Millionforretningen Statens Serum Institut scorede masser af gratis omtale på at give et tv-program skylden for, at forældre ikke lader deres børn vaccinere. Men ikke ét medie undersøgte, om der var hold i kritikken. Man skal lytte mere til eksperterne end til journalisterne, lyder forklaringen fra Politikens chefredaktion.

En lang række landsdækkende medier gav i september spalte- og æterplads til et budskab fra Statens Serum Institut (SSI) om, at det var meget alarmerende, at en stigende gruppe danske forældre ikke lader deres børn vaccinere mod mæslinger, fåresyge og røde hunde – den såkaldte MFR-vaccine.
»Alarmerende flugt fra børne-vaccinationer,« lød det den 14. september øverst på forsiden af Berlingske Tidende, som startskud til den pressekavalkade, som også radio og tv senere tog del i. Gentagne gange fik instituttet lov til uimodsagt at lange ud efter et tv-program, der i efteråret 1997 havde behandlet vaccinen kritisk. Omvendt blev vaccinen frikendt i dele af pressen af en undersøgelse, finansieret af vaccine-industrien, uden at interesse-sammenfaldet blev påpeget.
Listen over mulige journalistiske fodfejl er dermed ikke slut. JOURNALISTEN har set nærmere på de »alarmerende« tal, der mobiliserede pressen og blev affyringsrampe for de mange historier om vaccine-flugten. Tallene er overdrevne – hvilket også Statens Serum Institut erkender over for JOURNALISTEN – fordi pressen sammenligner tallene fra første kvartal i år, med tallene for hele foregående år.
Endelig satte ikke ét eneste af de store medier undervejs spørgsmålstegn ved SSIs motiver for at skyde en kritisk tv-udsendelse ned og argumentere for øget vaccinering. SSI er en millionforretning med en omsætning i 1997 på over en halv milliard kroner. Alene sektoren for vaccine omsatte for godt en kvart milliard. Jo flere børn, der stikkes, desto bedre forretning.
Kort sat – helt grundlæggende kildekritik er blevet tilsidesat hos en bred vifte af medier.

Hovedskurken udpeges
I Århus på DR-redaktionen ‘Journalen' sidder Gitte Smedemark frustreret tilbage. Hun har tilrettelagt det tv-program, der er udpeget som årsagen til vaccine-flugten. Programmet »Et skud i tågen«, sendt 25. november 1997 og set af godt 700.000, som satte spørgsmålstegn ved, om danske forældre informeres tilstrækkeligt inden vaccineringen af småbørn. Ofte har medierne brugt overlæge Tove Rønne – hvis mission kritiseres i udsendelsen – som ene ste kilde til kritikken:
»Udsendelsen var fyldt med udokumenterede påstande, som har fået forældre til at lade være med at få deres børn vaccineret,« refereres Statens Serum Institut for eksempel for i Berlingske Tidende. Og over for JOURNALISTEN lægger instituttets overlæge Tove Rønne ikke skjul på tv-journalistens enorme ansvar.
»Det er virkeligt chokerende. Vi vil snart stå med yngre mennesker, der får mæslinger og hjernebetændelse og måske dør de.«
På trods af, at tv-journalist Gitte Smedemark og hendes program dermed spiller en hovedrolle i historien om vaccine-dykket, har ikke ét medie konsulteret hende undervejs for at høre hendes version af sagen.
»Det kan virkelig undre mig,« siger hun. »At Tove Rønne og Statens Serum Institut får lov at angribe mit program for at være udokumenteret, og at medierne viderebringer hendes kritik – uden at undersøge, om der er hold i den. Og det undrer mig også, at medierne ikke tager fat i de problemstillinger programmet rejser og beder Tove Rønne kommentere dem,« siger Gitte Smedemark.
Gitte Smedemark forklarer, at baggrunden for hendes udsendelse var, at andelen af MFR-vaccinerede børn i pe-rioden 1994 til 1997 er dykket fra 88 procent til 84 procent. Nedgangen var med andre ord begyndt inden tv-programmet.
»Jeg ville finde ud af, hvorfor forældre valgte vaccinen fra, når nu myndighederne havde en målsætning om, at 95 procent skulle have den,« forklarer Gitte Smedemark.
Journalist på Berlingske Tidende Birgit Straarup, der her i september satte historien om vaccineflugten og dens årsager i gang, siger, hun aldrig selv har set tv-programmet »Et skud i tågen«.
»Nej, jeg har ikke set det, men jeg kan huske, at der var en masse debat om det. Og der er flere af mine kolleger, der har set det. Men jeg baserer ikke min artikel på min oplevelse af tv-programmet, men på Tove Rønnes vurdering af tv-udsendelsen. Jeg refererer hende for, at tv-udsendelsen er skyld i dykket,« forklarer Birgit Straarup.

Vidne og part i sagen
Overlæge Tove Rønne får det sidste ord stort set hver gang, medierne diskuterer fordele og ulemper ved vaccinering. I denne omgang optrådte hun live i TV-Avisen, hendes budskab var i Radioavisen, og de fleste større aviser refererede hende.
Selv om Tove Rønne er meget vidende om vaccineringer, er hun langtfra et neutralt sandhedsvidne i sagen – hun er part i den. Og hun indrømmer meget ærligt over for JOURNALISTEN, at hun sidder i en ubehagelig dobbeltrolle, hvad angår MFR-vaccinen. Dels har hun siden vaccinens indførelse i 1987 været mere eller mindre ansvarlig for dens udbredelse, dels er hun ikke alene overlæge, mens også afdelingschef i en virksomhed, der generelt bliver mere og mere økonomisk orienteret.
»Det er en udvikling, der er kommet i de senere år, det med pengene. Og det er da ikke hensigtsmæssigt. Men det har politikerne bestemt – vi skal være indtægtsdækkede. Og jeg er utrolig ulykkelig over, at udviklingen har tvunget os den vej,« siger Tove Rønne. »Men det er fuldstændigt rigtigt. Det er ikke optimalt.«
Overlæge Tove Rønnes primære kritik af programmet »Et skud i tågen« er, at det oplyses, at der er blevet udbetalt 47 erstatninger i Danmark på grund af vaccineskader. Tove Rønne finder det manipulerende, fordi de 47 skader dækker alle typer vacciner siden 1972.
Journalist Gitte Smedemark:
»Listen er med, fordi den viser, at der er andre vacciner, der også er noget galt med. Men hvis det er blevet misforstået, så er jeg da ked af det.«

Sygdom er penge
Inspirationen til de kritiske vinkler om SSI er kun få klik væk på Internettet.
Instituttet giver på sin hjemmeside en prisværdig ærlig fremstilling af sit virke og sine motiver. Motiver, der aldrig nåede ud gennem medierne.
På hjemmesiden kan man læse, at SSI i dag er en stor forretning med en årsomsætning på over en halv milliard kroner i 1997. Forretningen går i al almindelighed godt:
»1997 har været tilfredsstillende for sektoren. Salg af varer og tjenesteydelser er steget ca. 10%,« kan man læse i instituttets årsberetning for 1997.
Og hvor medierne synes at læne autoritetstroen op ad, at SSI forebygger sygdomme, der er instituttet selv meget optaget af sygdomme, som potentiel indtægtskilde.
»En del af stigningen skyldes, at landet har været ramt af to epidemier, der har givet øget aktivitet i laboratorierne. En epidemi med 'den femte børnesygdom' har forår og sommer medført stor sygelighed. Infektionen er særlig alvorlig i forbindelse med graviditet, hvor den kan forårsage abort. Desuden gav den varme sommer mange skovflåter,« hedder det.
Også sektor for vaccine havde i 1997 »et år med flere positive resultater.« Vaccine-sektoren omsatte i 1997 for over en kvart milliard kroner. »Stigningen er knyttet til en øget omsætning på det danske marked …«

Stol på autoriteterne
På trods af Staten Serum Instituts mange interesser er også signalerne fra avisernes redaktionelle top klar – Tove Rønne og SSI er nærmest urørlige autoriteter, dem stiller vi ikke spørgsmålstegn ved.
Onsdag den 16. september, da vaccine-sagen har kørt i tre dage i medierne, opfordrer Politiken således på lederplads danskerne til blindt at følge eksperternes råd.
»Når de siger, at vi gør klogest i at lade vores børn vaccinere, så er det uansvarligt at lade være,« lyder det i en leder, hvor tv-programmet igen udpeges som den mulige folkeforfører, fordi det »satte fokus på nogle børn, der muligvis havde fået varige skader efter MFR-vaccination,« skriver avisen – der tilmed forsøger at kalde de vildledte tropper til orden: »Skulle vi ikke tage og få vaccineret de børn?«.
Politiken konkluderer, at man bringer sine børns »liv og førlighed i fare på grund at et journalistisk fokus på en risiko, der er så lille, at den muligvis ikke findes.«
Det er en skråsikkerhed, som selv ikke videnskaben vil skrive under på. MFR-vaccinens måske varmeste fortaler, overlæge Tove Rønne, har tidligere indrømmet, at den medicinske verden langtfra har fuldt overblik over vaccinens fulde konsekvenser:
»Det er korrekt, at MFR-vaccinens indvirken ikke er undersøgt i en grad, så man på solidt videnskabeligt grundlag kan afvise alle disse påståede sammenhænge,« skriver hun i bladet EPI-nyt i november 1997.
Næstformand i Bivirkningsnævnet under Lægemiddelstyrelsen professor, dr. med. Karsten Jensen, arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, understreger, at ingen kender det reelle omfang af bivirkningerne. Til Politiken-lederens nedtoning af risikoen – »… så lille, at den muligvis ikke findes …,« siger han:
»Det er et meget uheldigt udsagn, som vi ikke vil lægge ryg til. Selv om fordelene ved vaccinen er større end ulemperne – vurderer vi – så er der selvfølgelig bivirkninger af MFR-vaccinen, også alvorlige bivirkninger. Ordene må stå for journalistens egen regning.«
Den uforbeholdne tillid Politiken nærer i lederen til oplysninger fra Statens Serum Institut er ikke enestående for avisen. Tværtimod skrev Politiken i maj 1997, at »kun tre ud af 10.000 børn rammes af bivirkninger,« efter MFR-vaccinen. Konklusionen er baseret på en oplysning om, at SSI i 1995 kun modtog 62 anmeldelser om bivirkninger. Avisen fastslår beroligende at, »alle bivirkninger – ud over det forventelige efter en vaccination – anmeldes …«
Det er ikke korrekt. Karsten Jensen understreger, at de praktiserende læger forsømmer at indberette langt hovedparten af bivirkningerne.
»Vi må erkende, at vi i dag ikke har en troværdig statistik for det totale billede af bivirkninger. Vi har talt om, at det nok kun er mellem to og fem procent af bivirkningerne, vi ser og får registreret.«

Pas på med kritik
Tøger Seidenfaden, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, forsvarer gerne avisens stillingtagen på lederpladsen:
»Man skal passe på med at stille spørgsmål ved alting og være kritisk ved alting,« lyder det fra redaktøren, der ikke selv er forfatter til lederen.
»Selv om lægerne og Sundhedsstyrelsen har taget fejl gennem historien, så må vi tro mere på dem end på mediernes problematisering af dem i vores daglige adfærd. Almindelige mennesker skal ikke ændre deres vaccinationsvaner på baggrund af en problematiserende tv-udsendelse,« siger Seidenfaden. »Selvfølgelig skal journalister være kritiske, men verden skal ikke laves om hver gang, der kommer et tv-program.«
Der er ingen tvivl om, at Politikens ord har varmet hos autoriteterne. Da JOURNALISTEN konfronterer Tove Rønne, overlæge på SSI, med Politikens leder-ord, svarer hun spontant:
»Det er første gang en journalist har forstået, hvad det hele handler om. Det lunede på hele lægestandens veg-
ne.«

Ingen grædende børn
Mediernes autoritetstro kommer omvendt bag på Gitte Smedemark, der selv har dette udgangspunkt for sit journalistiske virke:
»Vi har fat i en virksomhed, som producerer vacciner, som de gerne vil sælge i hele verden. Som udgangspunkt og som journalist vil jeg altid stille spørgsmålstegn ved, hvilken hensigt organisationerne har, når de kommer med oplysninger,« forklarer Gitte Smedemark.
Hun forklarer, at hun helt bevist har valgt alle følelsesladede billeder fra.
»Jeg har bestræbt mig på ikke at bringe billeder af børn, der er skadet af vacciner.«
Udsendelsen er bygget op om en dansk mor, der er kritisk over for sundhedsautoriteterne, som ikke giver hende de nødvendige oplysninger til at træffe valget om vaccinen på et oplyst grundlag. Hun søger selv informationerne om fordele og ulemper ved vaccinen og beslutter, at hendes datter ikke skal vaccineres. Moderen er læge.
Udsendelsen har desuden en reportagedel fra USA. I denne sekvens ses enkelte børn, der angiveligt er skadede af vacciner, men de spiller en statistrolle. Det er deres forældre, der interviewes. De forklarer, hvorfor de har organiseret sig. Budskabet fra USA er, at visse vacciner er gode nok, men deres bivirkninger skal undersøges ordentligt.

Frikendt for egne penge
Tilbage er undersøgelsen, der angiveligt frifinder MFR-vaccinen for at kunne medføre autisme og kroniske tarmsygdomme hos børn.
Hvad medieforbrugerne aldrig har fået at vide er, at heller ikke denne undersøgelse uden videre kan siges at være helt fri for særinteresser.
JOURNALISTEN har rekvireret undersøgelsen. I efterskriftet står: »The study was partly funded by a grant by Merck Research Laborato-ries«. Og netop Merck Research Laboratories, der altså har betalt dele af den undersøgelse, der frikender MFR-vaccinen, er også producent af MFR-vaccinen.
Berlingske Tidende refererer i artiklen mandag den 14. september til undersøgelsen. Det har avisen gjort tidligere – den 3. maj 1998: »Forskere frikender MFR-vaccine,« lød rubrikken. Men avisen har aldrig påpeget interessesammenfaldet omkring undersøgelsen.
Er det et kildekritisk problem, at den undersøgelse, der frifinder lægemidlet, er finansieret af producenten?
»Nej. For når noget har været i »The Lancet«, så er det min opfattelse, at det er okay,« siger journalist Birgit Straarup, Berlingske Tidende. »De har en meget skrap redaktionel udvælgelse.«
Ret skal være ret. I hvert fald én avis nægter at synge samme sang som det øvrige mediekor. Om den oprindelige baggrund for indførelsen af MFR-vaccineprogrammet lyder det:
»Først og fremmest kostede de tre børnesygdomme et ganske betydeligt fravær på arbejdspladserne,« – og: »For det andet ville vaccinationerne sikre et udvidet indtægtsgrundlag i landets lægekonsultationer – og programmet var heller ikke uinteressant for de fabrikanter, der sælger vaccinen.«
Således skrev Morsø Folkeblad torsdag den 17. september.