Hen over sommeren har enkelte politikere og andre aktører forsøgt at spille hasard med den danske model på arbejdsmarkedet.

I et totalt misforstået forsøg på at opnå fred og retfærdighed har oppositionspolitikere lagt op til en lovgivning, der skal gøre det vanskeligere at bruge de redskaber, der nu engang hører til på arbejdsmarkedet, blot fordi 3F helt legitimt anvendte blokademuligheden for at sikre en overenskomst.

Jeg synes, det i sagen i Vejle er værd at hæfte sig ved, at både arbejdsgivernes organisationer og lønmodtagernes hovedorganisationer understreger, at håndteringen af konflikten til fulde følger de spilleregler, der gælder, når arbejdsmarkedets parter kommer på kant med hinanden.

Begreber som blokade, boykot, strejke og lockout virker åbenbart lidt voldsomt på nogle, skønt de i virkeligheden er betingelsen for, at vi i Danmark har et særdeles fredeligt arbejdsmarked. Det er værd at understrege, at vi ikke bare har fredsbudskabet, men også fredspligten. Når overenskomsten er indgået, holder parterne fred i den periode, overenskomsten gælder. Derfor har vi i modsætning til mange andre lande et meget begrænset antal konflikter i Danmark.

Man skal ikke rejse langt uden for Danmark, før verden ser helt anderledes ud. Generalstrejker, punktstrejker og demonstrationer er hverdag i flere lande syd for grænsen, netop fordi de der ikke har en klar holdning til, at arbejdsmarkedet selv klarer paragrafferne, men foretrækker lovgivning.

Hvor vi i Danmark let og enkelt klarer udfordringerne på arbejdsmarkedet gennem aftaler, sker det mange steder gennem lovgivning. Tag Frankrig som eksempel. På journalistområdet har de seks forskellige journalistforbund, der hver især kan gennemføre demonstrationer og strejker og gør det, for det er den form for magtdemonstration, de anvender til at sende budskaber.

Kun mellem 10 og 15 procent af de franske journalister er organiserede i en af de seks organisationer, der tilsammen kun er halvt så stor som DJ. Kontingentet er også lavere, så der er ikke mange ressourcer til, men heller ikke traditioner for at påvirke lovgivningen ved at deltage i høringer, kommissioner, mødes med politikere og så videre – eller muligheder og traditioner for centralt i særligt stort omfang at yde professionel bistand ved forhandlinger.

Tilbage til Danmark, hvor vi har traditioner for at løse problemerne, når de opstår. Da alle ikke altid er lige meget i løsningshjørnet, har arbejdsmarkedets parter aftalt et sæt spilleregler, hvor parterne bliver tvunget sammen ved forhandlingsbordet.

Det er såmænd blot, hvad 3F fuldt berettiget med blokaden forsøger. De politikere, der lige nu blander sig og vil lave ny lovgivning, har tilsyneladende slet ikke forstået den danske model. Hvis det skulle lykkes dem at sende arbejdsmarkedet ud på glidebanen med flere konfliktforbud, og hvad fantasien ellers kunne række til, har de samtidig valgt vejen med flere generalstrejker og demonstrationer. Vi vil få sydeuropæiske tilstande på arbejdsmarkedet eller tilstande som i Wisconsin i USA, hvor de faglige organisationer ved lovgivning er sat helt ud af spillet.

Det er ikke 3F, der skaber ufreden. Det er de politikere og andre aktører, der pludselig vil lave reglerne om, der både skaber ufred og usikkerhed med udsigt til mange flere konflikter i Danmark. Hold fingrene væk!