search

Den dag jeg viste tillid

Er det ikke også sådan med os i medierne? At vi stemples som gruppe og udgivelse, men at vi hver især så godt som altid passer vores, så godt vi kan – og derfor er vi samlet bedre end vores rygte. Det budskab så jeg gerne udbredt

Forleden gjorde jeg noget for mig grænseoverskridende. Jeg viste et andet menneske blind tillid, selv om han var i en situation, hvor han kunne franarre mig penge.

Sagen var kort sagt den, at min gamle bil skulle udskiftes med en anden gammel bil. Jeg fik det råd fra en mekaniker at købe en Volvo. Slog op i Den Blå Avis. Den første Volvo var en pæn Volvo 850 stationcar med 18 år og 100.000 km på bagen. Den var flot. Der stod også, at den havde kørt i Italien altid og derfor ingen rust havde. Overhovedet.

Sælgeren var forklædt som levende kedeldragt med værksted i tilknytning til landvillaen. Grunden var overstrøet med drømmebiler med og uden prøveplader. I værkstedet hang de obligatoriske kalenderpiger. Og der stod en automat, der lavede udmærket kaffe. Vi fik to kopper hver og snakkede os ind på hinanden.

”Ved du godt, at det her er et umuligt projekt?” spurgte jeg automobilforhandleren. ”En journalist og en bilhandler, to af de mindst troværdige fagligheder, er ved at gøre en handel?!”

Han skulle tage min gamle Landrover i bytte – men tjekkede ikke engang kilometertælleren. ”Jeg kan jo se, den er kørt herud selv!” sagde han og skænkede mere kaffe. Og så skulle jeg køre hjem i Volvoen.

”Du kan være helt tryg,” sagde han. ”Den kører snorlige, og hvis der er noget, så kommer du bare!”

Han fik 18.000 kroner og en Landrover. Og jeg fik en Volvo.

På vej hjem tværs over Sjælland skete det: En lampe lyste rødt. Og så gik den ud. Og så lyste den igen.

Det viste sig at være svensk forsigtighed: Hver gang temperaturen er 2 grader eller derunder, lyser den. Det skal den jo. Vejen kan være glat.

Jeg har nu haft bilen til service – et spændebånd skulle strammes omkring en kølerslange, lød dommen. Ellers intet!

En dag sprang en taxachauffør ud af sin bil og insisterede på at se motoren: ”Det er jo Mercedes-dræberen!” jublede han. Jeg har ikke fået udsagnet verificeret. Det behøver jeg ikke. Jeg lever fint med visheden om at eje en Mercedes-dræber.

Er det ikke også sådan med os i medierne? At vi stemples som gruppe og udgivelse, men at vi hver især så godt som altid passer vores, så godt vi kan – og derfor er vi samlet bedre end vores rygte. Det budskab så jeg gerne udbredt.

På samme måde, som jeg selv vil huske – når Merdeces-dræberen æder kilometer på Autobahn til sommer – at der findes OK bilhandlere, selv om mediemyten om skurkene fylder mest. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen