Af Ralf Andersson, journalist på TV-Avisen.

Øjnene gløder, hænderne former omhyggeligt ordene, der præcist og indtrængende forlader tændernes gærde, for at flyde ud og fylde rummet. Han tror på sandheden, og at den er det eneste våben mod løgnen, fortielsen og ligegyldigheden. Han er ikke præst, men journalist. Han har vundet Pulitzer-prisen to gange, væltet adskillige senatorer og har gennem årene trukket sit eget markante mediespor af sager efter sig, der afslører dobbeltmoralen og korruptionen i det amerikanske samfund.
Han hedder Eric Nalder, har fejret sit faglige sølvbryllup og arbejder i dag som chefreporter på Seattle Times i USA. Men lige nu sidder han på katederet her i et trist og betongråt lokale på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, som lærer i et DJE-kursus i dybdeborende journalistik.
Og han er stolt. Stolt af at være journalist. Stolt af sit fag, sit arbejde, sit håndværk. Og han gør også mig stolt, når han fortæller om sit arbejde. Giver eksempler på, at det nytter. At man kan ændre verden ved at skrive. At journalistik kan være et redskab til forståelse, indsigt og viden. Et våben i kampen for en bedre verden mod fattigdom, undertrykkelse og uretfærdighed.
Det lyder som en samling platte, politiske paroler fra en svunden tid. Men sådan lyder det ikke. Det lyder blot som en håndværker, der ivrigt øser af sin kunnen og viden inden for sit fag. Som en tømrer, der med nænsom respekt for de materialer og værktøjer han bruger, lærer fra sig.

Det er en stolthed, jeg sjældent finder hos mine danske kollegaer. Tværtimod ser jeg oftere og oftere en tendens til internt og blandt kollegaer at nedgøre og hovere over vores eget fag, som ligegyldigt og overfladisk, der kun tiltrækker folk, der er vilde med at være på, som skider på deres kilder og kollegaer, og som ikke er en kæft interesseret i deres arbejde, men kun i sig selv.
Uden en gnist, gejst eller et gram moral eller etik. Slå op i JOURNALISTEN, se Mediemagasinet på DR 2 eller læs tv-anmeldelser. Altid den samme smøre: Billedet af journalister, der fordrejer, forvansker og fejler. Som giver fanden i sammenhæng og mening, hvis det handler om en hurtig historie eller en fed forside.
Det er, som om vi selv har accepteret rollen som syndebukke og symbol for alt det grimme og onde i informationsalderen. Som en arvesynd vi som journalister må og skal bære rundt på. Vi bøjer nakken i fælles skam. I al evighed, amen.

Om der ikke bliver begået fejl? Om der ikke findes selvoptagede, storskrydende folk i branchen, som er parat til at sælge hvad som helst for selv at komme frem? Eller som bare er hamrende ligeglade?
Jo, selvfølgelig er der det. Men de tilhører efter min bedste overbevisning bare langtfra flertallet. Og de findes inden for alle fag.
Læs Børsens Nyhedsmagasin eller Weekendavisen. Tag en håndfuld søndagsaviser. Slå op på en af de utallige grundige, nuancerede og velresearchede historier. Tænd om aftenen for Dags Dato på TV 2 eller Søndagsmagasinet på DR 1. Som giver perspektiv og stof til eftertanke, hvor der er arbejdet med både form og indhold. Som forsøger at trænge ind til kernen af en historie. Gedigent håndværk. Grundigt og omhyggeligt. Der er masser at være stolt af i vores branche i dag. Måske skulle vi prøve at fokusere lidt mere på det.

Nå, det er nok en af de der selvglade mediedrenge, som ikke bryder sig om kritik, vil kritikerne sige. Nej, slet ikke. Tværtimod. Jeg hilser med glæde den selvransagelse og debat om moral og etik velkommen, som skyller ind over os i disse år. Jeg synes faktisk også, den er hårdt tiltrængt.
For der bliver da produceret alt for meget tom luft, for mange ligegyldige historier og alt for skarpvinklede indslag, der ikke holder i byretten. Vores fag er i en reel fare for at blive udvandet og utroværdigt. Men det er en kritik, der ikke skal stå alene.
For der er også et andet billede. Af journalister som tror på det, de laver. Som nøje overvejer konsekvenserne af det, de skriver. Og som vælger at droppe en historie, hvis deres moral kommer i klemme. Som ikke tror, de er urørlige. Men som gerne vil lytte og ændre opfattelse, hvis det er nødvendigt. Dem er der stadig rigtig mange af.
Jeg vil vove den påstand, at der i dag produceres langt mere kritisk, dybdeborende og vedkommende journalistik end for bare 10-15 år siden. Både inden for tv, radio og den skrevne presse. På trods af den stadige strøm af talkshow, quizzer og personfikseret sensationsævl.

Der er brug for en åbenhjertig debat om risikoen for at gå på akkord med sandheden, det objektive og det saglige i en tid, hvor nyheder er en vare, og konkurrencen bliver hårdere og hårdere. Men det er ikke en debat, der alene kan leve i kraft af kritik, nedgørelse og latterliggørelse, for så bliver den til en selvopfyldende profeti. Den er med til at danne et negativt grundsyn hos fagets egne folk. Og det har ikke noget med selvkritik eller selvransagelse at gøre, men handler derimod om selvdestruktion.
For hvorfor gøre andet end at leve op til vores eget fremherskende billede af os selv som uduelige underholdere uden moral. Den snigende arvesynd er begyndt, selvom de færreste vil indrømme det. Vi råber tilbage mod de så gammelbagkloge kritikere med skingre stemmer i stedet for at vise tvivlen og usikkerheden. Den gemmer vi til os selv: »Ja, jeg er vist også en værre skidt person og et dumt svin,« lyder den indre stemme. »Jeg skammer mig så meget over at være journalist, at jeg ofte kun modvilligt indrømmer, at jeg er det.«

En negativ spiral er i gang. Selvfølelsen udhules. Indtil arvesynden er en realitet: Man kan få et stik af dårlig samvittighed, ikke over det, man gør, men bare det at man er journalist. Og så kan man jo lige så godt leve op til ryet som et dumt svin, når nu alle alligevel forventer, at man er det. Ikke mindst politikere og erhvervsliv, når de sætter i deres fælles hellige hylekor over den fæle presse.
Vi har i høj grad brug for eksempler på det modsatte. For at vise unge som gamle i faget at journalistik nytter, og vi kan være med til at sætte en dagsorden, pege på uretfærdigheder og ændre verdens gang. Vi har brug for, at der er plads til begejstringen. Glæden over ens eget eller en kollegas nuancerede og veldisponerede interview. Fascinationen over at trænge ind i ukendte miljøer og personer. Tilfredsstillelsen ved at spænde ben for en magthaver, der er på afveje. Frydefuldheden over en endeløs research, der endelig bærer frugt.
Det er en begejstring, der ikke bunder i oppustet selvglæde og egocentrering, men handler om en ægte og ærlig glæde for det fag, man har valgt. Som nu reporteren fra Seattle Times, som i en uge delte ud af sin stolthed over det håndværk, han aldrig har skammet sig over men tværtimod nærer en dyb, dyb kærlighed til.
Amen.