Sygehusene forekommer ofte som en eksklusiv, lukket verden, hvor det som journalist kan være svært at få adgang og at få skabt den tillid, der gør, at man kan dække området optimalt. Det betyder, at vi som journalister ofte er henvist til at få kontakter og informationer via patientforeningerne, som jo ser verden fra deres vinkel … og at det er uhyggeligt svært at få holdninger og erfaringer fra det sundhedspersonale, der står midt i sundhedsvæsenets konkrete virkelighed.
Normen på de fleste sygehuse er nemlig, at “den, der lever stille, lever godt” … og derfor er det kun ganske få medarbejdere på højt niveau, der overhovedet udtaler sig til pressen.
Der er dog klare åbninger på vej.
Dinosaurerne blandt lægerne, som mener, at befolkningen slet ikke har godt af at vide for meget om, hvad der foregår på sygehusene, er ved at uddø. De er i hvert fald ved at gå på pension.
Derfor føler jeg det dobbelt surt, når jeg gang på gang møder læger, sygeplejersker med videre, som faktisk føler en public service-forpligtelse – og som desuden har lyst til at dele ud af deres holdninger og erfaringer omkring deres arbejdsliv. For eksempel fordi de føler, det kunne være fint, hvis den lukkede verden lukker op mod verden uden for. Men som totalt er gået i baglås, fordi de har været udsat for journalister og fotografer, der er gået i selvsving over en eller anden nyhedshistorie som en dramatisk, offentlig kendt klagesag over en læge, en ulykke, en meget omtalt voldtægt eller lignende.
Når der er dramatik i luften, er det åbenbart o.k. at glemme alt, hvad der ligner både almindelig ordentlig opførsel og en vis form for presseetik.
Det er ikke hver gang, jeg hører om den slags historier, når jeg kommer på sygehuse – men det er tit. En af de nyere er, hvad der skete, da to tog stødte sammen ved Koldkær tidligere i år.
Tilskadekomne og chokerede passagerer blev efter ulykken bragt ind på Herning Centralsygehus. Og der blev de mødt af et yderst flittigt pressekorps.
En enkelt journalist gik så meget op i jobbet, at han udgav sig for at være offer/pårørende. En sygeplejerske registrerede, at han luskede rundt og lyttede i de grupperum, hvor der blev ydet psykiatrisk krisehjælp. Hun troede først, at han var i choktilstand, fordi han gik rundt og rundt uden at kontakte nogen. Hun brugte derfor dyrebar tid på at skaffe en læge, som igen brugte tid på at afdække, hvem journalisten var – og dernæst på at få ham ud.
Det var selvfølgelig ingenting imod det kamerahold, der gik ind i selve det forulykkede vogntog og filmede passagerer, der endnu ikke var blevet hjulpet ud.
Det var heller ikke noget imod det faktum, at personalet fra psykiatrisk afdeling praktisk taget var ude af stand til at passe deres arbejde med at yde krisehjælp, fordi den dør, de skulle ind og ud af, blev blokeret af pressefolk, der krævede, at der blev afholdt pressemøde NU – for de havde en deadline.
Ved de møder, som katastrofeberedskabet ved sygehuset afholdt i dagene efter ulykken, viste det sig, at både passagerer, pårørende og personale havde brug for hjælp til at få bearbejdet pressens opførsel, som ulykkesofrene og deres pårørende havde oplevet som krænkende og anmassende.
Sygehusets katastrofeberedskab overvejer desuden at skrive et afsnit om, hvordan man beskytter patienter og personale mod pressen i tilfælde af en ny ulykke. Instrukserne før Koldkær omtalte pressen som nogen, man skulle stå til rådighed for ved at arrangere pressemøde og ved at udnævne en pressekontakt.
Det skal siges, at det her refererede er personalets oplevelse. Jeg var ikke til stede – men for mig gælder personalets generelle oplevelse, for mit arbejde bliver ramt af den negativitet, som pressefolk bliver mødt med i lang tid bagefter.
Jeg ved da godt, at man har travlt, når man dækker det rigtig hotte nyhedsstof. Jeg ved også godt, at der er pres på for at få de bedste billeder og for at nå tingene inden deadline. Men jeg ved også, at man risikerer at gå i selvsving, når det hele kører op, og at der kan være en kollektiv tendens til, at vi “har lov” til at kvaje os, for det er jo enormt vigtigt, at vi får de bedste historier/billeder, og at vi når det inden deadline.
For mig at se er der ikke nogen grund til at lægge hjernen fra sig ude i reportagevognen. Og det er en lousy undskyldning, at man “havde travlt” eller blev presset hjemme fra redaktionssekretariatet.
Det var simpelthen for dumt, det der skete i Koldkær. Og helt unødvendigt. For der er vel ingen, der tror, man laver bedre journalistik ved at opføre sig som en elefant i en glasbutik. Derimod kan man være helt sikker på, at de konservative kræfter i sygehusverdenen efter sådan en situation bliver bestyrket i deres ønske om at holde sygehusenes døre hermetisk lukkede for os.

Af Anna Louise Stevnhøj, freelancejournalist med speciale i sundhedsvæsen