeuropa. Engang var tallet otte. Dækningen af Polen, EU's sjettestørste økonomi, kaldes "pinlig" af ekspert. Og hvad skete der egentlig med Ungarns medielov?
Blandt korrespondenterne på Danmarks seks største aviser, det største nyhedsbureau samt to landsdækkende tv-stationer er blot én enkelt udstationeret i den gamle østblok. Resten sidder i vestlige hovedstæder som Paris, London og Berlin samt i Bruxelles.
Det er et markant fald. I 1998 havde de ni største medier otte korrespondenter i den forhenværende østblok. Eksperter er kritiske over for udviklingen.
»Der er mange sorte huller i Europa, som medierne dækker meget dårligt. Det har været et problem længe, og det er kun blevet værre,« siger Mark Ørsten, medieforsker og lektor ved Roskilde Universitet.
Tal fra den europæiske statistikbank Eurostat viser, at Baltikum, Rumænien, Slovakiet og Polen næste år vil stå for den højeste økonomiske vækst i Europa. Polen betragtes nu som EU's sjettestørste økonomi.
»Dækningen af Polen er noget pinlig i Danmark. Nu læser jeg selv polske aviser, og de dækker altså Danmark, langt mere end vi dækker dem,« siger Søren Riishøj, lektor med speciale i Østeuropa, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.
Søren Riishøj peger på, at der stadig er store kulturelle forskelle mellem øst og vest i Europa, som er vigtige at holde for øje, hvis man vil undgå at forfalde til en ensidig negativ dækning.
»Når vi ikke har den løbende dækning, kan man komme til at lave grove fejltagelser. Det ender let med, at vi får et meget unuanceret og negativt billede af de her lande, som er helt ved siden af virkeligheden.«
De fleste danske medier dækker udelukkende Østeuropa ved at følge EU-debatten i Bruxelles eller ved lejlighedsvis at sende journalister af sted fra redaktionen i Danmark.
»Dækningen er meget præget af enkeltsager, og vi mister derfor den bagvedliggende forklaring på problemerne. Derfor trives stereotyperne også. Jo mindre vi ved, jo bedre trives fordommene,« siger Mark Ørsten, der blandt andet nævner nyheder om kriminelle østeuropæere, der hærger i Danmark, som dem, hvor central- og østeuropæere oftest omtales i danske medier.
Henrik Brun, udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, forstår godt kritikken.
»Europa er jo blevet forenet, og vi vil fortælle, hvordan det går i det nye EU. Det handler om væsentlige lande, der ligger meget tæt på Danmark,« siger Henrik Brun.
Han erkender, at avisens dækning af regionen ikke er tilstrækkelig. Dagbladet har tidligere haft korrespondenter i både Rusland og på Balkan.
»Hvis vi ikke havde haft det hul, havde vi nok været mere opmærksomme på, hvad der sker i Østeuropa,« siger han.
Jakob Vissing, udlandschef, TV2 Nyhederne, mener derimod, at Østeuropa er blevet mindre interessant efter Sovjetunionens fald og flere gamle østlandes optagelse i EU.
»Vi bruger ikke ressourcer på at lave oplysning til borgerne om samfundet i for eksempel Polen, bare fordi det ligger tæt på os. Vi bestemmer os for, hvad der har en nyhedsværdi netop nu,« siger Jakob Vissing.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Kenneth
Nu kan jeg ikke takke dig for hvert enkelt indlæg, du skriver her på hjemmesiden, men lad mig rose dig af to grunde: Dels for at holde liv i og på journalisten.dk med dine kommentarer, og dels for at sætte spot på en af de ømmeste tæer i den danske dagspresse.
Mange siger, at journalister er borgerlige (det er som regel de socialdemokratiske magthavere), nogle siger, at journalister er socialister og kommunister (det er ofte de borgerlige politikere), enkelte mener, at journalister navigere jævnt hen ad vejen uden at skele så meget til, hvor de personligt har deres sympatier (det er de naive skvat, og jeg kender i hvert fald en enkelt af dem....føj), og så er der sådan nogle som dig, der analyserer sig frem til, hvordan tingene virkeligt hænger sammen. Tak.
Kan dine kommentarer købes i boghandlen/på nettet - jeg mangler en mandelgave til 2013.
God skrivelyst. Der er stadig nogle kommetarer at komme med, Kenneth.