Det var en ganske stilfærdig oktoberdag i 1999, at en af Christiansborgs bedste spin doctors trak mig til side. Diskret viste han mig nogle blyantskrevne beregninger, han havde lavet på bagsiden af en kuvert. Venstres skatteordfører, Peter Brixtofte, havde i weekenden sagt, at han ønskede at harmonisere de danske skatter og afgifter med de tyske – og det var den melding, som den dygtige spin doctor nu ville vise mig konsekvensen af:
En tabt indtægt på over 50 milliarder kroner for statskassen.
"Hvor tror du, Brixtofte vil skaffe de penge fra," spurgte spin doctoren forventningsfuldt.
Det var opskriften på en god politisk historie, der blev lagt foran mig. To dage efter – dagen for Folketingets åbningsdebat – var artiklen på plads. Beregningerne holdt stik, da jeg bad Skatteministeriet regne dem igennem – og Brixtofte foreslog såmænd, at den tabte indtægt skulle erstattes af en mangedobling af danskernes private indbetalinger til forsikring mod sygdom og ledighed.
Få dage efter var Brixtofte fyret som skatteordfører – og den dengang nye Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, havde gennemlevet sin første krise. Det var en klassisk god nyhedshistorie – og samtidig et perfekt eksempel på dygtigt arbejde fra en spin doctor. Der er imidlertid en ganske særlig pointe:
Den dygtige spin doctor er socialdemokratisk folketingsmedlem – et ihærdigt, dygtigt, hårdtarbejdende, men ikke særligt kendt medlem. Det var ham, der kombinerede sin politiske flair med en solid indsigt i skattepolitiske nøgletal – og derved skabte grundlaget for artiklen. Han var altså ikke ansat af sit parti til at være spin doctor. Han var endda slet ikke journalist.
Venstres pressechef, Henrik Qvortrup, kunne ikke gøre meget – hans rolle bestod nu i at søge at minimere den krise, han straks kunne se, at Venstre ville blive bragt i.
Min påstand er, at eksemplet er ganske typisk – det er næsten altid i mødet mellem en dygtig politiker og en dygtig journalist, at de afgørende politiske historier bliver til. Når først historien er bragt, ja, så træder de meget omtalte spin doctors ind på scenen.
De historier, som partiernes og ministeriernes spin doctors planter i aviserne, tilhører i reglen den lettere mellemvare. Ingen af de rigtigt gode historier, som fylder medierne i dagevis, stammer fra et bevidst valg hos et parti eller et ministerium.
Spin doctoring i Danmark er derfor oftest reduceret til tre temaer:
For det første damage control, hvor pressechefen skal forsøge at minimere en uheldig udtalelse fra en ledende politiker. De folketingsmedlemmer, som ikke tilhører centrum af et parti, kan derimod roligt ofres.
For det andet en evindelig bagtalelse af politikere fra andre partier. Det er her, vi hører en af de adskillige socialdemokratiske spin doctors videregive rygter om dovne og uduelige Venstre-folk.
For det tredje bruger de kræfter på at foreslå deres politiker at åbne sit hjem for B.T. eller Billed-Bladet. At se en politiker hjemme – som et helt almindeligt menneske – synes at være guld værd.
Definitionen af en spin doctor er en rådgiver, der skal opmuntre andre, typisk journalister, til at opfatte en udvikling i et ganske bestemt lys.
Det lykkes kun sjældent for alvor en pressechef at stoppe en krise, der er ved at løbe af sporet – heldigvis.
Prøv at spørge Niels Krause-Kjær, som op til valget i 1998 skulle forsøge at dæmpe det konservative blodbad? Eller Marina Hoffmann, den socialdemokratiske pressechef, da hun skulle forsvare Nyrups løftebrud om efterlønnen i efteråret 1998? Eller Dansk Folkepartis Søren Espersen, som gang på gang har skullet søge at nedtone endnu en eksklusion.
Landets mest berømte pressechef, Henrik Qvortrup, som for kort tid siden forlod Venstre for at blive medredaktør på B.T., var dygtig til at lægge en sag ned. En episode i Folketingets presseloge illustrerer det vældigt godt:
Ved afslutningsdebatten i maj 1999 kom Anders Fogh Rasmussen i knibe i en debat med de radikale om pinsepakken. Qvortrup så nervøs ud – han tænkte over en udvej.
Midt i polemikken lykkedes det for Fogh, den trænede debattør, at lokke skatteminister Ole Stavad på talerstolen. Det var et held, for han kom til at dumme sig – og Fogh kom tilbage i kampen. Det var ikke længere så klart et nederlag.
Da ordvekslingen var overstået, vendte de skadefro reportere sig mod Qvortrup – og en af dem spurgte ham om, hvem der havde vundet debatten?
"Ja, det var i hvert fald ikke Stavad!" sagde han.
Alle grinede – og næste dag stod der kun noget om episoden i et par aviser. Alle andre havde opgivet den – min påstand er, at det i høj grad skyldtes pressechefens snedige og afvæbnende bemærkning, som flyttede fokus væk fra Fogh.
Men det var ikke altid, at de pæne forsøg på at snakke en journalist fra at skrive om et tema lykkedes. Så benyttede Qvortrup sig af en af de metoder, som amerikanske og britiske spin doctors ynder – nemlig et offentligt forsøg på at tilsværte bestemte journalister. Det skete i læserbreve, hvor han i Anders Fogh Rasmussens navn angreb navngivne journalister.
Den slags forsøg på at intimidere en journalist, tror jeg, at vi kun har set begyndelsen af. Det vil næppe vare længe, før vi for første gang vil se et forsøg på at betale en politisk reporter for en god historie.
Det kender vi fra både England og USA. Gad vide, hvor meget der skal til, før den første bider på?