Der findes en hemmelig klub kaldet Anonyme Arbejdsløse. Klubben er i øjeblikket langt bedre til at hverve medlemmer end Jehovas Vidner. De behøver ikke engang stemme dørklokker. 

Dette er historien om en arbejdsløs alenemor i jobtræning, der ikke valgte at melde sig ind. En kliché, der så lyset. Ugens glade krøbling i svøb.

Og her er jeg så: 29 år, stædig optimist, fagligt på vej. Velkommen til en tiltagende lykkelig historie om arbejdsløshed og jobtræning.

Ordet jobtræning er ganske ubehageligt. Indrøm det bare, kære læser, du får samme billeder som jeg: En person, der socialt eller fagligt, formentlig begge dele, ikke har fod på livet. Da jeg blev bedt om at skrive dette indlæg, var det med en lille bæven, at jeg sagde ja. Det er ikke sjovt at blive betragtet af andre, der er mere linieret end én selv. På den anden side: Folk famler. Det bliver man klog af. Så det er også historien om ikke at ville være flov over at skulle finde sine ben at stå på som journalist.

For fire år siden stod jeg som nyuddannet fra DJH i Århus. Jeg havde et godt eksamensbevis i hånden, men var ude af stand til at give et klart svar på, hvad jeg konkret skulle bruge det til. En opringning fra DR/Nord og lidt freelanceopgaver på P1/Indblik bragte mig i sikker havn i et lille års tid. Men dybest set var jeg allerede groet fast i forestillingen om, hvad jeg ville, kunne, og ikke mindst hvad journalistfaget gav mig af muligheder. Jeg kunne et håndværk, som bestod i at se historier, opsøge dem, vinkle dem, sende dem af sted og forfra igen. Det sagde mig ikke meget. Det blev et år i tiltagende frustration og et ikke så spændende tre måneders vikariat som pædagogmedhjælper. Så gik jeg på barsel. Jeg havde én tanke: Aldrig mere journalist!

Efter halvandet års børnepasningsorlov og stadigvæk uden klar fornemmelse for mit fags potentiale gik jeg på jagt i mit indre og på nettet. Efter en dags tid fandt jeg i min hjernes afkrog (og på nettet) min drømmearbejdsplads. Jeg skrev en uopfordret ansøgning og blev ansat i jobtræning.

Det var akut forelskelse fra dag ét. Uformelt har jeg et selvstændigt job med spændende udfordringer, hvor jeg skal bruge alle mine kompetencer og lidt til. Jeg har i kraft af min ansættelse fået adgang til sidste nyt inden for kultur, markedsføring og erhvervssamarbejde.

Som i enhver god historie er der selvfølgelig en slange i paradis. Et lykkeligt partnerskab mellem en arbejdsplads og en person i jobtræning kræver en arbejdsindsats og en seen hinanden an. Min stolthed har det svært uden indflydelse, og jeg har måttet holde mig for øje, at dette ikke fører til en fast stilling. Målet er at afprøve mig selv i nye rammer og udvide mit netværk. Arbejdspladsen har haft ansvar for, at jeg bliver taget alvorligt og brugt. Indtil nu har det været et lykkeligt parløb. Jeg har efterhånden arbejdet mig ind på nogle områder som informationsmedarbejder. Jeg bliver ikke pakket væk i en krog. Jeg kan med undren høre, når jeg kommer på »kursus« i Københavns Kommune, at det er min ret og pligt ikke at have ansvar… Men det er netop ansvaret, der udfordrer mig og giver mig mulighed for at udvide mit netværk og mit kompetencefelt. Min ansvarsfølelse for stedet afføder mit engagement. Mit engagement holder mig oppe, når jeg tænker på, om det nu er arbejdsindsatsen værd. Og så bider jeg tænderne sammen, lægger mig i selen og siger: Det skal være løgn, jeg skal bevise, at jeg kan og kan godt.

Så kære Anonyme Arbejdsløse: Meld jer dog ud og opsøg de faglige udfordringer. Jobtræning er det bedste alternativ til ingenting.

For mit eget vedkommende slutter min ansættelse i januar. Ikke uden tårer, men jeg har mange gode ideer og ved simpelthen, at jeg skaber et fast job, får et job via mit netværk eller via en ansøgning … Pointen er for mig, at jeg økonomisk set er arbejdsløs, men det er ikke min identitet.

Så det går sådan set meget godt for ugens glade krøbling.