Den russiske forbindelse

Dansk advokat arbejder både for russiske mangemilliardærer og den kommende Nyhedsavisen.PORTRÆT: En af Danmarks mest mystiske advokater er 55-årige Jeffrey Peter Galmond, Rungsted Kyst. Han er mangemillionær med kontorer i både Hamborg, Moskva, Skt. Petersborg og København. Jeffrey Galmond har tætte kontakter til nogle af Ruslands nyrigeste mennesker - og han arbejder for de islandske forretningsfolk, der til efteråret starter Nyhedsavisen i Danmark.

Dansk advokat arbejder både for russiske mangemilliardærer og den kommende Nyhedsavisen.

PORTRÆT: En af Danmarks mest mystiske advokater er 55-årige Jeffrey Peter Galmond, Rungsted Kyst. Han er mangemillionær med kontorer i både Hamborg, Moskva, Skt. Petersborg og København. Jeffrey Galmond har tætte kontakter til nogle af Ruslands nyrigeste mennesker – og han arbejder for de islandske forretningsfolk, der til efteråret starter Nyhedsavisen i Danmark.

Siden islændinge forrige år begyndte deres kommandoraid mod Danmark med opkøbene af Magasin, Illum, Merlin, Mærsk Air og Sterling, har det været en offentlig gåde, hvordan de får penge. Selv for finansfolk er deres regnskaber 90 procent uigennemskuelige, og det strider mod almindelig logik, at et samfund på omkring 300.000 personer kan generere formuer, der giver mulighed for at opkøbe firmaer og forretningsimperier i både Storbritannien og Danmark.

Rungstedadvokaten Jeffrey Galmond er måske en af nøglerne til at forklare dette mysterium.

På sin hjemmeside annoncerer han med, at han kan skabe kontakt til store russiske formuer. Og samtidig har en schweizisk voldgiftsret netop udpeget ham til at være stråmand i et gigantisk, internationalt forsøg på at hvidvaske sorte, russiske penge.

Galmond er opvokset i Herlev under navnet Jeffrey Porohoff, men skiftede efternavn, da han blev jurist midt i 1970'erne. Han blev ansat i et lille advokatkontor i København, der blandt andet hjalp vesttysk erhvervsliv. Jeffrey Galmond overtog firmaet og begyndte ved Sovjetunionens fald at drive forretninger i Skt. Petersborg, hvor Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, dengang var borgmester. Det skabte ham tidligt i forbindelse med de folk, der i dag sidder på magten i Rusland – samt med de første islandske entreprenører, der fik held med at skabe formuer i Rusland.

ISLÆNDINGENE FØRST: Forretningsfolk fra Reykjavik etablerede sig omkring 1990 i Skt. Petersborg, hvor en håndfuld store bryggerier sloges mod hinanden. Efter nogle år var islændingenes bryggeri det eneste, der havde overlevet. Efter en kamp om markeder, der ifølge engelske The Guardian blev udkæmpet med snigskytter, nakkeskud og storbrande.

I 2004 solgte islændingene deres bryggeri, Bravo, til tyske Heineken og vendte hjem med en formue på fire milliarder kroner.

Galmond var deres advokat, ligesom han senere blev advokat for den islandske Baugur-koncern, da den begyndte at købe ind i Danmark.

I de senere år har den internationale erhvervspresse beskæftiget sig en del med 'den mystiske dansker', der efter eget udsagn ejer store aktieandele i russisk teleindustri. De aktier har han kæmpet om med en russisk mangemilliardær, oligarken Mikhail Friedman. Striden er foregået i retssale overalt på kloden – fra Bermuda til de engelske kanaløer og Schweiz.

Kodeordet er tilsyneladende uigennemskuelighed – og i slutningen af maj fastslog en schweizisk ret som nævnt, at Jeffrey Galmond i virkeligheden var personlig stråmand for ingen ringere end den russiske teleminister. En mand, han ifølge sig selv blev ven med i 1990'ernes vilde dage i Skt. Petersborg.

JEFFREY GALMOND har én gang udtalt sig til DRs Pengemagasinet, ligesom han sidste forår lod sig portrætinterviewe til Berlingskes Nyhedsmagasin. Her stod der blandt andet, at han mødte op med bodyguards, når han gik til ishockeykampe i Rungsted lokal, Cobra. Livvagterne skyldtes striden om Galmonds russiske teleaktier. Han har selv fortalt, hvordan han har været i fare og er blevet overfaldet i Rusland.

Adgang til rubler

KONTAKTPERSON. Journalisten har forgæves søgt kontakt til Jeffrey Galmond personligt. På hans hjemmesider tilbyder han juridisk bistand i Danmark, Tyskland og Rusland.

Her står blandt andet: »På vore kontorer i Skt. Petersborg og Moskva har vi specialiseret os i grænseoverskridende fusioner, virksomhedsoverdragelser og rådgivning inden for telekommunikation, finansierings- og selskabsret.

Og J.P. Galmonds kontor tilbyder desuden:

»Assistance og rådgivning ved kapitalfremskaffelse fra russiske og større internationale låne- og kreditinstitutioner.«

 

Trads: Penge nok

tillid. Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads, bekræfter, at Jeffrey Galmonds kontor arbejder for avisen. Personligt interesserer han sig ikke for, om der står russiske penge bag den nye avis:

»Det har jeg ikke undersøgt og det har jeg ingen grund til at tro. Men hvad så, hvis der gør? I et aktieselskab ved man heller ikke, hvor de indskudte penge kommer fra.«

»Jeg har fuld tillid til direktør Svenn Dam og ser ingen grund til at stille spørgsmål til ejerkredsen. Vi er ikke medlemmer af det gamle netværk, hvor det f.eks. var storbankerne, der stod bag Berlingske Tidende. Vi lever i en ny tid med en ny økonomi, der fungerer på nye betingelser. Vi har penge i ryggen til at køre fem år. Og om tre år tror jeg, vi giver overskud,« siger chefredaktør David Trads.

0 Kommentarer