search

Den indre Kazanski

I sin fritid har redaktionssekretær ved JydskeVestkysten, Jens Henrik Jensen, hovedet fyldt med blod, sprut, sex og højforræderi. Nu spås han et internationalt gennembrud som forfatter efter udgivelsen af agent-thrilleren »Kællingen i Kraków«.

I sin fritid har redaktionssekretær ved JydskeVestkysten, Jens Henrik Jensen, hovedet fyldt med blod, sprut, sex og højforræderi.
Nu spås han et internationalt gennembrud som forfatter efter udgivelsen af agent-thrilleren »Kællingen i Kraków«.

»Kazanski tøvede ikke. Han jog kniven direkte ind i mandens hals og mærkede øjeblikkeligt det varme blod fosse ud og ned over sin arm. Ulideligt lunt og tyktflydende. Han rullede væk og samlede et kort sekund sine tanker. Han måtte af sted, omgående.«

Gågaden neden for vinduerne genlyder af drukne stemmer, der river Jens Henrik Jensen ud af koncentrationen.
»Olé – olé, olé, olé …«
Han strækker sig grundigt, tager brillerne af og gnider punktet mellem øjnene og næsen, inden han tænder endnu en cigaret og læser passagen igennem.
»Godt nok; Den holder,« tænker han, slukker computeren, bærer omhyggeligt askebægret og kaffekoppen ud til køkkenvasken og tumler i seng, netop som dagen begynder at lysne i Esbjergs gader.
Igen har journalisten haft en forfatternat.
Der er langt fra Jens Henrik Jensens rolige og milde væsen til CIA-agent Jan Jordi Kazanskis iltre og selvdestruktive temperament. Ligesom der er langt fra redaktionslokalerne i JydskeVestkystens rødstensbygning over for banegården i Esbjerg til det internationale agentmiljø og den østeuropæiske underverden.
Men de ukurante elemen-ter bindes alligevel sammen. Af Jens Henrik Jensen. Til daglig er han redaktionssekretær, blandt andet med ansvar for JydskeVestkystens forside, men når de lange avisvagter udmønter sig i længere tids fritid, flyver hans fantasi ud i en verden af sexede kvinder, handlekraftige agenter, dobbeltspil og højforræderi. Alt til faget hørende.
»Kazanski brændte af vrede, men følte sig alligevel kold og underligt fraværende. Så løftede han langsomt Bernardellien og skød manden direkte i låret. Han gav et skingert vræl fra sig. Blodet begyndte straks at gennemvæde hans bukseben, og tårerne trillede ned over hans kinder.«

I 1997 fik Jens Henrik Jensen udgivet hele to internationale thrillere: Debutbogen, »Wiener Ringen«, der fik en blandet modtagelse, mens efterfølgeren, »Kællingen i Kraków«, til gengæld høstede flotte anmeldelser over en bred kam:
»Stramt komponeret, fuld af overraskelser, stemningsmættet, højaktuel og fortalt med nerve og nøgternt overblik. Ret meget bedre kan det ikke gøres,« skrev Jyllands Posten, mens Ekstra Bladet konkluderede, at »Jens Henrik Jensen kan fortælle en god historie, han har et fint blik for detaljer og et beskrivende sprog, der er både opfindsomt og spændstigt.«
»Kællingen i Kraków« handler om den hårdtslående, men følsomme CIA-agent, Jan Jordi Kazanski, der er sygemeldt efter at have mistet sin kone og sin datter ved en ulykke. Men hans overordnede sender den psykisk ustabile agent i felten igen, da en gammel kontakt i Polen beder om hjælp i en stor sag. Det viser sig, selvfølgelig, at der ligger skjulte motiver bag …
Som drivkraft for selve handlingen ligger opbruddet i Østblokken og de kaotiske forhold, det har skabt. Den russiske mafia, den Røde Hærs sammenbrud og frygten for en storstilet udsmugling af radioaktive stoffer og sprængfarlig knowhow.
Er din bog en kritik af, hvordan vi i Vesten har tacklet – eller ikke tacklet – de enorme problemer?
»Det er den jo indirekte. Alene i det, at man beskriver forholdene og blotlægger dem for læserne. Det gør i hvert fald, at læserne får et grundlag for at tage stilling. Der ligger ikke nogen løftet pegefinger eller forsøg på morale, men det er da et nutidsbillede på godt og ondt – mest ondt. Så man kan sige, at jeg lufter noget kritik, men det er kun indirekte.«

»Hun lynede langsomt ned i den røde jakke, der sad stramt over hendes bryster. Tommelfingeren og pegefingeren med de sortlakerede negle slap først grebet, da lynlåsen var rullet halvvejs ned, og et par bløde bryster presset inde bag en sort bh vældede frem, så han kunne skimte et svagt rosa omrids af brystvorterne over bh'ens kant. I den dybe kløft hang en sølvmedaljon som et fikspunkt med hypnotiserende kræfter.«

Jens Henrik Jensen har arbejdet på JydskeVestkysten, siden han blev færdig på Journalisthøjskolen i 1987, bare 23 år gammel. Men den forfatter, han har haft i maven siden barndommen i den lille landsby Søvind ved Horsens, måtte vente tålmodigt.
I fire år var han sportsjournalist, og når han kom hjem efter de daglige artikler, var han »skrevet ud og ned og færdig«, som han selv udtrykker det. Først da han blev fast forsidemand, kom roen og overskuddet til de lange nætter foran skærmen.
De har foreløbig udmøntet sig i to romaner, begge fyldt med ramasjang, sex og action. Men fælles for de to bøger er også, at de tager udgangspunkt i konkrete begivenheder:
»På et tidspunkt – i 1988, tror jeg – var der en masse ballade om en gammel nazi-ubåd, der måske var fyldt med guld, og som skulle hæves, og alle de danske journalister stod linet op, og det endte helt vildt med skyderi, og hvad ved jeg. I samme periode blomstrede nynazismen op i Tyskland, og de første mordbrande fandt sted i Mölln og Rostock. Det gav mig ideen til ‘Wiener Ringen'.«
I romanen kobler Jens Henrik Jensen de to forskellige begivenheder til en slags komplot, hvor både gamle nazister og nynazister er involveret i hævningen af u-båden.
»På samme måde fik jeg den første idé til ‘Kællingen i Kraków', da jeg læste en artikel i Jyllands Posten om rødt kviksølv. Der var et eller andet, der – at man rent faktisk kan producere en atombombe i håndtaskeformat. Samtidig stødte jeg via mit arbejde hele tiden på telegrammer om udviklingen i det tidligere Sovjetunionen. Og langsomt begyndte jeg at kunne se omridset af handlingen til en bog.«

»Hvem kunne være tryg ved, at Rusland, Ukraine og de andre store overhovedet ikke havde styr på den sikkerhedsmæssige side af sagen, når det handlede om atomvåbenindustrien og de mange produktionsanlæg, der smuldrede og faldt fra hinanden, når strømmen af penge var stoppet.«

Flere steder i bogen kan man tydeligt mærke journalisten Jens Henrik Jensen – især på den grundige gennemgang af politiske begivenheder og problemstillinger. Den journalistiske arbejdsmetode er da også grundlæggende for hans arbejde, selv om det også har givet problemer, fortæller han:
»I starten er det meget som journalistik: Man skal danne sig et overblik over et stort emne, uden af fordybe sig alt for meget i det. Der har man nok som journalist nemmere ved at finde ud af, hvem man skal spørge. Jeg lavede interview på Niels Bohr Instituttet, Risø og Danmarks Tekniske Universitet. Det har været vigtigt for mig, at det faktuelle skulle være i orden.«
»Men jeg har været meget opmærksom på de fejl, jeg begik i ‘Wiener Ringen', hvor jeg især fik kritik for, at jeg havde for meget research med.«
»Jeg kom til at hælde for meget faktuelt og teknisk lige i hovedet på læseren, fordi jeg ville overbevise dem om, at jeg vidste, hvad jeg skrev. Men i bogform er det dræbende – det er kun Peter Høeg, der kan slippe af sted med at skrive otte sider om snemolekylers opbygning.«
Til den knapt så journalistiske del af forfatterskabet hører at skabe en række personer – især en interessant hovedperson. Og Jens Henrik Jensen er ganske godt tilfreds med Jan Jordi Kazanski, der både mestrer alle agentens nødvendige færdigheder, såsom at slå ihjel, drikke tæt og forføre kvinder, men som også bærer på en smerte, som gør ham i stand til at reflektere snart sorgfuldt, snart kynisk over verdens gang.

»Han var bredskuldret, og den hvide t-shirt sad stramt om overarmene, der svulmede op ved ærmekanten. Hendes øjne fæstnede sig uvilkårligt ved en blodåres udspring. Den boblede op som en kilde og snoede sig ned over armen. Så blev den væk, dukkede op igen længere nede og delte sig i et delta af blå strømme, der løb ned over den senede underarm og forsvandt under stållænken om håndleddet. Han bar sit ur på højre arm. Sjældent syn.«
Jens Henrik Jensen bliver af kolleger beskrevet som stille og lidt indadvendt – en klar kontrast til Kazanski, som er ude på alle mulige former for eventyr.
Er han dit Alter Ego, der lever dine drømme ud?
»Nej, det er han ikke. Omvendt kan du jo ikke adskille ham helt fra din egen person, der vil være nogle situationer, hvor han reagerer på en måde, som jeg også ville selv. Men hans baggrund og hans druk og den slags – nej, det er ikke hentet hos mig.«
Men Kazanski er jo meget international, og du rejser selv meget, blandt andet var du i Kraków som en del af researchen til bogen, der både foregår i Polen, Rusland, Spanien og USA …
»Det bunder nok i mine egne interesser. Jeg synes, det er spændende at være et andet sted, fordi man ser tingene anderledes … det er ikke sådan for alle, det er bare mere spændende for mig personligt. Jeg er interesseret i udlandsstof.«
Hvorfor skriver du ikke om Danmark?
»Danmark er så stabilt et samfund, at hele nationen kan komme i oprør, hvis en statue får hugget hovedet af. Vi er en lille enklave, som jo egentlig har det godt. Der sker ikke de store rystelser, så jeg tror, det ville være svært at bruge Danmark som ramme for en historie.«
Men du arbejder med indlandsnyheder hver dag …
»Ja. Men det handler om at være professionel. Og jeg mener, at det er mindst lige så godt at synes, at gadekæret er skønt og interessant. Det er bare… når Danmarks Radio og TV 2 har de samme to tophistorier og det samme bløde nedlæg … så er Danmark et lille land.«
Har du overvejet at blive udlandskorrespondent?
»Ja, det har jeg. Indtil jeg fandt ud af, hvor svært det er at leve af det. Som næsten nyuddannet rejste jeg jorden rundt, og der havde jeg taget en skrivemaskine med. Jeg brændte virkelig for sagen, ellers tager man ikke en tung skrivemaskine med i rygsækken. Men jeg fandt ud af, at lige meget hvor mange spændende artikler jeg skrev, så havde alle aviserne i forvejen en aftale med en eller anden. Så hvorfor skulle de købe stof fra mig, som tilfældigvis var på tur. Det var den første kniv i ballonen.«
»Senere fandt jeg så ud af, hvor hårdt arbejde det også er for de fast tilknyttede korrespondenter, hvis de skal kunne leve af det. Og jeg er ikke sikker på, at jeg er energisk nok til at kunne klare det.«

»Braget lammede dem næsten, og i det samme registrerede han lyden af splintret vinduesglas. Så væltede en kaskade af vand og glasskår ned over dem, og med armene oppe over hovedet lå han målløs og fortumlet, fladt udstrakt på gulvet.«

Da »Kællingen i Krakow« udkom spåede anmelderne Jens Henrik Jensen et stort internationalt gennembrud. Herefter fulgte en lang og intens periode med interview til de fleste medier.
Hvordan er det pludselig at være på den anden side af mikrofonen?
»Det har været fint nok, men også lidt overvældende. Og så har det været sundt for mig som journalist, fordi man får skærpet opmærksomheden på, hvor vigtigt det er, at folk bliver citeret rigtigt. Man er meget ømtålelig, næsten mimoseagtig med hvordan, tingene bliver formuleret. Så det har givet mig en enorm opstramning i forhold til mit eget arbejde.«
»De fleste journalister ville have gavn af at komme i den anden rolle. Især på tv. Der er enormt mange mennesker, der sætter lys og vader rundt, og du sidder selv ovre i et hjørne og venter til, du får besked på, at nu kan du godt komme og sætte dig og sige noget – men det skal være kort.«
»Du skal aflevere tre års arbejde, så det kan bruges til en indledning på 8-9 i sekunder. Så står der én med et ur i baggrunden, og så taler du måske i 12 sekunder, og det er for langt, og du må gøre det om.«
Jens Henrik Jensen husker med lune i stemmen sit møde med de forskellige journalister – og deres medier. Men nu er virakken ovre, og Jens Henrik Jensen puster ud i sin lyse ungkarlelejlighed, der her i januar endnu har enkelte grangrene stukket ned bag de store skifterammer.
Man fornemmer en lidt underlig tomhed, fordi alting pludselig går meget langsomt – salgstallene er fine, men ikke eksplosive; bogen er stadig sendt til udenlandske forlag, men kun i Norge har man takket ja til en oversættelse. Og på grund af et nyt og større arbejdsområde på avisen, har Jens Henrik Jensen ikke haft overskud til at begynde på den næste bog for alvor, selv om han pusler med temaet.
Hvis alt går vel bliver det den latente trussel fra de nedslidte atomkraftværker og den gamle atomdrevne flådeba-
se ved Kola-halvøen i Murmansk, der næste gang kommer under Kazanskis – og Jensens – behandling.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen