Journalisten Henrik Cavlings første reportage var en øjenvidneskildring af et krudtværk, der sprang i luften. Hvert år går den døde mester gennem ild og vand og får nyt liv hos bronzestøberiet i Bagsværd.

OPSKRIFT. 16. november klokken 10:00. Ude i Bagsværds industrikvarter, ved siden af sengebutikken Drømmeland, ligger et bronzestøberi, og det er ikke et hvilket som helst støberi. Her repareres den lille havfrue, når hun har været i problemer, her støbes afskærmningerne til Jellingstenene – og her laver man cavlinger år efter år.

I år har Dansk Journalistforbund bestilt tre. »Det varierer altid i antal,« siger Peter Jensen, mesteren. Han har overtaget bronzestøberiet efter sin far, og faren støbte også cavlinger. Ja, siden 1978 har de skabt ham, for dér fik de deres første bestilling fra forbundet.
Og dér står han – manden med hatten – Cavling-statuetten. Han er let som en fjer, for han er i første omgang lavet af voks. Grøn voks.
»Voksen er blevet farvet, ellers kan man ikke se, hvad man arbejder med,« siger mesteren.

Cavling er en lille mand, ikke højere end halvanden hånd, men han vejer tungt hos journalister – og det har han gjort i mange år, siden december 1944, Dansk Journalistforbunds 40 års jubilæum, hvor man besluttede sig for at lave en pris i den gamle Henrik Cavlings billede. Henrik Cavling stiftede det daværende københavnske Journalistforbund i 1904, hvor Provinsjournalist-foreningen allerede var stiftet i 1900.

Nu sidder bronzemesteren og pusler med Cavlings frakke – og hans lille hvalrosskæg.
»Den skal støbes sådan her,« siger han og vender den lille mand på hovedet, for han har en tragt, der sidder fast i benet. Snart skal der hældes gips og knust ler ind i ham og rundt om ham, og så skal han i ovnen ved 600 grader. Så står han derinde i flere dage, mens materialet forgløder, vandet damper væk, og voksen brænder ud.

23. november. klokken 7:30. Solen er bestemt ikke stået op endnu. Cavling er i ovnen, hvor han står og bliver sprød og fin. Der står en engel og venter. Hun mangler vingerne. De ligger på jorden, med søm igennem. Hun blev stjålet fra Eskildstrup Kirke – og nu har støberiet lånt en zinkmodel, så de kan lave en ny bronzestøbning.

9:30. Nu åbner de ovnen, og derinde står de så, cavlingerne – de ligner nærmest sommerfuglepupper – ser jo ikke ud af så meget.

Cavling står på hovedet, der stritter en tragt op med hul i fra hans ben. Han lever et indre liv. Og nu skal han fyldes ud med bronze. Men først skal han have gips omkring, så han ikke flækker i varmen fra den flydende bronze.

10:15. Bronzebarrerne ligner rugbrød, gyldenbrune, men de har slet ikke brug for så meget – kun små 100 kilo i alt. Så støberne nøjes med at smelte nogle gamle rester.
Så ruller en høj mand en avis sammen, tænder den med en cigaret og smider den på bålet. Først hører man en susen, langsomt begynder de små stykker at gløde, og rummet bliver varmere og varmere. Flammen er grøn. På gulvet er der spor i støvet, der hele tiden lægger sig til ro.

12:00. Da vi kommer ud fra frokost, er bronzen orangeglødende, næsten helt flydende. Gad vide, hvad den lille Cavling tænker, mens mændene går hurtigt rundt, er hektiske, rummet er hedt, der er dyb koncentration, det brænder. Jeg tænker på Cavlings allerførste reportage, dengang han var øjenvidne til et krudtværk, der sprang i luften. Snart går det løs.

12:40. De har hjelme på – af sølv – med guld foran øjnene. En af sølvmændene rører rundt i bronzen med en stor grydeske, gløderne flyver, skeen er næsten smeltet væk, da han trækker den op.
De løfter en stor smeltedigel fyldt med flydende bronze op i to jernstænger og går hen mod de tre små cavlinger. Og de hælder. Varmen stiger, mine øjne gløder, der er noget andægtigt over det, næsten guddommeligt. Selv om det er dag, bliver alt mørkt, og de gyldne dråber falder i en stråle ned i Cavlings lille tragt.

12:50. Nu har Cavling fået sin dosis, nu er han fyldt til randen med flydende bronze, nu skal han bare stå sådan.
Det begynder at knage. "Det er chokket," siger bronzemanden, ja, det knager omkring de små figurer, da bronzen begynder at størkne, og den trækker sig sammen igen, en ganske lille smule.

25. november klokken 7:30. En ung fyr med strikhat og en spade begynder at hakke i de små cavlinger. Sommerfuglepuppen flækker, og den gamle journalist har hvidt i øjenvipperne, og så dukker hatten op – og det lille ansigt – og nu kommer frakken frem.
»Han er fandeme grim,« siger han og kan ikke forstå, at sådan en lille mand kan betyde så meget.
»Jeg ville hellere have en Global Award,« fortsætter han, og faktisk har støberiet også støbt Danish Music Award engang.

Han banker den næste cavling ud, stikker spaden ned i gipsen – og frem kommer han – og en mere.
Nu står de tre på række, tre små mænd med hat, stok, hænderne i lommen og søm over det hele.

1. december klokken 8:30. Et lille støvet bronzejuletræ er blevet tændt. De tre små cavlinger står stadig henne ved ovnen og venter på, at de snart skal skæres fri af de irriterende tilløbskanaler i nakken. Det er en lille kraftig mand i overalls, der skal gøre ham klar.

Først tager han sømmene ud af Cavlings hat – ud af skulderen – ud af buksebenet, det må lette. Så bliver Cavling sat fast i en skruetvinge, og den lille mand borer i ham, ned i hatten, så der kommer et stort hul, og der drysser gips og ler ud af hans hoved. Det er noget af et indgreb, men nu skal han jo udhules. Det er bare fyld, han render rundt med indeni. Han stikker en lang tynd pind op under frakken. Det gør helt ondt på mig, men han kender jo processen. Han saver de små gevækster af. Det eneste, Cavling beholder, er den lille kvist under hagen.

9:30. Vi går ud i regnen og ind i et skur, hvor Cavling bliver lagt i en ølkasse, på et gitter – under lange jernkæder, der hænger fra loftet. Og så bliver han spulet med varmt vand og sand. Langsomt kommer farven frem, men han beholder hænderne i lommerne. Han får vand ned over hatten, ind i alle huller, han står bare der, uanfægtet, så vælter han, falder rundt i vandmasserne.

9:45. Vi går ind i varmen igen, det drypper fra hans hat, hans lille hvalrosskæg, han skal tørre nu – der er ikke noget som helst hvidt tilbage på ham, hans bronze glimter. Og Cavling bliver lagt på radiatoren – han har fået et lille stempel under sig, hvor der står 'Jensen Cire Perdue'. Det er et kvalitetsstempel.

Jeg går lidt rundt med ham i armene, vil ikke rigtig slippe ham – og er meget tæt på bare at proppe ham i tasken. I næste uge bliver han så pudset – og hullerne bliver svejset til – og så bliver han sendt i taxa ind til Dansk Journalistforbund.

Den 4. januar vil han blive vundet af en eller flere journalister. Og den 6. vil han blive løftet op i triumf ved en stor fest på Gl. Strand.
Vinderen er heldig. Selvfølgelig fordi det er en stor ære. Men også bare fordi det er en utroligt rar lille mand, som jeg synes jeg nu har lært at kende. Jeg håber, man reparerer hans hul i næsen.

Gamle Cavling i gips
De første vindere fik en statuette i gips. Herbert Pundiks blev knust med det samme.

FORGÆNGELIG. De er stolte af den, de gamle journalister, der fik prisen for længe siden.
»Det er 117 år siden,« siger Jørgen Hartman-Petersen, der fik prisen i 1961. Den står og troner i hans vindueskarm og er lavet af gips. Og gipsen er et problem. Også for Ninka – Anne Wolden-Ræthinge – der fik sin i 1974.

»Jeg er hundeangst, bare der er nogen, der kommer inden for 10 meters afstand af den Cavling,« siger hun.
For mandens lille stok kan knække, bare man ser på den. Og hun drømmer om et mere holdbart materiale.
»Jeg ville blive rigtig glad, hvis man kunne få forbundet til at udskifte de gamle gips-cavlinger med én af bronze,« siger hun.
»Herbert Pundik, som fik den før mig, i '66, fik ikke engang båret den hjem, før den gik i stykker,« fortæller hun.

Nogen tager sagen i egen hånd. For eksempel den gamle Ekstra Blads-journalist Jakob Andersen.
»Jeg gik til en fin gammel bronzestøber på Frederiksberg og fik ham til at støbe den i bronze. Bronzestatuetten har jeg nu stående i mit arbejdsværelse, og gipsfiguren er væk for længst,« fortæller Jakob Andersen.

Han vandt i 1977 – men skulle have ventet et par år, for i 1979 gik Dansk Journalistforbund over til bronze. Jakob Andersen fik prisen for artikler om efterretningstjenesten – og fakta skal stadig være på plads.
»Din grønskolling, du har bare at lave din research ordentligt, du skal lave faktatjek for helvede, og jeg kan godt sige dig, at du får en på hatten, hvis jeg ser din artikel, og der er faktuelle fejl. Og hvis du citerer mig, så jeg fremtræder som en idiot, så får du en på tosken.«

Danmarks Mediemuseum har tre gamle cavlinger stående. En af dem tilhørte oprindeligt Erik Nørgaard, der fik den i 1968 for reportager om retsmaskineriet. Men han sendte den tilbage i protest mod Ekstra Bladets behandling af en sag, der også havde udløst en Cavling (Bonde Nielsen-sagen).
»Jeg fortryder nok lidt, at jeg har sendt den tilbage. Mine børnebørn spørger jo, om jeg har fået Cavling-prisen,« siger han.

Men Erving Nielsen, direktør for Danmarks Mediemuseum, er ikke til at hugge eller stikke i.
»Det kan desværre ikke lade sig gøre, vi kan ikke udskille den fra vores samling,« siger han.
Og således kan det også være en ulykke at få en pris.

Cavling-prisen
• Den første modtager af prisen var Henrik V. Ringsted, der var korrespondent i Berlin under Anden Verdenskrig og særdeles god til at slippe uden om censuren.

• Statuetten er modelleret af Jørgen Rode, som var billedhugger, ingeniør og Politiken-journalist.

• En enkelt Cavling koster 5.800 kroner at få støbt. Cavling er støbt i legeringen siliciumbronze. 95 procent kobber, 4 procent silicium og 1 procent jern.

Henrik Cavling
• Henrik Cavlings journalistkarriere startede 8. maj 1882, da Donse Krudtværk ved Hørsholm sprang i luften. Fire mennesker mistede livet, og den 24-årige Cavling var øjenvidne.

• I 1886 ansatte Viggo Hørup Cavling på Politiken som reporter og korrespondent i Berlin.

• Han blev især berømt for sine historier om Københavns fattigmandskvarterer skrevet under mærket 'Ignotius'.