search

Den sidste bemærkning

»Nu er det så op til medlemmerne at vurdere, om de synes, forhandlerne har gjort det godt nok.«

»Nu er det så op til medlemmerne at vurdere, om de synes, forhandlerne har gjort det godt nok.«

Et rigtigt godt råd til forhandlere er, at de skal være særdeles opmærksomme på den allersidste bemærkning, inden de forlader deres modpart: Den vil blive husket! Ryger der en finke af panden, er det den, 'de andre' tager med hjem til deres bagland. Det er den, der vil blive husket, og den, der vil blive fokuseret på. Ofte næsten uanset resultatet.

Et andet godt råd er i familie med det første: Man skal være yderst disciplineret med at give udtryk for sine følelser efter en forhandling. Det kan være ret ødelæggende for den næste forhandling, når en modpart offentligt giver den anden part karakter med henblik på at placere ansvaret for, at man ikke opnåede det, man gerne ville.

"Man kan sige, at vi var mere ambitiøse end DJ," bliver Danske Mediers Arbejdsgiverforenings forhandlingsleder citeret for, da han bliver bedt om at kommentere resultatet af forhandlingerne på dagbladsområdet. Han henviser til, at arbejdsgiverne ikke kom igennem med krav om mere fleksibilitet, som, set fra deres position, "ville have medvirket til at afbøde den strukturelle krise, medierne oplever".

Det er helt i orden at reflektere over, hvad man har oplevet og opnået gennem et intenst handlingsforløb.

Selvfølgelig må man ærgre sig, skælde ud, sparke til en papirkurv eller lignende. Én ting er det imidlertid at sige det direkte til den, man sidder over for, eller når man er sammen med sine medforhandlere. Noget andet er at udbrede sin frustration i et bredere forum, hvor kun få har været med og derfor ikke kan forholde sig til detaljerne.

Jeg synes ærligt talt, det er for nemt og for letkøbt bare sådan at slynge ud, at man selv er mere ambitiøs end modparten, og så forvente, at den købes som forklaring på, hvorfor det nu ikke lige helt gik, som det skulle gå.

Fakta er, at udsagnet nu står i rummet som den sidste bemærkning efter et forløb, der rent faktisk endte med, at parterne nåede til enighed. Det må man så være tilfreds med i situationen. Og skulle man alligevel ikke mene, at aftalen løser alle de problemer, man mener, den skal løse, må man gøre sig nogle tanker om, hvordan det fremadrettet kan lade sig gøre. For én ting er jeg enig i: Denne aftale, som så mange andre, er det muliges kunst.

Derfor er holdningen denne: Vel, det var så det, der var muligt, og det vil de involverede så anbefale medlemmerne at stemme ja til. Der er tale om en aftale over to år, som ikke ændrede det store i aftalernes struktur. Nu er det så op til medlemmerne at vurdere, om de synes, forhandlerne har gjort det godt nok.

Jeg gav allerede i november sidste år udtryk for, at denne forhandling nok ville komme til at ligne så mange andre. Kravene lignede meget det, vi tidligere har set, og måden at forhandle på er jo også den samme som så mange gange før: Den sker parallelt med alle andre forhandlinger på det private område, og selv om DJ ikke er medlem af en hovedorganisation, bliver vores aftaler i sidste ende alligevel kædet sammen med alle de andre.
Hvis der i kritikken af DJ's ambitioner mellem linjerne kan læses en opfordring til at se på, hvordan parterne kan komme videre, vil jeg bare sige, at vi selvfølgelig altid er parat til det.

Vi stiller gerne op til at drøfte centrale problemstillinger i perioden imellem overenskomstforhandlingerne. Vi stiller gerne op til at drøfte avisbranchens alvorlige strukturelle og økonomiske problemer. Vi deltager gerne i at drøfte veje til at komme igennem krisen, eller – endnu mere ambitiøst – hvad hver især kan bidrage med til forandringer.

Det forpligter jo hverken DJ eller DMA om at købe eller blive enige om, at den ene eller anden parts synspunkter er mere rigtige eller ambitiøse end den andens. Det handler om at vise vilje til at lytte, udtænke nye løsninger og få nye ideer, som begge parter skal kunne se værdien af at forfølge.

Overenskomster skal bruges og plejes hele tiden. Man kan ikke forvente, at alle grundlæggende problemer løses, når man hvert andet eller hvert tredje år mødes inden for nogle meget formelle og firkantede rammer.
Når nu temaet ambitioner er slået an, synes jeg, at parterne skal være endnu mere ambitiøse i at forberede den næste runde om to år.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen