(Artiklen er opdateret 27/9: Efter 14 dage på Den2Radio sender Den Korte Radioavis igen på Radio24syv. Flytningen viste sig at være et mediestunt.)
”@radio24syv kan rende mig i røven. Nu går jeg til @den2radio og laver nyheder! Hver dag! Live! Vi høres ved.”
Sådan skriver seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio24syv-programmet 'Den Korte Weekendavis' på sin Twitter-profil. Sammen med Rasmus Bruun udgør hun det prisvindende satireprogram, der siden 2015 har været sendt på Radio24syv under det oprindelige navn 'Den Korte Radioavis'.
Beklager. Jeg glemte at begynde med punktum; @radio24syv kan rende mig i røven. Nu går jeg til @den2radio og laver nyheder! Hver dag! Live! Vi høres ved. https://t.co/0LBsubJIPv.
— Kirsten Birgit (@DenKorteKirsten) 10. september 2018
Over for Journalisten bekræfter Zissel Astrid Kjertum-Mohr, der er producer på programmet, at Kirsten Birgit og hendes redaktør Rasmus Bruun stopper på Radio24syv.
”Det er rigtigt nok, at Den2Radio har snuppet Kirsten Birgit,” siger hun, men henviser til duoen bag programmet for yderligere kommentarer.
Den2Radio: Et scoop for alle
Også Jytte Nordholt, der er daglig leder for internetradioen Den2Radio, bekræfter, at Kirsten Birgit fremover skal husere hos dem.
”Hos os kommer programmet til at hedder 'Den2Radioavis'. Og de her radioaviser kommer så hver dag. Cirka en time. Vi er ikke bundet op på, at de skal være færdig til en radioavis, så det tager den tid, som de nu synes, det skal vare i dag,” siger hun til Journalisten.
Er det ikke lidt af et scoop for jer at få Kirsten Birgit ombord?
”Det håber jeg da, at det er. Jeg håber, det er et scoop for alle,” siger Jytte Nordholt.
Den2Radio har eksisteret siden 2008 og er finansieret af fondsmidler og mindre donationer. Deres programmer tæller blandt meget andet et landbrugsmagasin og programmet 'Intermetzo' med Georg Metz.
Tredje navneskifte
Oprindeligt blev 'Den Korte Radioavis' sendt live alle hverdage på Radio24syv. Men siden årsskiftet har de kun sendt om fredagen.
Programmet skiftede i den forbindelse navn til 'Den Korte Weekendavis'. Og nu skifter komikerduoen altså igen navn – denne gang til den 'Den2Radioavis'.
I 2015 lavede Journalisten et større portræt karakteren Kirsten Birgit og komineren Frederik Cilius, der er inden i den slagkraftige seniorkorrepondent. Det kan læses her.
Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra Frederik Cilius til nyheden om, at 'Den Korte Radioavis' flytter til Den2Radio.
Et mediestunt?
Siden nyheden om, at Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis forlader Radio24syv kom ud mandag, har der været mange spekulationer om, hvorvidt hele flytningen er et mediestunt.
for, at @EkstraBladet @politikennews @journalistendk og alle de andre har researchet lidt ekstra på udflytningen af @DenKorteKirsten fra @Radio24syv til @den2radio…
— Morten Resen (@mortenresen) September 11, 2018
Umiddelbart er det da heller ikke lige til at få en bekræftelse fra Radio24syv. Jørgen Ramskov, direktør og ansvarshavende chefredaktør for radioen, henviser til programcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger
”Jeg betragter det lidt som et internt personaleanliggende. Og mere har jeg egentlig ikke at sige til det. Programmer starter og lukker hele tiden, det er der ikke det store drama i,” siger Mads Brügger til Journalisten.
Men spørgsmålet er egentlig også bare, om Den Korte Radioavis stopper på Radio24syv?
”Jamen i talende stund laver de jo radio hos Den2Radio. Så det er jo helt åbenlyst,” siger han.
24syv bekræfter: Det var et stunt
Den 21. september vendte Den Korte Radioavis tilbage til Radio24syv efter at have sendt 14 dage på Den2Radio.
Til Radio24syvs mediemagasin Q&A har programchef Mads Brügger forklaret, at radioens ”nøje planlagte strategi” var gesamtkunstwerk eller en sketch, der handlede om at skabe en spektakulær sæsonstart på Den Korte Radioavis.
”Vi ville gerne starte op med noget, der virkelig satte fut i fejemøget. Hertil hører jo så, at Radio24syvs eneste formelle succeskriterie er kendskabsgraden. Men vi har et meget lille marketingsbudget, så den eneste måde at øge kendskabet til radioen, er ved at generere omtale,” sagde han.
Også Berlingske har talt med Radio24syv om sagen. Her siger direktør og ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ramskov, at det har været ”interessant at opleve, at et tweet fra en ikkeeksisterende person har ført til en række artikler uden forbehold”.
Og er det i orden, når formålet alene har været at skabe opmærksomhed om jeres program?
”Ja, så længe det foregår i den her satiriske kontekst, kan jeg ikke se et problem med det. Der er masser af fake news, som jeg bestemt ikke ville beskæftige mig med, og som radioen ikke kommer til at beskæftige sig med. Det her er i en satirisk kontekst og burde ikke give nogen kvababbelser,” siger Jørgen Ramskov til Berlingske.
Opdateret 11/9 kl. 11.38: Sidste afsnit og interview med Mads Brügger er tilføjet
Opdateret 2/10 kl. 08.45: Sidste afsnit tilføjet, hvor Radio24syv bekræfter, at flytningen til Den2Radio var et stunt.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er så her, at jeg mangler en opdate på fake-news. https://www.b.dk/kultur/kirsten-birgit-er-tilbage-paa-radio24syv Hører ikke Kirsten Birgit, men undrer mig over, at nyheden om hendes skift kommer i alle medier. Der er tale om satire - derfor burde det ikke finde vej til Journalisten. Vi har rigeligt med fake - og mere end rigeligt med nyheder der kræver komplet mandsopdækning!