Og det skete i de dage, at der udgik en knaldhamrende god befaling fra Kejser/ankermand Augu-stus og hans forrygende stab af statholdere/hjælpenisser om at holde folketælling i hele verden. Og alle drog/kørte de hen til Hotel D'Angleterre for at lade sig indskrive/tage ved næsen, hver til sit medie.

Måske kan det bare ikke være anderledes i et lille land med så små bjerge, at man en tilfældig fredag i prime time på tv kan opleve selveste justitsministeren – en kvinde i et af landets højeste embeder – skrålende Bruce Springsteen i en karaoke-tvekamp tilsyneladende om den mest pivfalske stemme med et par af TV2s egne journalister.

I øvrigt om en ferierejse med alt betalt.

Canal Wild Cards mediestunt den sidste fredag i november satte imidlertid helt nye standarder for, hvor let det er at få den samlede danske mediestand til som glade lemminger at traske mod en pseudobegivenhed med én eneste kommerciel dagsorden: At få solgt den satire, vi fik gratis på fjernsynet sidste jul, som gammel dåsemad på video og DVD.

Opskriften er enkel:

Man inviterer bare en spandfuld tv-krukker til lidt uforpligtende, hurtigt nedfældet sjov plus en gratis forfriskning en fredag middag på en eksklusiv adresse midt i hovedstaden. Og hele den danske verdenspresse til at skrive om deres sjove, kendte, trendy kolleger fra tv. Og voila. Så går resten af sig selv.

Selv manden bag den timelange besynderlighed i Louis XVI-salen – Stig Ulrichsen fra CMC Records A/S i Aalborg – må i et stille øjeblik have undret sig over, hvor let det var at samle 50 VIPs, som CMC selv kalder dem (læs: Tv-værter fra både nyhederne, vejret, dokumentarprogrammer og underholdningsprogrammer på både DR, TV2, TV3 og TvDanmark).

For ikke at tale om de godt 30 – tredive – forskellige medier inden for radio, tv, ugeblade og dagblade, som ifølge arrangørens egen optælling var repræsenteret.

At TV2 samme aften, som stort set samtlige landsdækkende aviser skrev om Canal Wild Card Awards 2002, sendte et lige så inferiørt program om CWC, at TV2 på stationens egen hjemmeside har et større CWC-tivoli og at reklameblokkene fra Kvægtorvet i dagene før og efter Hotel D'Angleterre-udgaven af Kejserens Nye Klæder var spækket med reklamer for den nye, gamle video-udgivelse – ja, det er jo, hvad det er.

Vi lever jo i en tid, hvor selv min egen datter på halvandet er endt som hårdkogt forbruger dybt afhængig af den daglige dosis fra den lille pusher-fætter BR.

Men at en række af TV2s journalister – og deres kolleger fra de øvrige stationer – har både lyst til og måske et endnu større behov for at lade sig trække rundt i cirkusmanegen på landets røde løbere foran de små kulørte arm i arm med Biker Jens og alle de andre reality-gidsler, kan Desmond Morris med garanti underholde længe om.

Det er forståeligt, at skuespillere tropper op for at vise, at de har tabt sig, er holdt op med at drikke som en svamp, har fået nye bryster eller en ny kæreste, der er kønnere end den tidligere. For de skal til stadighed sælge en vare. Dem selv.

Hvad tv-journalisterne skal sælge – eller om de bare ikke har råd til biografbilletten – melder historien aldrig noget om. De er der bare.

Det kan måske undre, at der stadig her i teknologiens og informationens guldalder eksisterer en benovet falde-på-halen over tv som budbringer og medie her et halvt hundrede år efter, Danmarks Radio startede sine første fjernsynsudsendelser.

Men opdelingen i journalistikkens bønder og herrefolk eksisterer selvsagt også kun i bedste velgående, fordi gode kolleger slår kvalmemetret og hjernen fra og køber det enkle, men smukke, glansbillede af skærmtrolden og tv-stjernen – selv om nogle af dem ret beset måske bare er Onkel Oplæsere eller bestyrere af et æterugeblad magen til dem på papir, de plejer at sagsøge for et godt ord.

Og når historien nu har så mange skrækeksempler på, at der bor en lille forsmået amatørskuespiller i enhver studie- eller programvært, er der ikke langt til firma-lagkagerevy sendt ud på landsdækkende tv eller glad-glad-glad deltagelse i næste udgave af endnu en pinagtig selskabsleg på egen kanal.

Det er en lukket fødekæde.

Et mangehovedet uhyre, som løber rundt og æder sin egen hale.

En indforstået loge, hvor alle klapper alle på ryggen eller det, der er værre, og hvor alle får lidt med hjem. Til egoet og til spalterne.

Problemet opstår for alvor, hvis ofrene i den varme stol forståeligt nok pludselig får svært ved at tage en mand alvorligt, der den ene dag sidder i sit Giorgio Armani med license to kill for at ritualslagte en politiker for åben skærm – hvis den samme journalist aftenen forinden har croonet "Hvide Måge" iført hawaiiskjorte i Hit med Sangen.

For nissen flytter altid med.