Facebook introducerede i februar seks nye humørikoner til at supplere like-knappen. Hidtil har "like" været den eneste måde, brugerne kunne give udtryk for deres reaktion på en historie.
De danske mediers Facebook-sider efterlader brugerne i vidt forskellige sindstilstande. Den Korte Avis skiller sig markant ud ved at have de klart vredeste reaktioner, mens Informations læsere har størst hang til at græde. Det viser en ny undersøgelse, som Filip Wallberg, journalistisk lektor på Syddansk Universitet, har foretaget.
»Der er tre nyhedsmedier, som stikker markant ud fra de andre, fordi deres brugere er langt mere vrede end de øvrige mediers brugere. Der er Den Korte Avis, Lokalavisen.dk og Avisen.dk. Det kan skyldes, at disse medier især har valgt at tale til noget, der kan forarge deres læsere,« siger Filip Wallberg.
Han understreger dog, at undersøgelsen ikke kan bruges til at sige, præcist hvad det er der får brugerne til at reagere, som de gør.
Undersøgelsen omfatter cirka 400 danske mediers facebooksider i perioden fra den 11. april til 8. maj 2016. Journalisten har gennemgået hele undersøgelsen. Filip Wallberg har lagt udvalgte resultater på sin egen Facebook-side:
Mens 31,4 pct. – næsten hver tredje – reaktion fra brugerne på Den Korte Avis er et vredt humørikon, så er tallet kun 4,4 procent i gennemsnit for de 30 medier, der får flest reaktioner på Facebook.
Og der er langt ned til sitet med næstflest vrede læsere, nemlig Lokalavisen.dk, hvor 16,7 procent af brugerne reagerer på historierne med et vredt humørikon.
Top 5 over andel vrede humørikoner
Den Korte Avis 31,6 pct.
Lokalavisen.dk 16,7 pct.
Avisen.dk 14.4 pct.
TV2 News 11,5 pct.
Ekstra Bladet 8,7 pct.
Gennemsnit for de undersøgte medier: 4,4 pct.
Når det gælder brugen af et grædende humørikon, er Informations læsere mest flittige blandt de 30 største medier. 5,5 procent af Informations læsere reagerer ved at græde, mens det kun gælder for 2,4 procent af alle brugerne på tværs af medier.
»Men der er vi nede i nogle meget små procentsatser, som man skal være varsom med at udlede for meget af. Men det siger trods alt lidt om Informations indhold. Man skal bare være opmærksom på, at der kan være enkelte historier om dødsfald eksempelvis, som kan skævvride billedet,« siger Filip Wallberg.
Undersøgelsen viser samtidig, at den gamle like-knap fortsat er den mest udbredte blandt brugerne, da den står for 84,6 procent af alle reaktioner.
»Trods meget fokus og stor omtale af de nye reaktionsmuligheder, så er "synes godt om"-knappen stadig den primære funktion hos brugerne. Men over tid vil man nok se, at vi i højere grad vænner os til at bruge de andre reaktionsmuligheder på Facebook,« siger Filip Wallberg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.