Jobbet som medieombudsmand er benhårdt. Selvkritikken har ringe kår, og journalister går ofte i baglås over kritik udefra. Sådan lyder konklusionen i en rapport om mediernes egne ombudsmænd.

SELVKRITIK. Gevinsterne er store – på lang sigt. Medieombudsmænd skaber tillid i en tid, hvor mediernes troværdighed daler. De sørger for en hurtig og grundig omgang med klager, og de åbner mediet ved at vise brugerne, hvordan historierne bliver til.

Men de barrierer, som medierne skal overskride, er måske større end gevinsterne.

For selvkritikken har det skidt i pressen, hvor redaktører ikke har lyst til at lade sig kontrollere af interne, uafhængige revsere.

Det konkluderer DJs kommunikationschef Esben Ørberg, som uafhængigt af DJ har lavet en rapport om medieombudsmænd.

»Den indre vagthund mistrives de fleste steder. Den bruger sine kræfter på at forsvare sig. Jeg må konstatere, at journalister og redaktører har tendens til at gå i baglås, når det handler om at kigge sig selv i kortene.«

Vi diskuterer gerne journalistik højlydt i en kammeratlig sfære, men ikke offentligt,« siger Esben Ørberg, der har interviewet en række ombudsmænd og chefer på danske og udenlandske medier.

Rapporten, der er udgivet af Update med støtte fra Pressens Uddannelsesfond og Dagspressens Fond, ser nærmere på de cirka 25 europæiske ombudsmænd – heraf de tre danske i henholdsvis DR, på Politiken og på fagbladet Sygeplejersken. TV 2s kommende seerredaktør, som Folketinget med medieforliget pålagde stationen, bliver den fjerde. /