Lægerne på Skejby Sygehus henholdt sig til deres tavshedspligt, da de afviste at kommentere en sag, som Århus Stiftstidende bragte frem. Avisen fik den forurettede families fuldmagt og skrev om sagen uden om lægerne.

"Jeg udtaler mig ikke om personsager," svarede overlægen på Skejby Sygehus næsten per refleks, da journalist Karsten Bjørno i midten af februar ringede for at få hans kommentar. Selv om journalisten præsenterede overlægen for en fuldmagt fra familien, der gav ham ret til at udtale sig om sagen, fik den ham ikke til at ændre holdning.

Sagen drejede sig om en familie, hvor moderen var under mistanke for at lide af Münchhausen by Proxy – en tilstand, hvor en mor opfinder symptomer hos sit raske barn og i visse tilfælde påfører barnet sygdomme. I sagen fra Skejby Sygehus drejer det sig om en mor, som lægerne mistænker for at have sprøjtet afføring ind i sit barns blod.

I den kontroversielle sag var familiens fire børn i sommer blevet tvangsfjernet blandt andet på baggrund af vurderinger fra socialoverlægen i Århus Kommune og personalet på Skejby Sygehus. Det var detaljer i denne proces, som

Århus Stiftstidende havde rettet sit kritiske øje mod, men som lægerne ikke ønskede at udtale sig om.

Lægen nægtede ikke kun at udtale sig om personsagen. Han ville end ikke udtale sig om diagnosen generelt, fordi han vurderede, at udtalelserne for nemt kunne henføres til den aktuelle sag.

"Det var hensynet til børnene, der lå bag overlægens afvisning. I denne sag kunne vi ikke etisk forsvare at lægge detaljer på bordet, som børnene skulle leve med resten af livet. Desuden efterforskes sagen af politiet," siger informationschef Lars Elgård Pedersen fra Skejby Sygehus.

Det ligner formynderi
Begrundelserne afvises af Århus Stiftstidende blandt andet med henvisning til, at forældrene stadig har forældremyndighed over børnene.

"Jeg tror, hverken børn eller familie føler, at hospitalet forsøger at beskytte børnenes interesser, når lægernes udsagn er med til at få børnene tvangsfjernet. Tværtimod ligner det formynderi, når lægerne begynder at vurdere, hvad der er godt for børnene. Argumentet om, at lægerne ikke kan udtale sig, så længe politiet undersøger sagen, holder heller ikke. Politiet havde ikke afhørt vidner siden august, og hvis lægen ville være sikker, kunne han jo spørge politiet, om det var i orden, at han udtalte sig til pressen," siger chefredaktør Bjarne Hvirring.

Uanset tavsheden fra sygehuset kørte avisen sin historie – med piber, trommer og fulde gardiner. Karsten Bjørno havde lånt sags-akterne af familien, og med alle de forskellige instansers udtalelser i sagen rekonstruerede han hele forløbet i det, der blev Århus Stiftstidendes første forsøg i genren serial.

I en serie på seks lange artikler beskrev Karsten Bjørno de kommende uger detaljeret og hudløst, hvordan den mistænkte familie en dag i august gennemlevede den traumatiske tvangsfjernelse og tiden efter, hvor forældrene blev overvåget af myndighederne, og børnene opholdt sig på børnehjemmet. Artikelserien fik titlen "Mistankens bål brænder I – VI", og den følelsesladede beretning blev ledsaget af nyhedsartikler, hvor den ene part i sagen – nemlig læger og ledelse på Skejby Sygehus – glimrede ved sit fravær.

Fanatisk retorik
I stedet for interview med Skejby-lægerne bragte Karsten Bjørno en række stærkt kritiske – og i visse tilfælde partiske – psykologer og behandlere i spil. Valget af kilder forarger Lars Elgård Pedersen, der inden han blev informationschef på Skejby Sygehus selv arbejdede som journalist på Århus Stiftstidende.

"Journalisten vælger kilder, der er erklærede modstandere af tvangsfjernelser i forbindelse med diagnosen Münchhausen by Proxy, og ophøjer dem til eksperter. Han lader dem kritikløst lukke deres fanatiske retorik ud i spalterne," siger Lars Elgård Pedersen, der mener, at journalisten i stedet kunne have hentet udsagn fra børneafdelinger på andre sygehuse.

Karsten Bjørno erkender, at det var svært at finde eksperter til artiklen, fordi diagnosen er så sjælden.

"Artiklerne kommer til at fremstå ubalancerede, når Skejby Sygehus ikke er med," erkender han, men sender skylden for den ensidige dækning tilbage til sygehuset, fordi lægerne henholdt sig til deres tavshedspligt, selv om forældrene havde givet tilladelse til, at lægerne gerne måtte udtale sig om deres sag.

Til sidst lykkedes det alligevel avisen at få overlægen fra Skejby i spalterne. Avisens massive kritik af børneafdelingen på Skejby Sygehus fik først politikere og sygehusledelse og til sidst den tavse overlæge på banen.

Ryg dem ud
Karsten Bjørno fik held med den taktik, han i sin tid lærte på Journalisthøjskolen.

"Der lærte jeg, at hvis en myndighed ikke vil udtale sig, skal den ryges ud," siger han.

Lars Elgård Pedersen erkender, at sagen har givet anledning til selvransagelse og efterrationaliseringer på Skejby Sygehus.

"Vi har spurgt os selv, om vi kan gøre det på en anden måde, og måske vil det betyde en større åbenhed herfra. Havde vi vidst, hvor omfattende Karsten Bjørno skrev om sagen, ville lægen sikkert have udtalt sig," siger han i dag.
Trods denne efterrationalisering mener Lars Elgård Pedersen ikke, at Skejby Sygehus har brug for en egentlig pressepolitik, som for eksempel Hovedstadens Sygehusfællesskab har.

Han mener, at Skejby Sygehus har nok i formuleringerne på hospitalets hjemmeside om, at forholdet til pressen er "åbent og baseret på gensidig tillid", og at sygehuset "respekterer pressens ret til indsigt og oplysninger", men at journalister samtidig skal "respektere, hvis der er ansatte, patienter eller pårørende, der ikke vil medvirke".

"Jeg nægter at medvirke til en fremtid, hvor overlæger skal ringe til mig senest en halv time efter, de har talt med en journalist, så vi i fællesskab kan tage action på, hvordan situationen skal håndteres," siger Lars Elgård Pedersen.

Læs artiklerne i Stiften: http://www.stiften-aarhus.dk/ skriv "Münchhausen" i arkiv-søgefeltet. Sæt flueben i feltet "netarkiv".

Læs også: En fuldmagt kan åbne munden.