search

Den elektroniske overlevelse

Kjerteminde Avis levede engang i bedste velgående på papir, så lukkede den - men kort tid efter åbnede den igen - på nettet. Her ender vi rejsen rundt på de små aviser i Danmark.

Kjerteminde Avis levede engang i bedste velgående på papir, så lukkede den – men kort tid efter åbnede den igen – på nettet. Her ender vi rejsen rundt på de små aviser i Danmark.

Kan journalistik og arbejdsglæde overleve i en tid, hvor evig digital deadline udfordrer ritualet om en daglig udgivelse? Journalistens udsendte reporter opsøger en række hæderkronede danske provinsaviser, hvor fortid og nutid mødes. Femte og sidste stop er Kjerteminde Avis.

EXIT. Jeg kører ud i det fynske bugtede landskab – og ender ved det mest idylliske, en gård, der hedder Bjørnegården – med udsigt til vandet. Her bor Kjerteminde Avis' nye redaktør, Allan Aistrup, for han er også hotelejer.
»Jeg arbejder skam også klokken fire om morgenen, det her er jo ikke nogen pølsefabrik,« siger han om sin lille avis, der engang levede på papir, så måtte den lukke – og dog: Nu lever den jo på nettet – i bedste velgående, konstaterer han og vipper med sit lille overskæg.
»Den sidste papiravis rullede af sted den 30. december 2010, og der gik præcis en måned, før vi åbnede igen på nettet.«

På væggen i kontoret hænger nogle afblegede papirer. 'Fredagsbladet' står der på dem – de er trykt i '59, da han var 10 år gammel.
»Avisen blev meget populær, den blev endda citeret i Politiken,« siger han og sætter sig i sin noget ramponerede kontorstol.

Han er uddannet i Frankrig; godt nok skrev han kun om cykelløb – og redigerede de andres artikler – men han var der. Og han blev korrespondent for Weekendavisen og Børsen.
»Der er 14-15 mennesker tilknyttet Kjerteminde Avis nu,« siger han og forklarer, at avisens journalister for det meste sidder hver for sig og skriver – der er jo ingen grund til at sidde i det samme kontor, når de mødes på nettet.

»Vi er gået fra 24.000 til 48.000 besøgende i alt – og har 11.500 brugere om måneden. Vi tror jo på, at vi kan noget andet. Vi vil gerne være dem, der fortæller, at der er blevet stjålet en bådmotor på havnen, det er jo ikke noget, der står i landsaviserne. Men selv i Kerteminde var der engang fire aviser, der var mange muligheder, men det går jo den vej, at aviserne lukker. Vi respekterer – og prøver at videreføre den gamle avisrolle. Vi skriver også om de lokale landsbytosser. Vi prøver stadig at være en principiel avis. Jeg er tilhænger af omnibusfilosofien, vi skriver om dødsfald – og der er præstens klumme. Vi prøver at være en komplet avis, der har det hele, så vi er altså ikke bange for de lange historier. Jeg tror på, at folk har et fundamentalt behov for at få at vide, hvad der sker,« siger Allan Aistrup.


Allan Aistrup ryger My Own Blend på kontoret, og nu har netavisen også fået en månedsavis på papir. For selv om han mener, at lokaljournalistikkens fremtid er på nettet, holder han også fast i de gamle dyder. Journalistik er en metier, som redaktøren siger.  – foto: Nils Lund Pedersen

Redaktøren tror ikke på lokalavisen som sådan, det hele er jo blevet til regionalaviser, og de lokale nyheder skal ud gennem nettet, mener han – det er den eneste mulighed.
»De store regionale aviser har jo kun to sider i deres avis, og det er jo ikke lokalt. Ugeavisen laver bare den venlige historie om, at murermester Jensen fik succes, og det hele er jo ikke solskin og annoncer. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi er der – og det er ikke bare almindelige mennesker, der skal skrive – for journalistik er jo en profession, et job, en metier!«

Aistrup mener ikke, at journalistikken er på vej til at dø. Han slår en knytnæve i bordet, så en lille bunke blyantspidsere flytter på sig mellem piberne:
»Det her er en mikroavis, der dækker et mikrosamfund. Vores udlandskorrespondent bor i Svendborg. Men inden for vores lille mikro-område følger vi virkelig med i, hvad der sker.«

Hvem er dit forbillede?
»Det er Jean-Louis Servan-Schreiber – han har skrevet "Le pouvoir d'informer" – han var en fremragende journalist og skrev om, hvordan man ikke skal lade sig korrumpere af magten.«

Han ser på sit ur – vi skal af sted til det ugentlige redaktionsmøde og sætter os ind i en gammel fransk bil fra 1982, kører ind mod byen – ind i industrikvarteret.
Ved siden af Kerteminde Bilsyn og Ibbers pølser ligger en flad rød murstensbygning. 'Kjerteminde avis', står der på den – og der er et 'Til salg'-skilt i vinduet, for de kan slet ikke fylde de gamle redaktionslokaler og vil gerne flytte ind i et gammelt butikslokale i centrum. Det ville også være billigere.

Allan Aistrup parkerer ved siden af en sort Jaguar. Det er Frede Jakobsens, den tidligere redaktør af Journalisten, som også er kommet her til Kjerteminde Avis. Han har ellers også sin egen Svendborgs NetAvis – men det er ikke helt nemt at få det til at løbe rundt i konkurrencen med de store medier.


På Kjerteminde Avis kan de også finde på at arbejde om natten – det er jo ikke nogen pølsefabrik. Og journalisterne kan lige så godt sidde derhjemme. De mødes jo på nettet. Chefredaktøren, Allan Aistrup, har også et lille hotel – og to telefoner. Én til journalistik – og en anden til værelsesbestilling. Han skriver det hele ned på journalistblokken. – foto:
Nils Lund Pedersen

Redaktionslokalerne er nærmest tomme, bortset fra et langt bord – en masse Børsen-aviser, som bliver ved med at komme ind ad døren – og en palme af plastik. Alt blev ryddet, da papiravisen lukkede. Frede er udlandskorrespondenten – for Svendborg – og skriver om resten af Fyn og Region Syddanmark.

Her sidder otte mennesker – blandt andet en ældre herre med striktrøje over skulderen, der har været redaktør på Helse det meste af sit journalistliv – en ung journaliststuderende fra Syddansk Universitet, en kvinde, der er kommet med jordbærtærte – og en herre med overskæg. Fotografen er arbejdsløs pædagog:
»Det styrker min selvtillid at tage billeder,« siger han forsigtigt.

De er alle sammen fulde af gode intentioner.
Den gamle redaktør fra Helse fortæller om den bådmotor, der er blevet stjålet – de har fundet den igen ved den tyske grænsekontrol, og Frede nikker.

»Hvad er det for et stort genbrugsmarked, der er i byen,« spørger én – det ved de andre heller ikke, det må de skrive om. Det er ikke Lions Club i hvert fald.
»Allan, skal vi ikke snart til at have nogle skarpe holdninger i avisen, det må for helvede give noget debat,« siger Frede og pudser sine briller.
»Jo, det kan vi da godt, men så skal jeg bare lige finde ud af, hvad vi skal sige,« siger Allan Aistrup og gnider sine hænder.
»Hvem var det, der vandt kirsebærspytningen,« spørger praktikanten fra Syddansk Universitet, Camilla Holmgaard.
»Det står allerede i ugeavisen,« siger Frede med sin dybe cigaretstemme.
»Hvad med at lave en papiravis, der udkommer om fredagen og samler op på alt det, der er sket i ugens løb?« spørger han så.

»Det kunne være så dejligt med sådan en News-week – men det må vi jo ikke for den konkurrenceklausul, vi har indgået med Fynske Medier. Men med en månedsavis er der rimelig sikkerhed for, at vi kan gøre det,« svarer Allan og kommenterer, at det gode ved dem er, at de går den modsatte vej i forhold til andre, de går fra net til papir.
»Det er jo bladene selv, der underminerer journalistikken,« mener Frede. Dem og deres bannerreklamer.
»Jeg mener jo, at folk godt kan holde ud at læse langt. Det der med, at nettet skal være kort, kort og kort, det er næsten ikke til at holde ud. Jeg tror ikke på, at vi skal give læserne det, de vil have. De skal have noget andet, vi skal få dem til at gå på opdagelse.«

Han kan ikke komme på nogen ny dyb journalistisk tallerken, men han synes, de unge journalister skal gøre noget andet end det, de lige bliver bedt om. Den unge praktikant siger forsigtigt:
»Jeg synes måske, uddannelsen fokuserer for meget på, hvordan vi skal få folk til at læse, i stedet for at tale om, hvad vi rent faktisk skal skrive om. Jeg vil gerne være specialiseret.«

Hun ved endnu ikke helt, hvad hun skal være specialiseret inden for. Hun ved bare, at hun troede, journalistik var noget andet, før hun kom ud i den virkelige verden. Det går så hurtigt, der er slet ikke tid til at tænke sig om.
Og Frede Jakobsen afslutter:
»Så længe vi ikke ved, hvad journalistik er, så er det jo en god grund til at fortsætte med at skrive det – for det betyder jo, at man kan bevare nysgerrigheden.«

Journalistens udsendte bryder ind:
Men undskyld mig, journalistik handler måske også for meget om penge og prestige?
»Shhhh,« siger han.

Men det kan jo være, at vi fik bedre råd til kvalitet, hvis folk ikke fik så høj løn – hvor meget tjener I egentlig?
»Ingenting, det har jeg altså sagt masser af gange,« vrisser Allan Aistrup.
Alle her arbejder freelance. De får ganske få penge for deres dagvagter, men det er ikke det, de tjener penge på – at være her.


»Det her er en mikroavis, der dækker et mikrosamfund. Vores udlandskorrespondent bor i Svendborg.«
Allan Aistrup, redaktør, Kjerteminde Avis – foto: Nils Lund Pedersen

Redaktionsmødet er slut, og solen skinner ned på den lille fynske by. Helt nede ved vandet ligger Fyens Stiftstidende, der jo købte Kjerteminde Avis' gamle ugeavis, og nogle læsere er forvirrede, for hvad er nu hvad?
I redaktionen på Stiftstidende sidder en ung nyansat mand. Før var han vikar og husker i december sidste år, da den sidste Kjerteminde Avis rullede gennem trykpressen; det var sørgeligt, man kneb en tåre – men så kom 'Helle Avis' herover på avisen – også kaldet Helle Nordström. Hun fulgte med sammen med sin gamle redaktør, Jørgen Wind-Hansen, da ugeavisen blev solgt – og har nu fået arbejde her – mens redaktøren har fået 'et gyldent håndtryk'.

Helle Avis fik sit kælenavn, fordi hun simpelthen var indbegrebet af Kjerteminde Avis, og ved siden af hendes nye plads på Stiftstidende står en kæphest med sølvbeslag for alle dem, der har modtaget den. Det er en pris: Helle Avis er årets fynske journalist.

Helle Avis var i praktik på Kjerteminde Avis i '84, og så tabte hun sit hjerte. Dengang skrev de bare – side op og side ned – en historie skulle have den længde, den havde, sådan var det – og så måtte typografen få det til at passe. Der var masser af skæve ombrydninger.
»Det er jo 12-14 år siden, Anker Brink Lund lavede en undersøgelse af lokalaviserne, hvor han fandt ud af, at det, læserne gerne ville have, det var det, vi havde. Kjerteminde Avis gav nemlig læserne lov til at gå på skattejagt, for der var så meget forskelligt på siderne,« siger Helle Avis, der var på avisen i 25 år.

»Kjerteminde Avis var jo mit hjertebarn, og når der var én på ferie, så var man helt alene om at fylde avisen ud. Men jeg har det okay med ikke at være på Kjerteminde Avis, efter at den kom på nettet. For mig er en avis noget, man har i hånden. Men det er måske, fordi jeg er så gammel …«

Hun sidder lidt, hun er heller ikke vild med, at de nu skal være deres egne typografer, hun laver fuckfinger i luften:
»Det kan man ikke høre på din båndoptager.«

Hun bruger ikke selv båndoptager, hun kan huske alt i hovedet – og husker tilbage på dengang:
»Du kender det jo godt: Man sidder til et privat aftenselskab, og så hører man ét eller andet, og så siger man: Er det rigtigt? Der var ikke noget, der hed Helle Privat og Helle Avis – jeg var Helle Avis hele tiden. På Kjerteminde Avis overskred vi alle regler, vi skrev om vores venner, vi skrev om natten – jeg holdt ikke nogen distance og havde ingen timesedler. Nu er det bare et job.«


Kjerteminde Avis var Danmarks mindste dagblad  og blev grundlagt i 1879. Den  udkom i 1.762 eksemplarer – mandag til lørdag, undtagen onsdag, for dér udkom Kjerteminde Ugeavis, som Fyens Stiftstidende nu har overtaget. Den 30. december 2010 rullede den sidste Kjerteminde Avis gennem trykpressen, og 30 dage efter åbnede avisen som netavis.  – foto: Nils Lund Pedersen

Engang indstillede Helle Avis journalisten Nils Ufer til Cavlingprisen. Hun lyser op:
»Han lavede historien om Tamilsagen om til en tv-teatermonolog. De sagde i Cavling-komiteen, at dét kunne man da ikke gøre – det var jo ikke journalistik – men så fik han prisen alligevel.«

Helle Avis kommer i tanker om den vildeste historie, hun nogensinde har lavet: Det var en forfærdelig bilulykke, hvor en ung mand og en pige blev dræbt. Hun sagde til sin redaktør, at den historie ville hun skrive. Han sagde: Nej, vi er ikke B.T. – men hun havde jo kontakterne, hun fik fat i børn og familie – og det blev en historie, der kom rundt om det hele.
»Det kom ikke til at handle om uheldet, om at bilister er idioter, og knallertkøreren er en idiot – nej, det var ulykken fra alle sider. Det handlede om at løse det og forklare det, der var sket.«

Har du et forbillede?
»Nils Ufer. Han sked højt og flot på anseelse og prestige. Han var hæderligheden selv og skrev om den lille mand. Der er nogen, der mener, at det gik galt for journalistikken, da man begyndte at tjene så mange penge. Idealisme er ligesom yt – og solidaritet er et latterligt tresserord,« siger hun og slår op i en gammel telefonbog.

Ét eller andet sted i Danmark ligger en gammel svensk Solna-rotationspresse som gammelt jern. Den blev solgt til skrot. Det var den, der engang trykkede Kjerteminde Avis – og den dag i december sidste år, da den sidste papiravis blev til, måtte trykkeren, Steen Hviid, lukke sin forretning. Avisen var hans eneste kunde. Sådan kværner mediemøllen af sted her ved det næste års slutning.

Nogle lever, mens andre dør, mennesker som medier – og man kan passende starte forfra, dér hvor Journalistens rejse begyndte: På Flensborg Avis, hvor der stadig står en trykker fra Kjerteminde, Torben Due, og trykker aviser – nye nyheder bliver gamle – og sådan ender historien – ved den 132-årige avis, der stadig trækker vejret på nettet.

FAKTA
Kjerteminde Avis var Danmarks mindste dagblad og blev grundlagt i 1879. Den udkom i 1.762 eksemplarer – mandag til lørdag, undtagen onsdag, for dér udkom Kjerteminde Ugeavis, som Fyens Stiftstidende nu har overtaget.

Den 30. december 2010 rullede den sidste Kjerteminde Avis gennem trykpressen, og 30 dage efter åbnede avisen som netavis.

Kort fortalt solgte Kjerteminde Avis sin halvdel af ugeavisen – og medarbejderne blev solgt med. Kjerteminde Avis' fik lov til at beholde sit navn, samt redaktionslokalerne, som de nu prøver at få solgt. Desuden ejer de også stadig byens lille boghandel. De gamle papiraviser ligger i byens arkiv, dem der er tilbage, for en del af de rigtig gamle forsvandt under en oversvømmelse i avisens kælder.

Netavisen Kjerteminde Avis har fået en månedsavis i papir, der hedder Kjerteminde Avis Weekend. Den er gratis og bliver husstandsomdelt.

Kjerteminde Avis er gået sammen med andre små netaviser i Esbjerg, Frederikshavn, Hjørring og Svendborg. De har dannet Lokale Danske Netaviser (LDN), der arbejder på at få mediestøtte ligesom de store mediehuse og blive behandlet på lige fod.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen