Danmark står som formandsland i spidsen, når EU's regeringer og de folkevalgte i EU-
Parlamentet skændes om EU's nye aktindsigtslov. Men både journalister og offentlighed ville være bedre tjent med, at det danske udspil aldrig vedtages, skriver freelancejournalist Brigitte Alfter, der også er underviser og leder af Journalismfund.eu.

Forestil dig en velklædt og velklippet fransk herre med lommetørklæde i habitlommen. Forestil dig så ved siden af en dansk herre med kraftige cowboybukser, en jakke i underspillet stil (men af godt materiale) samt, selvfølgelig, en kraftig, cykelvenlig rygsæk. Dvæl en stund ved forskellene og ha' dem i baghovedet, mens du læser videre.

Lige så forskellige som de gængse tøjvaner er fra Norden til det sydlige Europa, lige så forskellig er nemlig synet på forvaltningstraditioner – deriblandt om aktindsigt. En nordisk embedsmand er måske ikke begejstret over en aktindsigtsansøgning, men vil se den som del af demokratiet. En embedsmand fra en lukket tradition er derimod opdraget til at forsvare de dyrebare dokumenter for at få systemet til at køre og vil måske slet ikke forbinde åbenhed med demokratiske idealer.

Det handler om magt – det gør det altid med aktindsigt. Det handler om, at EU's 27 lande har det med at forsvare deres eget system som det bedste. Og det handler om nøgne flertal, som lige nu tilsyneladende går imod åbenheden. Klart nok. Men spørgsmålene svirrer alligevel i baghovedet: Var EU's finansielle krise blevet så slem, hvis der havde været mulighed for at få mere at vide, så kursen kunne være blevet ændret tidligere?

For borgere og journalister handler det om at følge med herhjemme og i Europa. Aktindsigt (og embedsværkets viden om, at loven findes) er et af vores vigtige redskaber for at få præcise og dokumenterbare oplysninger. Uanset om vi er på lokale eller landsdækkende medier, er vi – indirekte – underlagt EU's spilleregler for aktindsigt ved mange, mange af vore historier. Forbrugerstof, erhvervsstof, miljø, regionalpolitik, forskning, licitationer, landbrug, fiskeri, retspolitik, overvågning, terrorlovgivning, politisamarbejde … På alle områder, hvor EU har kompetence, kan vi få brug for at benytte os af aktindsigt som redskab til gode historier – også når brevet i den danske forvaltning måtte være sendt fra EU.

EU har en aktindsigtslov og har haft det siden 2001. Det var et vellykket kompromis, som Sverige pressede igennem, da de sad for bordenden i de afgørende forhandlinger i 2001. Loven er blandt de meget moderne, og på flere områder er der en pligt til at afveje beskyttelse af særinteresser mod den offentlige interesse.
Netop 2001-loven ramte forvaltningen i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg med kultursammenstødets fulde kraft. I de første år sad der embedsfolk, der endnu knap anede, at loven fandtes, og reagerede, som var journalisten ude efter deres nedarvede sølvtøj.

Siden EU-Kommissionen i 2008 skrev sit forslag til en ny lov, har kritikken haglet ned over det. Hele forvaltningsområder bliver undtaget aktindsigt, store mængder af dokumenter bliver undtaget, og offentligheden må i langt højere grad nøjes med at leve i papirtidsalderen, mens forvaltningen uden kontrol kan blive mere og mere digital. Mange kritikere – deriblandt jeg selv – foretrækker den gældende lov frem for en forringelse.

Forhandlingspartnere i de sidste afgørende forhandlinger nu er – kort opridset – EU-Parlamentet på den ene side og de 27 internt uenige EU-lande. Og her spiller Danmark en vigtig rolle, fordi vi for tiden er formand for EU. Danske embedsmænd og ministre sidder for bordenden, kommer med kompromisforslag og står i spidsen for at forhandle aftalen på plads.

Det er her, det stærkt kritiserede forslag fra den danske Europa-minister, Nicolai Wammen, kommer ind i billedet. Den konservative svenske justitsminister, Beatrice Ask, har over for journalistnetværket Wobbing.eu betegnet det danske forslag som værre end det første lovforslag fra Kommissionen.
Danmark hører traditionelt til de åbne lande. Skiftende regeringer har udkæmpet EU-retssager på åbenhedens vegne gennem årene for at styrke EU's aktindsigtslov. Hvad sker der nu for Nicolai Wammen og Thorning-Schmidt-regeringen?

En garvet EU-analytikers automatreaktion ville være at sige: Det er formandskabet. Traditionelt er det nemlig formandens rolle at finde løsninger, ikke at presse egne interesser igennem.
Men at ofre mange års politisk og retslig kamp for at gøre EU mere åbent samt vigtige dele af muligheden for aktindsigt for næsten 500 millioner borgere i EU, ja, det er da en høj pris at give for ganske kort tids berømmelse som en succesrig EU-formand.

Læs Europa-minister Nicolai Wammens svar på kritikken på journalisten.dk