Af Jacob Andersen, journalist Ugebrevet Mandag Morgen

Skamfølelsen er blevet et af de mest udprægede kendetegn ved journalister. Tag uddraget af Poul Blaks bog i sidste nummer af JOURNALISTEN eller tag bagsiden af omtrent samtlige numre i det sidste års tid. Der er måde med den kollektive selvbegejstring, og indimellem endda med den individuelle. Tydeligst ses det måske i de eksplosive reaktioner på debatsiderne, når kolleger kritiserer hinanden.
Jeg tror, at den tiltagende professionelle skam er en følge af ét af mediernes mest grundlæggende dilemmaer: Pressen opfatter sig skiftevis som den 4. statsmagt med ansvar for hele samfundet og som kommercielle virksomheder, der kun er ansvarlige over for deres kunder.
De to opfattelser har altid været svære at forene i teorien. Efterhånden er det også blevet umuligt at skræve over dem i praksis. Bukserne kan ikke holde. Man føler sig blottet – og skamfuld.

***
På den ene side kommercialiseres medierne og dermed vores arbejdsindhold stadig tydeligere. Tv-stationernes konkurrence på seertal er måske det vigtigste eksempel.
På den anden side bliver samfundet mere og mere indviklet. Det specialiseres, teknificeres, globaliseres – og det kommunikerer mere og mere.
For den politiske journalist for eksempel er det absurd at påstå, at »jeg simpelthen skildrer verden, som den er«, og at »jeg ser sagen fra begge sider«.
Der er langt imellem politiske sager, der kun har to sider. Rapporter hober sig op på skrivebordet og i det digitale mørke bag skærmbilledet. Kilderne venter i lange køer ved mit øre. Alle de u-undersøgte konsekvenser af lovforslag F 117 for drikkevandet, verdensfreden, Slagelse og Foreningen af Ofre for Lynnedslag, hviler tungt på min samvittighed.
Dårlig samvittighed er bedre end ingen samvittighed. Især, hvis man har et ansvar for, hvordan andre forstår og oplever verden. Journalisternes dårlige samvittighed er et værn for god presseskik. Den nærer en faglig debat om de professionelle normer og får os til at opleve normerne som vigtige.
Men det er selvsagt ikke nok til at genrejse den professionelle stolthed. Hvis det skal være muligt, må vi til at definere vores opgave på en måde, der faktisk kan løses i den moderne samfundskultur.

***
Løsningen består efter min mening ikke i, at vi uddanner os bedre eller bliver mere grundige. Det hjælper naturligvis på journalistikken, men ikke på samvittigheden. Vil man sove roligt, er stor indsigt et problem på linie med hæmorider, som Gogol (næsten) har udtrykt det. Jo mere omfattende og raffineret researchen er, jo mindre af den kan man kommunikere interessant og forståeligt til kunder og borgere inden for de givne rammer.
For det andet er det ingen løsning at fornægte pressens grundlæggende kommercielle udgangspunkt. Vi skal skildre verden fragmenteret, kortfattet og rimeligt underholdende. Vi skal dramatisere og appellere til følelserne. Vi skal gøre det abstrakte nærværende ved at sætte ansigter på. Det er lige så nødvendige krav til journalistikken, som fodnoterne er det til en doktorafhandling. Det er rent selvpineri at moralisere over dét.
Vi skal bytte noget af den indadvendte skamfuldhed med en større ydmyghed udadtil. Skammen har netop gode vækstbetingelser mellem den ydre skråsikkerhed og den indre usikkerhed. Vi må lære at kommunikere på en måde, der får denne forskel til at skrumpe ind.
Vi skildrer fortsat verden, som om vi troede, »at det er sådan, den er«. Det er selvfølgelig bund-utroværdigt for dem, der kender den pågældende del af verden bedre, end den forbipasserende journalist nogensinde kan komme til.
Jeg har selv beskæftiget mig med sygehusene i flere år. Derfor har jeg for længst forstået, at ventelisterne ikke er sygehusenes eneste problem – eller for den sags skyld det største. Jeg har også forstået, at ventelister er en følge af et indviklet samspil af blandt andet. organisatoriske, økonomiske, medicinske, uddannelsesmæssige og politiske forhold.
Læg mærke til det lille »blandt andet« for opremsningen er slet ikke fuldstændig. Alle mine artikler om ventelisterne er blot brikker af et billede, som jeg aldrig får fuld klarhed over.
Men jeg deler nødig min usikkerhed med læserne. Man lader nødig sine tvivl komme virkeligheden til gode. Konkurrenterne tvivler øjensynlig ikke, og redaktører kræver svar på spørgsmålene, selvom svarene erfaringsmæssigt udløser endnu flere spørgsmål. Derved opstår den skruestik af skråsikkerhed, som vi alle sidder fast i.
Det var bedre, hvis vi accepterede nogle af de blafrende spørgsmål, og turde udskifte »antagelig« med »avisens bedste gæt er«. Vi ville have det bedre, hvis vi ærligt stod ved, at selv den bedste journalistik ofte må være kittet sammen af gæt, hurtige slutninger og forudfattede vinkler.

***
Samtidig er det værd at overveje om traditionelle arbejdsrutiner og organisationer bidrager til at skabe eller fastholde irrelevante billeder af verden. Det gælder ikke mindst den politiske journalistik, der jo spiller en særlig rolle i kommunikationen mellem magten og den demokratiske borger.
De fleste er udmærket klar over, at Christiansborg for længst er ophørt med at være solen i det politiske solsystem. Den virkelige magtudøvelse foregår oftest i et samspil mellem Christiansborg/Slotsholmen og policy-makers i professionelle organisationer og institutioner – nogle af de vigtigste er placeret uden for landets grænser. Jeg sigter hverken specielt til EU eller til Greenpeace, for nogle gange er det den britiske forsvarsindustri eller den internationale skrædderunion, der er på spil.
Alligevel skildrer medierne typisk den politiske proces som et overvejende indholdsløst, taktisk spil imellem en snes meget synlige politiske pinger. Fundamentet herfor er mediernes relativt overbemandede folketingsredaktioner.
Politikerne lader som om, de styrer landet. Vi lader som om, vi forstår, hvad der foregår. Det er bekvemt for både dem og os, men det kan ikke være nogen fair deal, set fra et demokratisk synspunkt.

***
Jeg tror, at vi kunne lave en lige så underholdende, politisk journalistik for kunderne, der samtidig var mere nyttig for borgerne. Men det kræver, at vi gør op med forestillingen om, hvad en god politisk historie er, og at vi udnytter mulighederne for interaktivitet i de moderne medier. Internettets uendelige muligheder har givet borgere langt bedre muligheder for at blande sig i det, der interesserer dem.
Avisen (etc.) skal i så fald ikke præsentere sig som organet for den højeste oplysning. Den bliver snarere et appetitvækkende menukort, hvor læseren kan vælge mellem mulige links til information og mennesker i den virkelige verden såvel som den virtuelle.
Journalistens opgave bliver at finde ud af, hvor bolden ligger i de usynlige magtspil og hjælpe læserne til at få fingre i den – eller i det mindste at komme på banen.
Jeg tror, vi vil gøre samfundet en tjeneste ved at arbejde os i dén retning. Og os selv. Jeg tror, vi ville føle os bedre tilpas.