»Der var en 18-årig pige, og på det år, jeg var væk, havde hun haft sex for første gang, var blevet smittet og havde født et barn. Da jeg kom igen et år senere, var barnet gået bort, og hun var i dyb sorg.« -Krisanne Johnson, USA. Om aids-epidemi i Swaziland.

Krisanne Johnson havde ligesom Ilvy været i praktik i Sydafrika og var også blevet fascineret af post apartheid-kulturen. Og ligesom Amy ønskede hun at vise en anden og mere positiv side af historien end den, nyhedsmedierne bringer til torvs. Samtidig var hun også blevet fascineret af historier om det lille bjergrige kongedømme Swaziland med absolut monarki, den berømte jomfrufestival Umhlanga og en uhyggelig statistik: Landet har de højeste rater af hiv-smitte og tuberkulose i verden og en forventet gennemsnitlig levealder, der er faldet fra 61 til 31 år på bare 10 år.

Det tog tre år med job i Washington, hvor hun blandt andet arbejdede som fotograf i Det Hvide Hus, før hun endelig gav sig selv lov til at forfølge drømme og tage til Swaziland. Ét besøg, så var hun hooked. I skrivende stund har hun været der seks-syv gange i ophold af halvanden til otte måneders varighed, og hun skal af sted igen til oktober. Historien har indtil videre kun været trykt i Kina og Italien, men hun har modtaget både det meget prestigefulde Eugene Smith-legat, et legat fra Getty og en mindre sum penge fra Magnum. Historien og mængden af billeder vokser i størrelse og kompleksitet.

40.000 unge swazilandske jomfruer tager del i Umhlanga-dansen; en otte dage lang ceremoni, som fejrer uskylden og forbereder pigerne til voksenlivet. Næsten hvert år udvælger Kong Mswati III en af pigerne til hustru. Han har nu 13 koner. – foto: Krisanne Johnson

Serien i Perpignan viste tre temaer, der også repræsenterer hendes rejse ind i historien: Umhlanga, også kaldet 'sivdansen', ungdomskultur og et intimt kig ind i hiv-smittede kvinders hverdag.
»Jeg ville gerne lave et projekt om et emne, hvor traditionerne bliver blandet med moderne ungdomskultur, og til det kunne jeg ikke finde et bedre emne end hiv-epidemien. Ifølge statistikken bliver hver anden af de 50-60.000 piger, der deltager i ceremonien, smittet på et tidspunkt i deres liv. Men sikke en indgangsvinkel at møde dem lige der, hvor de føler sig stærkest, gladest og mest frie. Det er nemlig også en lille ferie fra hverdagens realiteter, hvor mange af dem allerede har ansvaret for deres familier, fordi en del allerede er døde.«

Krisanne fandt selv sine kilder. Først gennem kvinderne, der arbejdede på vandrehjemmet, hvor hun boede, og senere gav det sig selv. Hun ville ikke gå den traditionelle vej gennem ngo'er for at være sikker på, at kvinderne selv ønskede at deltage og ikke stillede op, fordi de var afhængige af hjælp. På trods af epidemiens omfang er det stærkt stigmatiserende at offentliggøre sin status som hiv-positiv. Men da hun kom tilbage efter et år, forstod flere af kvinderne, at hun var seriøs, og begyndte selv at henvende sig til hende.

Unge mænd flirter med teenagepiger ved en lokal swimmingpool. – foto: Krisanne Johnson

»Der er en bestemt kvinde, Phindile, hvis naboer jeg snart har fotograferet alle sammen. Efter et lille stykke tid begynder det at gå op for en, at alle i deres lille samfund er smittede og forsøger at klare sig. Der var en 18-årig pige, og på det år, jeg var væk, havde hun haft sex for første gang, var blevet smittet og havde født et barn. Da jeg kom igen et år senere, var barnet gået bort, og hun var i dyb sorg. Det er hårdt, fordi man jo også lærer børnene at kende, og det er svært at forestille sig, hvad hun går igennem. Der var et år, hvor hun slet ikke ville fotograferes. Jeg voksede selv op med bevidstheden om, at det havde været en smertefuld oplevelse for min mor at have mistet et barn. Så selv om jeg ikke tog et eneste billede, dukkede jeg op hos pigen hver dag for bare at snakke og være der. En dag kiggede hun på mig og spurgte, hvorfor jeg ikke fotograferede – og så var hun klar til at udtrykke sin smerte og lade kameraet fange det.

Hvert år åbner kvinderne sig en lille smule mere og indvier mig i lidt flere af deres skikke, og jeg forstår bedre og bedre, hvor umuligt det er at komme ind udefra og fikse noget for en anden kultur. Det er jo i virkeligheden meget simpelt at gøre noget: De skal bare beskytte sig! Og det er et lille land, så det er også relativt let at sprede budskabet. Men de stoler ikke på gratis kondomer, og ethvert kondom er som 'at smide en baby væk'. Swazi-familier er meget store, og du er noget, hvis du har et barn. Mange er også bange for at tage medicinen. Både fordi man skal stå ved sin status som positiv, og fordi alle har set mange familiemedlemmer dø, selv om de tog medicin. Mange startede for sent, og medicinen er desuden blevet meget bedre, end den var.«

En syg ung kvinde på vej fra hospitalet. Hun skal hjem og tage sig af sine tre kusiner, som netop har mistet sine forældre, der begge døde af aids. – foto: Krisanne Johnson

Projektet hedder I love you real fast. Det er et udtryk, der stammer fra kvinderne selv. Swazi-mænd er meget hurtige til at gøre kur og erklære deres kærlighed. Pigerne hopper på krogen, og lige så hurtigt er deres liv forandret.
Det er meget normalt i Swaziland, at man har flere sexpartnere. Men mændene bliver sjældent hængende, når en kvinde bliver syg.
»Det er ikke, fordi jeg har prøvet at undgå at have mænd med i projektet. Men noget af det første, jeg lagde mærke til, var, at når en pige bliver syg, så er manden ude af vagten. Enten kan han ikke håndtere hendes sygdom, eller også vil han ikke indrømme den over for sig selv. Jeg kender dog et par gode swazi-mænd, som er der for deres koner og børn.«

Krisanne er klar over, at hun er nødt til at begynde at finde nogle afslutninger i projektet, så hun kan få det ud over rampen og ud til flere. Phindile var en af de kvinder, der modsatte sig behandling i lang tid, men nu er hun i gang.
»Jeg tror, Phindile er ret stolt nu, hvor hun er i behandling. Da jeg første gang mødte hende, kunne hun kun tale om, hvor bange hun var for at dø. Så det er virkelig dejligt at se hende le og løbe omkring. Hun ved, at hun sagtens kan blive gammel. Hun skal bare tage sin medicin, lade være med at have ubeskyttet sex, så hun ikke får en anden type virus, og hun må ikke få børn. Phindile forstod det, og hun holder fast. Hvis en mand ikke vil bruge et kondom, så vil hun ikke have sex. Og det er lige der, hvor jeg bliver så tændt på det her projekt igen. Alle de kvinder, jeg kender, som nu er i behandling og har det bedre med mere mod på fremtiden – dem har jeg jo lyst til at se hvor er henne om fem år.«

Krisanne Johnson, USA. – foto: Ditte Valente
www.krisannejohnson.com

Det var kvindernes år på fotojournalistfestivalen Visa pour l’Image i Perpignan.  
Ilvy Njokiktjien, Krisanne Johnson og Amy Toensing har alle bevæget sig dybt
ind i et totalt fremmed område. De fortæller om, hvordan drenge gøres til racister.
Om hiv-smitte i Swaziland. Og om aboriginernes isolation i Australien.
Læs om Ilvy Njokiktjien og Amy Toensings projekter her:
https://journalisten.dk/dagligliv-blandt-aboriginer-visa-pour-l-image
https://journalisten.dk/racismelejr-visa-pour-l-image